Kronos er Nationalbankens bruttoafviklingssystem for betalinger i danske kroner og er således et centralt omdrejningspunkt i dansk betalingsformidling. Systemet anvendes primært til at gennemføre store tidskritiske betalinger mellem Nationalbankens kontohavere, enten som kunde- eller interbankbetalinger. Alle foliokontohavere i Nationalbanken skal deltage i Kronos.
Via Kronos kan deltagerne udføre en række forskellige funktioner, herunder overføre likviditet til afviklingskonti, se posteringsoplysninger og følge med i afviklingen af Sumclearingen og VP-afviklingen. Endvidere kan deltagerne modtage nyheder, få historiske posteringsdata og administrere anvendelsen af sikkerhedsstillelse.
Kronos er åbent for betalinger på alle danske bankdage i tidsrummet 7.00-15.30. Desuden er systemet åbent 16.00-16.30 for overførsel fra foliokonti til afviklingskonti til brug for nattens afviklinger i Sumclearingen og VP-afviklingen. |