Bank og Marked

Bank og Marked implementerer fastkurspolitikken, er bank for bankerne, investerer og styrer risikoen på valutareserven, forvalter statsgælden på vegne af Finansministeriet og er ansvarlig for forretningssystemer for betalingsafvikling og porteføljestyring.


Eksempler på konkrete arbejdsopgaver, som Bank og Marked løser:

  • Vi står for implementeringen af fastkurspolitikken, investering af valutareserven og forvaltningen af statens gæld.

  • Vi udarbejder den samlede investerings- og risikostrategi for valutareserven og den indenlandske kronebeholdning, sørger for risikostyring af valutareserven og statens gæld (herunder også Operationel Risiko), laver kvantitativ modellering af finansielle risici, herunder markeds- og kreditrisiko, og udarbejder retningslinjer for ansvarlige investeringer for Danmarks Nationalbank.

  • Vi er bank for bankerne og for staten. Vi står for betalingsformidling, sikkerhedsstillelse, handelsafvikling og beholdningsadministration, og vi forvalter det mest kritiske system til betalinger og pengepolitiske instrumenter.

  • Vi vedligeholder og udvikler ny forretningsfunktionalitet i bankens kritiske banksystem og vedligeholder bankens SWIFT-applikation til udveksling af finansielle beskeder. Vi er samtidig bindeled mellem forretningsbrugerne og Nationalbankens it-afdeling.

  • Vi sikrer en vellykket migrering af danske kroner til den fælleseuropæiske betalings- og værdipapirafviklingsplatform, Target Services, i 2025, og vi sikrer, at porteføljeforvaltningssystemet understøtter det danske pengepolitiske instrumentarium og sikkerhedsstillelse i 2025. Vi sikrer desuden, at vi også i fremtiden har en robust dansk betalingsinfrastruktur til gavn for samfundet.

Underdirektør og afdelingschef Martin Wagner Toftdahl svarer her på 3 spørgsmål om arbejdet i Bank og Marked:

Hvordan bidrager I til Nationalbankens arbejde med at sikre en robust økonomi?

"Bank og Marked er ansvarlig for implementeringen af en række af Nationalbankens kerneopgaver. Vi implementerer fastkurspolitikken, er bank for bankerne, investerer og styrer risikoen på valutareserven og er ansvarlige for håndtering og sikring af den daglige betalings- og værdipapirafvikling. Derudover forvalter vi statsgælden på vegne af Finansministeriet."

Hvad gør jeres område særligt spændende?

"I Bank og Marked kommer man som medarbejder ind i maskinrummet af Nationalbankens kerneopgaver. De opgaver, vi varetager i vores afdeling, har meget tydelig og direkte betydning for det omgivende samfund.

Det har direkte betydning for samfundet, når vi agerer i penge- og valutamarkedet for at sikre fastkurspolitikken, og når vi håndterer den daglige betalings- og værdipapirafvikling i danske kroner. Men også gennem fastsættelse af rammer for valutareserven og optimering af indtjeningen fra denne eller gennem fastlæggelse og eksekvering af udstedelsesstrategien for statens gæld har vores arbejde direkte betydning for samfundet.

De konkrete opgaver, vi løser i Bank og Marked, kommer med et stort ansvar, og det skaber en spændende og meningsfyldt hverdag."

Hvilke muligheder og udfordringer er der på jeres område?

"I Bank og Marked er der mulighed for at arbejde med opgaver, der er helt unikke for Nationalbanken. Samtidig har vores afdeling en bred ekstern berøringsflade med løbende dialog og bredt samarbejde med den finansielle sektor, med ministerier, internationale organisationer, leverandører og investorer. Dermed opnår vi en både unik og bred viden om finansielle markeder og produkter."

Kontakt og organisering