Produktionspotentialet i dansk økonomi
|
 |
|
|
|
| Forfatter(e): | Andersen, Asger Lau; Rasmussen, Morten Hedegaard |
| Emne: | Dansk økonomi; Økonomisk aktivitet og beskæftigelse |
| Type: | Kvartalsoversigt – 3. kvartal 2011 – Del 2, side 51-116 |
| Årstal: | 2011 |
| Udgivelsesdato: | 09/20/2011 |
Dansk økonomi har i de senere år været udsat for usædvanligt store konjunkturudsving. I denne artikel analyserer vi, hvor langt økonomien i øjeblikket befinder sig fra en normal konjunktursituation, og hvor meget ledig produktionskapacitet der er i økonomien. Analyserne viser, at der i øjeblikket er en beskeden ledig kapacitet i dansk økonomi. Produktionsgabet, som angiver afvigelsen fra det produktionsniveau, der er holdbart på længere sigt, estimeres til -1,6 pct. i 2. kvartal 2011. Afstanden til det holdbare produktionsniveau er dog blevet indsnævret betragteligt si-den 2009, og vi forventer, at den udvikling vil fortsætte i de kommende år. Den aktuelle ledige kapacitet kommer først og fremmest til udtryk ved, at arbejdsstyrken er mindre end normalniveauet. Ledigheden er derimod kun lidt højere end det niveau, der vurderes at være foreneligt med en holdbar løn- og prisudvikling på længere sigt. Endelig er kapacitetsudnyttelsen i virksomhederne tæt på normalen, og det indikerer, at potentialet for stigninger i produktiviteten gennem en mere intensiv resurseudnyttelse er begrænset
|