20-krone |  |
|
| 20-kronen med det ændrede for- og bagsidemotiv blev sat i omløb januar 2011. |
|

Portræt af Dronningen
Den dominerende udsmykning på 20-kronen er et portræt af Dronningen, som det er tradition på de højeste værdier i en dansk møntserie. Portrættet er udarbejdet af billedhugger, Lis Nogel og anvendt på erindringsmønten udgivet i anledning af Dronningens 70-år-fødselsdag i 2010.
Et hjerte
Imellem "Margrethe II" og "Danmarks Dronning" er der et lille hjerte - et såkaldt møntmærke. Møntmærket er et tegn, der viser produktionsstedet, Den Kgl. Mønt. Anvendelsen af hjertet er en århundredgammel tradition, der oprindelig viste, hvilken møntmester og senere hvilket udmøntningssted, der har præget mønten. Møntmærket har ikke længere nogen praktisk betydning, idet der i dag kun er ét udmøntningssted. Nederst på mønten ses udmøntningsåret.
Det lille rigsvåben på bagsiden
På bagsiden af 20-kronen ses det lille rigsvåben, også kaldet statsvåbenet. Det består af tre løver og ni hjerter under en krone. De tre kronede løver har været brugt af de danske konger i de seneste 800 år. I 1500-tallet blev antallet af hjerter bestemt til at være ni. Hjerterne er måske ikke hjerter, men kan derimod være søblade, der igen kan være afledt af lindeblade. Kronen hviler på skjoldet, som er med til at forstærke forbindelsen mellem løverne og kronen.
Bagsiden af 20-kronen er tegnet af kongelig våbenmaler Ronny Andersen og anvendt på mønter præget fra 2011.
Tekniske specifikationer
20-kronen er lavet af aluminiumsbronze. Mønten måler 27,0 mm i diameter, vejer 9,3 gram og har en tykkelse på 2,35 mm. Randen er med afbrudt rifling.
Tidligere versioner
Portrættet skiftes fra tid til anden for at være så vellignende og tidssvarende som muligt. I den nuværende møntserie er der tidligere anvendt tre andre portrætter af Dronningen, udarbejdet af henholdsvis:
Billedhugger Hanne Varming (anvendt 1990-1993)
Medaljør Jan Petersen (anvendt 1994-1999)
Billedhugger, professor Mogens Møller (anvendt 2001-2010)
Der blev ikke præget almindelige cirkulerende 20-kroner i 2000. De viste versioner af tidligere udsendte 20-kroner i den nuværende møntserie er stadig gyldige som betalingsmiddel.

|