Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Udlånsundersøgelsen
Statistikperiode: 4. kvartal 2024

Stigende låne­efterspørgsel blandt privat­kunderne

Banker og realkreditinstitutter i Nationalbankens udlånsundersøgelse melder samlet set om stigende låneefterspørgsel fra deres eksisterende privatkunder i 4. kvartal 2024. Udmeldingen understøttes af den seneste stigning i værdien af udbetalte lån til danske privatkunder. I de to første måneder af 4. kvartal blev der således i gennemsnit udbetalt lån for 39,8 mia. kr. pr. måned mod 30,6 mia. i 3. kvartal. Institutterne begrunder blandt andet den højere låneefterspørgsel med faldende udlånsrenter og højere aktivitet på boligmarkedet. Omtrent hvert tredje institut forventer, at låneefterspørgslen vil stige yderligere i 1. kvartal 2025, mens de resterende institutter forventer en låneefterspørgsel på niveau med 4. kvartal.



Låneefterspørgslen steg i slutningen af 2024

Anm.:

I Nationalbankens udlånsundersøgelse indgår 19 af de største banker og realkreditinstitutter i Danmark. Nettotallet er beregnet ud fra institutternes svar på låneefterspørgslen. Besvarelserne tager udgangspunkt i en skala på 5 trin fra -100 til 100. -100 betyder ”faldet en del”, -50 er ”faldet lidt”, 0 er ”uændret”, 50 er ”steget lidt”, og 100 er ”steget en del”. Institutternes svar vægtes med deres respektive markedsandele, og det giver et nettotal for svaret. Privatkunder dækker i udlånsundersøgelsen over 'lønmodtagere, pensionister mv.'. Find figurdata i Statistikbanken.