Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.
Stigende interesse for indlån med tidsbinding
Privatkundernes indlån med tidsbinding har været stigende siden sommeren 2022. I 2023 er indlånet med tidsbinding øget med 57 mia. kr. til 159 mia. kr. Det svarer til, at 16,2 pct. af privatkundernes samlede rentebærende indlån på 981 mia. kr. er med tidsbinding. Udviklingen skal ses i lyset af, at renten på nye indlån med tidsbinding i samme periode er steget betydeligt mere end den gennemsnitlige rente på indlån uden tidsbinding. Privatkundernes incitament til at binde deres indlån i en given periode er derved øget, ligesom de højere renter også gør indlån med tidsbinding til et mere attraktivt alternativ til at investere pengene i fx investeringsforeninger. Ved udgangen af 2023 er gennemsnitsrenten 1,19 pct. på privatkundernes samlede indlån uden tidsbinding, mens renten på privatkundernes nye indlån med tidsbinding oprettet i december 2023 i gennemsnit var omkring 3 pct.