Danmarks nye sedler
Danmark skal have nye sedler i 2028-2029 for at sikre, at kontanter også i fremtiden er et sikkert og effektivt betalingsmiddel. Motiver af store bedrifter og havet vil pryde de nye sedler.
Hvordan skal Danmarks nye sedler se ud?
Pengesedler er et håndgribeligt symbol på et lands identitet og tillægges både kulturel og historisk betydning. Dyk ned i de motiver og temaer, som kommer til at pryde de nye sedler.
Hvorfor skal vi have nye sedler?
Danmark skal have en helt ny seddelserie baseret på de nyeste sikkerhedsteknologier. Det skal sikre, at kontanter også i fremtiden er et sikkert og effektivt betalingsmiddel.
Ofte stillede spørgsmål
Her finder du svar på en række spørgsmål om de nye pengesedler, som Nationalbanken forventer at introducere i 2028-2029.
Kontanter finder stadig bred anvendelse i samfundet, og der vil også fremover være brug for kontanter. For at sikre, at kontanter også fremover er et sikkert og effektivt betalingsmiddel, er Nationalbanken gået i gang med at udvikle en ny seddelserie. Den nye seddelserie vil få et helt nyt design og opgraderede sikkerhedselementer, som er tidssvarende og mere sikre.
Motiverne på de nye sedlers ene side vil være store bedrifter og personerne bag. De valgte bedrifter og personer er eventyr og H. C. Andersen, astronomi og Tycho Brahe, Jordens kerne og Inge Lehmann samt Thuleekspeditionen og Arnarulunnguaq. Motiverne på sedlernes anden side får havet som gennemgående tema.
Sedlernes endelige udseende vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt.
Den endelige beslutning om motiver og tema er truffet af en ekspertgruppe med deltagelse af eksterne eksperter og Nationalbanken. Beslutningen hviler blandt andet på forslag til motiver fra museer, forsknings- og uddannelsesinstitutioner inden for kunst, kultur- og naturvidenskab og resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af danske og grønlandske borgere.
Når den nye seddelserie kommer på gaden i 2028-2029, vil den erstatte den nuværende seddelserie med broer og oldtidsfund (2009-serien). Der vil være en periode, hvor både 2009-serien og den nye serie er gyldige. Men efter en endnu ikke fastlagt frist vil det kun være pengesedler i den nye serie, som er gyldige, og 2009-serien vil derefter være ugyldig.
Nationalbanken inviterede en række uddannelsesinstitutioner og museer inden for kunst, kultur- og naturvidenskab til at bidrage med forslag til motiver og temaer. På baggrund af forslagene udviklede Nationalbanken en række temaer for motiver, der kunne pryde de nye sedler.
Alle borgere har via en spørgeskemaundersøgelse haft mulighed for at give deres mening om temaerne til kende ved at vurdere dem ud fra en række relevante parametre. Spørgeskemaundersøgelsen var åben fra 13. maj 2024 til og med 2. juni 2024.
Det er en ekspertgruppe med deltagere fra Nationalbanken og eksterne eksperter, der har besluttet, hvilke temaer og motiver der skal pryde de nye sedler.
Beslutningen hviler blandt andet på forslag til motiver fra museer, forsknings- og uddannelsesinstitutioner inden for kunst, kultur- og naturvidenskab og resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af danske og grønlandske borgere.
De primære formål med at inddrage danske og grønlandske borgere i udviklingen af de nye sedler har været at give borgerne muligheden for at give deres mening til kende og samtidig give Nationalbanken og ekspertgruppen indsigt i, hvilke motiver og temaer der vækker mest genklang i befolkningen. Dermed gav borgerinddragelsen et mere solidt grundlag at træffe den endelige beslutning ud fra.
Danmarks Nationalbank har indgået en aftale med den engelske seddelproducent, De La Rue, om produktionen af den kommende nye danske seddelserie. Aftalen løber i 6 år med mulighed for forlængelse. De nye danske sedler vil blive produceret på De La Rues produktionsanlæg uden for London.