Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Bank- og realkredit
Statistikperiode: April 2024

F3-lån er privat­kundernes foretrukne nye realkreditlån med variabel rente

I de første fire måneder af 2024 har privatkunderne fået udbetalt 17.900 nye realkreditlån med variabel rente til en samlet værdi på 36,7 mia. kr. Mere end hvert tredje af de nye lån er F3-lån (lån med en treårig rentebinding), som dermed er privatkundernes foretrukne nye realkreditlån med variabel rente. Dernæst følger lån med helt kort rentebinding på 3 eller 6 måneder. Denne låntype har frem til starten af 2024 trods en nedadgående tendens været den mest populære låntype med variabel rente, siden realkreditrenterne begyndte at stige kraftigt fra begyndelsen af 2022. På de efterfølgende placeringer kommer F1- og F5-lån, som begge hver især udgør omkring 18 pct. af de nye lån udbetalt med variabel rente. Inden 2022 var F5-lånet i en længere periode den mest udbredte låntype med variabel rente og udgjorde i en årrække mere end halvdelen af privatkundernes nye lån med variabel rente. Privatkundernes fornyede interesse for låntyper med lidt længere rentebinding betyder, at den gennemsnitlige rentebinding på deres nye lån med variabel rente for de første fire måneder af 2024 er opgjort til lidt over 2 år og 4 måneder. Til sammenligning var den lige under 2 år i 2023.



Privatkunder søger mod længere variable realkreditrenter

Anm.:

Figuren viser fordelingen af restgælden for nye variabelt forrentede realkreditlån udbetalt til danske privatkunder (sektor 1430, DK, DKK) i den enkelte periode fordelt på typer af rentebinding. Kategorien ’Øvrige’ dækker over låntyper med rentebindinger, som ikke er vist direkte, dvs. F2-, F4-, F6-, F7-, F8-, F9- og F10-lån. Kategorien ’Kort’ dækker over låntyper med rentebinding på 3 eller 6 måneder, hvor renten er knyttet op på CIBOR- eller CITA-renten.