Hvilke sedler bliver ugyldige?

Alle pengesedler fra seddelserier, der er ældre end den nuværende med broer og oldtidsfund (2009-serien), bliver ugyldige efter 31. maj 2025. Det samme gælder 1000-kronesedlen i den nuværende seddelserie. Her kan du se alle de sedler, som bliver ugyldige, og tjekke, om du selv har nogen af dem liggende.


Broer og oldtidsfund (2009-serien)

Motiverne på alle seriens sedler er designet af Karin Birgitte Lund. Temaet er danske broer og oldtidsfund. 1000-kronesedlen er den eneste seddel fra serien, der bliver ugyldig efter 31. maj 2025.

1.000-kronesedlen

Udstedt: 2011
Format: 165 x 72 mm
Motiver: Storebæltsbroen | Solvognen fra Trundholm Mose.

Portrætter og kirkekunst (1997-serien)

Sedlerne blev designet af Nationalbankens tegner Johan Alkjær. På forsiden ses portrætter af danske kunstnere og videnskabsfolk, mens bagsiden er prydet med motiver fra kultur og kirkekunst. Sedlerne i serien bliver ugyldige efter 31. maj 2025.

1.000-kronesedlen

Udstedt: 1997/2003
Format: 165 x 72 mm
Motiver: Billedkunstnerne Anna og Michael Ancher | Turneringsscene fra Bislev kirke.

OBS: Udgivet i 2 versioner.

500-kronesedlen

Udstedt: 1997/2003
Format: 155 x 72 mm
Motiver: Atomfysikeren Niels Bohr | Kampklædt ridder og drage fra døbefonten i Lihme Kirke.

OBS: Udgivet i 2 versioner.

200-kronesedlen

Udstedt: 1997/2003
Format: 145 x 72 mm
Motiver: Skuespilleren Johanne Luise Heiberg | Løve fra apsis på Viborg Domkirke.

OBS: Udgivet i 2 versioner.

100-kronesedlen

Udstedt: 1999/2002
Format: 135 x 72 mm
Motiver: Komponisten Carl Nielsen | Basilisk fra Tømmerby Kirke i Vester.

OBS: Udgivet i 2 versioner.

50-kronesedlen

Udstedt: 1999/2005
Format: 125 x 72 mm
Motiver: Forfatteren Karen Blixen | Kentaur i Landet Kirke på Tåsinge.

OBS: Udgivet i 2 versioner.

Portrætter og dyr (1972-serien)

På forsiden af sedlerne ses portrætter, som blev graveret på grundlag af malerier af den danske maler Jens Juel. Dyrene på sedlernes bagsider er lavet efter akvareller og tegninger af tegner og arkitekt Ib Andersen samt Nationalbankens tegner Gunnar Andersen. Sedlerne i serien bliver ugyldige efter 31. maj 2025.

1.000-kronesedlen

Udstedt: 1975
Format: 176 x 94 mm
Motiver: Thomasine Heiberg | Egern.

500-kronesedlen

Udstedt: 1974
Format: 164 x 85 mm
Motiver: Ukendt dame, sandsynligvis Franziska Genoveva von Qualen | Firben.

100-kronesedlen

Udstedt: 1974/1995
Format: 150 x 78 mm
Motiver: Selvportræt Jens Juel | Sommerfuglen ”rødt ordensbånd”.

OBS: Udgivet i 2 versioner.

50-kronesedlen

Udstedt: 1975
Format: 139 x 72 mm
Motiver: Engelke Charlotte Ryberg | Karusse.

20-kronesedlen

Udstedt: 1980
Format: 125 x 72 mm
Motiver: Pauline Tutein | Gråspurve.

10-kronesedlen

Udstedt: 1975
Format: 125 x 67 mm
Motiver: Cathrine Sophie Kirchhoff | Edderfugl, hun i pragtdragt.

Portrætter og landskaber (1952-serien)

Designet på sedlerne blev til i samarbejde mellem arkitekt og grafiker Gunnar Biilmann Petersen, Nationalbankens tegner Gunnar Andersen samt tegner og arkitekt Ib Andersen. Sedlerne viser portrætter af kendte danskere på forsiden og landskaber på bagsiden. Sedlerne i serien bliver ugyldige efter 31. maj 2025.

500-kronesedlen

Udstedt: 1964
Format: 175 x 90 mm
Motiver: Christian Ditlev Frederik Reventlow og landmand med hest og plov | Roskilde Domkirke.

100-kronesedlen

Udstedt: 1962
Format: 155 x 84 mm
Motiver: H. C. Ørsted og kompas med en elektrisk ledning | Kronborg.

50-kronesedlen

Udstedt: 1957
Format: 153 x 78 mm
Motiver: Ole Rømer og Rundetårn | Stenvad langdysse på Djursland.

10-kronesedlen

Udstedt: 1952/1954
Format: 125 x 65 mm | 125 x 71 mm
Motiver: H. C. Andersen og storkerede fra Asminderød | Egeskov Mølle.

OBS: Den oprindelige version fra 1952 kan ikke indsættes på konto. Den har været ugyldig som betalingsmiddel siden 1954.

5-kronesedlen

Udstedt: 1952
Format: 125 x 65 mm
Motiver: Thorvaldsen og marmorskulpturen ”De tre gratier” | Vor Frue Kirke, Kalundborg.

Ombytningsserien (1944-serien)

Serien blev i hemmelighed udviklet i 1943 og 1944. Den blev brugt til pengeombytningen i 1945 umiddelbart efter afslutningen på 2. verdenskrig. Forsiden på de fleste af sedlerne blev tegnet af maler og tegner Gerhard Heilmann. Sedlerne i serien bliver ugyldige efter 31. maj 2025.

500-kronesedlen

Udstedt: 1945
Format: 174 x 108 mm
Motiver: Landmand bag hestetrukken plov | Rosetter med det lille rigsvåben i midten.

100-kronesedlen

Udstedt: 1945
Format: 156 x 103 mm
Motiver: Tangdekoration omkranset af delfiner | Rosetter med det lille rigsvåben i midten.

OBS: Udgivet i 2 versioner. Lys grøn og mørk grøn.

50-kronesedlen

Udstedt: 1945
Format: 156 x 103 mm
Motiver: Båd med fiskere | Rosetter med det lille rigsvåben i midten.

OBS: Udgivet i 2 versioner. Lys lilla og mørk lilla.

10-kronesedlen

Udstedt: 1945-1947
Format: 131 x 80 mm | 130 x 80 mm
Motiver (opgraderet version): Tangdekoration | Rosetter med det lille rigsvåben i midten.

OBS: Hverken den oprindelige version fra 1944 eller den opgraderede version fra 1947 kan indsættes på konto. De har været ugyldige som betalingsmiddel siden 1954.

5-kronesedlen

Udstedt: 1945
Format: 130 x 72 mm
Motiver: Sammenslyngede femtaller | Rosetter med det lille rigsvåben i midten.

OBS: Denne seddel kan ikke indsættes på konto. Den har været ugyldig som betalingsmiddel siden 1954.

I tvivl, om sedlen er ægte?

Har du fundet eller modtaget en ældre seddel, som du er i tvivl om ægtheden af, har vi lavet en oversigt over sikkerhedselementerne (pdf), så du kan se, hvad du skal kigge efter på de enkelte sedler og serier.

Grønland og Færøerne

I Grønland anvendes samme seddelserier som i Danmark. Når ældre danske pengesedler og den nuværende 1000-kroneseddel bliver ugyldige efter 31. maj 2025, bliver disse pengesedler således også ugyldige i Grønland.

Færøerne har deres egne pengesedler, som har samme værdi og format som de danske pengesedler. I lighed med Danmark er ældre færøske seddelserier også gyldigt betalingsmiddel på Færøerne. De færøske sedler er dog ikke gyldige som betalingsmiddel i Danmark, men kan ombyttes til danske sedler.

Indkaldelsen af danske pengesedler gør ikke de færøske seddelserier ugyldige.