Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Bank- og realkredit
Statistikperiode: september 2023

Privatkundernes indlånsrente er nu over 1 pct. i gennemsnit

Renten på den rentebærende del af privatkundernes samlede indlån bevægede sig i september 2023 over 1 pct. i gennemsnit p.a. Det er første gang siden begyndelsen af 2014. De rentebærende indlån udgør 948 mia. kr. ud af et samlet indlån på 1.118 mia. kr. De resterende indlån er investeret via puljeordninger og tilskrives derfor ikke renter, men et investeringsafkast. Privatkundernes rentebærende indlån er forskelligartet, og gennemsnitsrenten dækker over flere typer af indlån med et meget forskelligt renteniveau, som aktuelt spænder fra 0 pct. og op til renter på over 5 pct. p.a. Privatkundernes gennemsnitlige indlånsrente er for september opgjort til 1,04 pct. p.a., og den forventes at stige yderligere i de kommende måneder, i takt med at bankernes annoncerede renteændringer får effekt.



Højeste indlånsrente i næsten 10 år

Anm.:

Gennemsnitlig vægtet rente p.a. på rentebærende indlån i alt i danske kroner fra danske privatkunder (lønmodtagere, pensionister mv.). Rentebærende indlån er ekskl. indlån i puljeordninger. Find figurdata her.

Særlige typer indlån på anfordring trækker renten op

Hovedparten af privatkundernes rentebærende indlån i danske kroner på i alt 948 mia. kr. er placeret på anfordringskonti. Ved udgangen af september havde privatkunderne 809 mia. kr. placeret på anfordringskonti. Indlånene på anfordring kan umiddelbart benyttes til betalinger og overføres mellem konti. Den gennemsnitlige årlige rente for denne type indlån er i september opgjort til 0,90 pct. Gennemsnitsrenten trækkes bl.a. op af privatkundernes udlånsrelaterede indlån (fx prioritetskonti), hvor renten senest er opgjort til mere end 5 pct. Den høje indlånsrente skyldes, at renten på de udlånsrelaterede indlån afspejler renten på det tilknyttede udlån. Ser man bort fra de udlånsrelaterede indlån, som udgør ca. 46 mia. kr., reduceres gennemsnitsrenten på anfordringsindlån med ca. 0,30 procentpoint.

Selv ekskl. de udlånsrelaterede indlån er gennemsnitsrenten på anfordringskonti på ca. 0,60 pct. dog stadig over det renteniveau, som tilbydes på en typisk lønkonto. Forklaringen på den højere rente er, at flere banker tilbyder deres privatkunder anfordringskonti med en betydeligt højere rente end på en almindelig lønkonto. Den højere rente vil typisk være betinget af, at der fx er tale om en formålsbestemt opsparingskonto (fx til bolig), at der er et begrænset antal gebyrfri hævninger inden for en given periode, eller at kunden først får adgang til kontotypen, hvis vedkommende indgår i en bestemt kundegruppe, som i nogle tilfælde kan være gebyrbetinget.

Over 5 pct. i rente på privatkundernes udlånsrelaterede indlån

Anm.:

Gennemsnitlig vægtet rente p.a. på rentebærende indlån på anfordringskonti i danske kroner fra danske privatkunder (lønmodtagere, pensionister mv.). Seneste data for udlånsrelateret indlån er fra august 2023. September 2023 værdierne for renterne for hhv. udlånsrelateret og ekskl. udlånsrelateret indlån på anfordring er baseret på en antagelse om, at udviklingen i disse renter er lig udviklingen i renten på det samlede indlån på anfordring, for september 2023. Find figurdata her.

Indlån med tidsbinding vinder frem

Rentebærende indlån med tidsbinding er det seneste år vundet frem og bidrager til stigningen i gennemsnitsrenten på privatkundernes samlede indlån. Det stigende renteniveau har gjort indlånet med tidsbinding mere attraktivt, og siden medio 2022 er det øget med hele 55 pct., svarende til 49 mia. kr. Stigningen er især drevet af indlån med en tidsbinding på op til 1 år. Gennemsnitsrenten på de nye indlån med tidsbinding er aktuelt 2,80 pct. De mange nye indlån med tidsbinding har betydet, at gennemsnitsrenten for privatkundernes samlede indlån med tidsbinding siden medio 2022 er øget fra -0,22 pct. til 1,83 pct. Renten dækker den del af privatkundernes indlån med tidsbinding, som ikke er tilknyttet en puljeordning med henblik på investering af indlånet i værdipapirer.

Betydelig rentestigning på indlån med tidsbinding siden medio 2022

Anm.:

Gennemsnitlig vægtet rente p.a. på rentebærende indlån på konti med tidsbinding (tidsindskud og indlån med opsigelse) i danske kroner fra danske privatkunder (lønmodtagere, pensionister mv.).

Indlån investeret i puljeordninger har ingen rente, men afkast

Indlån, som er tilknyttet puljeordninger med henblik på investering, udgør 15,2 pct. af privatkundernes samlede indlån, svarende til 169 mia. kr. Det er fx indlån tilknyttet pensions- eller børneopsparinger, dvs. indlån, som typisk har en relativt lang tidshorisont, før det skal udbetales. I og med at indlånet investeres i aktier, obligationer og via fonde, så tilskrives indlånet ikke en rente, men tilskrives årligt det afkast, som de underliggende investeringer har opnået. Positivt såvel som negativt afkast. Det samlede afkast på indlån investeret via puljeordninger vil derfor i vid udstrækning afspejle markedsudviklingen. Det har betydet, at afkastet de seneste år i modsætning til indlånsrenterne har varieret markant: Fra omtrent 0 pct. i 2020 til et tocifret positivt afkast i 2021, efterfulgt af et endnu større negativt afkast i 2022. Indtil videre er afkastet for 2023 ca. 3 pct.

Privatkunderne har forskellige typer indlån

Anm.:

Udestående indlån ultimo september 2023 i danske kroner fra danske privatkunder (lønmodtagere, pensionister mv.). Data for udlånsrelateret indlån er for august 2023. Værdierne for renterne for hhv. udlånsrelateret og ekskl. udlånsrelateret indlån på anfordring er baseret på en antagelse om, at udviklingen i disse renter er lig udviklingen i renten på det samlede indlån på anfordring, for september 2023 År til dato (ÅTD) afkast for indlån i puljeordninger dækker perioden januar til og med september 2023.