Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.
Strammere krav til privatkunders økonomi
I Nationalbankens udlånsundersøgelse fortæller 8 af kreditcheferne i de 16 adspurgte store og mellemstore banker, at de har strammet deres kreditstandarder over for privatkunder i 3. kvartal 2022. Stramningerne skal ses i lyset af, at 5 af de 8 banker også strammede deres kreditstandarder i 2. kvartal. Flertallet af de adspurgte banker forventer desuden at stramme kreditstandarderne i 4. kvartal.
8 af de 16 største banker har strammet deres kreditstandarder fra 2. til 3. kvartal
Anm.: Privatkunder dækker i udlånsundersøgelsen over 'Løn-modtagere, pensionister mv.'.
|
Fokus på rådighedsbeløb og løbende udgifter
Bankerne forventer, at privatkundernes økonomiske robusthed svækkes. Prisstigningerne på el, gas, brændstof og fødevarer kombineret med rentestigninger betyder, at det er blevet markant dyrere at opretholde samme levestandard som sidste år. Derfor har flere banker hævet deres krav til det minimale rådighedsbeløb, ligesom der budgetteres med forhøjede priser på energi.
De banker, som p.t. ikke har ændret krav til det minimale rådighedsbeløb, melder om ekstra fokus på at stressteste udviklingen i priser og sammenligne det beregnede rådighedsbeløb med kundernes aktuelle forbrug. Det betyder, at boligkøberne i dag skal kunne betale en højere ydelse på boliglånet, betale mere i løbende forbrug af energi og desuden have flere penge mellem hænderne til mad, tøj og fornøjelser, end de skulle for et år siden. Det kan have den konsekvens, at de må udskyde boligdrømmene eller se sig om efter en billigere bolig.
Udsigten til lavere boligpriser medfører også, at enkelte banker påtænker at forkorte løbetiden på nye boliglån i banken for at påskynde tilbagebetaling, hvis formuen ikke er tilstrækkelig robust.
Flere tab i sigte
9 ud af de 16 adspurgte banker forventer stigende nedskrivninger på privatkunder i 4. kvartal. Der er dog en udbredt opfattelse blandt bankerne, at der fortsat er god økonomi hos privatkunderne. Mere end halvdelen af bankerne har derfor ikke øget nedskrivningerne i 2022. Men det forventes, at den stigende boligbyrde vil føre til større nedskrivninger hen over vinteren. Der er nogle banker, som i løbet af 2022 har foretaget nedskrivninger som følge af den usikre økonomiske fremtid.