Guldet er en del af valutareserven
En af Nationalbankens vigtigste opgaver er at holde kronens kurs over for euroen helt stabil – det, man også kalder fastkurspolitikken. En måde at holde kursen stabil på er ved at købe kroner og sælge udenlandsk valuta, eller omvendt. Derfor råder Nationalbanken over en valutareserve, og en mindre del af valutareserven består af guld.
Kronens værdi på valutamarkederne kan ændre sig i løbet af få minutter eller timer, og derfor består valutareserven mest af kontante indskud i udenlandske banker og værdipapirer, der hurtigt kan sælges for at finansiere støtteopkøb af danske kroner. Når en del af valutareserven består af fysiske guldbarrer, som ville tage længere tid at sælge, hvis man ønskede det, har det således mere historiske og lovmæssige årsager end praktiske.
Fakta om Nationalbankens guld
- Nationalbankens guld vejer 66,5 tons. En enkelt guldbarre vejer i gennemsnit 12,5 kg.
- Nationalbankens guld havde en værdi af ca. 40,3 mia. kr. ved udgangen af 2024. Prisen på guld kan svinge, og derfor varierer det også, hvor meget Nationalbankens guldbeholdning er værd.
- Nationalbankens guld udgjorde ultimo 2024 knap 0,2 pct. af centralbankernes samlede beholdning af guld, der ifølge World Gold Council er på 37.755 tons. Det skønnes, at centralbankerne holder knap en femtedel af den samlede mængde udvundne guld i hele verden på omkring 216.265 tons.
- Størstedelen af Nationalbankens guld opbevares i Storbritanniens centralbank, Bank of England.
Guldbeholdningen har historiske rødder
Under den såkaldte klassiske guldstandard i den sidste del af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet baserede mange lande deres pengesystemer på guld. Det betød, at mønterne havde et bestemt indhold af guld, og at sedler frit kunne omveksles til guldmønter hos landets centralbank efter de officielt fastsatte omregningsforhold (en guldmøntfod). Systemet sikrede faste valutakurser mellem de lande, som deltog i systemet.
Danmark forlod guldstandarden kort efter Storbritannien i 1931, og Nationalbankens pligt til at indløse sine udstedte pengesedler mod guld blev ophævet. Herefter har guld ikke spillet nogen væsentlig rolle i forhold til seddelsystemet i Danmark.
I forbindelse med den økonomiske krise i begyndelsen af 1930’erne brød det internationale guldstandardsystem sammen. Danmark forlod guldstandarden kort efter Storbritannien i 1931, og Nationalbankens pligt til at indløse sine udstedte pengesedler mod guld blev ophævet. Herefter har guld ikke spillet nogen rolle i forhold til seddelsystemet i Danmark.
Guldet spillede stadig en rolle i det internationale valutasamarbejde, der opstod i 1940’erne – det såkaldte Bretton Woods-system – og det europæiske valutasamarbejde EMS/ERM, der blev etableret i 1979. Her var der krav om, at dele af landenes guldbeholdninger blev deponeret i et fælles depot.
Lovkrav om guld – og løbende dispensation
Da Nationalbankloven blev udarbejdet i starten af 1930’erne, regnede man stadig med, at Danmark skulle tilbage til guldstandarden. Derfor blev det indskrevet i Nationalbankloven, at Nationalbanken som sikkerhed for de udstedte sedler skal eje en guldfond, der som udgangspunkt skal dække mindst 25 pct. af seddelomløbet, og at guld opbevaret i udlandet ikke kan medregnes i guldfonden for et større beløb end 5 pct. af de udgivne sedlers samlede beløb.
Nationalbankens repræsentantskab kan efter lovens § 13 med samtykke fra den kgl. bankkommissær (erhvervsministeren) give dispensation fra kravet om gulddækning af seddelomløbet på 25 pct. samt lokationskravet. Den dispensation blev givet første gang i september 1939, og fornyelsen af dispensationen er stadig et fast punkt på dagsordenen på de kvartalsvise møder i Nationalbankens repræsentantskab.. Da seddelomløbet over årene er faldet og guldets værdi har været stigende, er guldreserven tilstrækkelig til at dække mindst 25 pct. af seddelomløbet. Derfor er det i dag alene lovens lokationskrav, som repræsentantskabet dispenserer fra.
Du kan læse mere om emnet i Nationalbankloven.
Det meste guld ligger sikkert i England
Den geografiske lokation af guldbeholdningen har varieret gennem tiden.
I den sidste del af 1930’erne var guldbeholdningen placeret i København, men i løbet af 1939 og begyndelsen af 1940 blev en stor del af guldet flyttet til den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i New York. Det skyldtes frygt for, at Tyskland skulle besætte Danmark, og forlydender om, at de tyskbesatte landes centralbanker var blevet frarøvet deres guldreserver.
I midten af 1980’erne var størstedelen af Nationalbankens guldbeholdning placeret i USA. Efter at Nationalbanken i 1987 begyndte at udlåne guld på det internationale guldmarked i London, blev det meste af guldbeholdningen over en årrække flyttet til Bank of England.
Siden 2002 har Nationalbanken opbevaret omkring 97 pct. af guldbeholdningen hos Bank of England i London, omkring 0,5 pct. af guldbeholdningen hos Federal Reserve Bank of New York og de resterende omkring 2,5 pct. i København.
En enkelt af Nationalbankens guldbarrer er pt. udlånt til en udstilling på Nationalmuseet, hvor man kan se og røre den.
Størstedelen af guldbeholdningen er i dag opbevaret hos Bank of England
