Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Direkte investeringer
Statistikperiode: 2023

Rekordstore direkte investeringer i udlandet

Danske virksomheders direkte investeringer i udlandet nåede et nyt rekordniveau på 1.749 mia. kr. ved udgangen af 2023. Værdien af udlandets direkte investeringer i Danmark var 887 mia. kr. i 2023. Det viser Nationalbankens årlige beholdningsopgørelse af værdien af de indadgående og udadgående direkte investeringer. De senere års fremgang skyldes især investeringer foretaget af medicinalvirksomheder og store industrivirksomheder. Fremgangen i danske direkte investeringer i udlandet er sket, selvom danske virksomheder i de seneste to år samtidig har haft store afskrivninger på investeringer i udlandet – fx Carlsbergs engagement i Rusland og Ørsteds afskrivninger af vindfarme i USA.



Værdien af danske direkte investeringer i udlandet steg til 1.749 mia. kr. i 2023

Anm.:

Beholdning af direkte investeringer eksklusive gennemløbsinvesteringer opgjort efter et retningsprincip, hvor koncernlån opgøres netto, se Kilder og metode.

Store betalingsbalanceoverskud investeres bl.a. i udlandet

For Danmark overstiger værdien af de udadgående direkte investeringer værdien af de indadgående investeringer. Danmark har med andre ord opbygget en positiv nettobeholdning af direkte investeringer i forhold til resten af verden. Forskellen mellem de udadgående og indadgående direkte investeringer skal ses i sammenhæng med de store danske betalingsbalanceoverskud. Et lignende billede gør sig gældende for de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med. Lande, som i en årrække har haft overskud på betalingsbalancens løbende poster, bl.a. Tyskland og Holland, har samtidig også opbygget store nettobeholdninger af direkte investeringer. Omvendt er lande med betalingsbalanceunderskud, bl.a. USA og Storbritannien, karakteriseret ved, at de indadgående direkte investeringer overstiger de udadgående investeringer.

 

Udadgående investeringer er koncentreret på danske samhandelslande

Danske direkte investeringer i udlandet er fordelt på relativt få lande og er især koncentreret på de lande, som Danmark har størst samhandel med. Det drejer sig om de europæiske lande, USA, Singapore og Kina. De ti største investeringslande tegner sig tilsammen for 69 pct. af danske investeringer i udlandet.

De største direkte danske investeringer går til USA og Europa

Anm.:

Beholdninger ultimo 2023 er opgjort efter retningsprincippet og ekskl. gennemløbsinvesteringer. De lysegrå områder markerer lande, som der indsamles, men ikke offentliggøres data for.

Værdien af investeringer i Europa udgør 60 procent af de samlede udadgående investeringer i 2023. Det er en mindre andel end for 5 år siden, da danske virksomheder i stor stil har investeret i USA og Asien i de senere år. Værdien af danske investeringer i USA var 274 mia. kr. i 2023, hvilket næsten er en fordobling siden 2018. USA er det største investeringsland efterfulgt af Storbritannien, Tyskland og Sverige.

 

USA er det største investorland i Danmark

Udlandets direkte investeringer i Danmark passerer ofte gennem et eller flere transitlande, før de når Danmark. Det skyldes bl.a. komplicerede ejerstrukturer, hvor investeringer fra oprindelseslandet foretages via holdingselskaber, ofte hjemhørende i lande som Luxembourg, Holland og Irland.

Kompleksiteten i virksomhedernes globale organisering kan gøre det vanskeligt at identificere, hvor i verden den økonomiske aktivitet finder sted, og hvilke lande der i sidste ende bærer risikoen og får afkastet af investeringen. Derfor opgøres investeringerne tillige på ultimativt investorland, hvor der ses gennem ejerstrukturer, og landet, som investeringerne kontrolleres fra, identificeres. Her fremgår det, at USA klart er det land, der ultimativt investerer mest i Danmark, men også Sverige og Storbritannien er store investorlande. En del af de udenlandske direkte investeringer i Danmark kommer desuden fra danske selskaber. Det drejer sig om danske selskaber og fonde, der investerer i Danmark gennem et udenlandsk datterselskab.

Direkte investeringer går ofte via transitlande, men ultimativt er USA den største investor i Danmark

Anm.:

Beholdning ultimo 2023 opgjort efter et retningsprincip eksklusive gennemløbsholdingselskaber.

Højere afkast på danske investeringer i udlandet

Afkastet på danske direkte investeringer i udlandet er højere end udlandets afkast på investeringer i Danmark. Siden 2015 er det gennemsnitlige årlige afkast på danske investeringer 7,6 procent, mens udlandets afkast på investeringer i Danmark er 6,1 procent. Størstedelen af forskellen hænger sammen med, at danske medicinalvirksomheder har en høj indtjening i udenlandske dattervirksomheder. Ser man bort fra medicinalindustrien, er der langt mindre forskel mellem afkastet på de udadgående og de indadgående direkte investeringer.

Afkastet af direkte investeringer har ligget forholdsvist stabilt siden 2008. De seneste år har høje fragtrater fx bidraget til et forholdsvist højt afkast på de udadgående investeringer, mens det høje afkast på de indadgående investeringer i 2022 hænger sammen med høj indtjening i energihandelsvirksomheder.

Afkastet af de udadgående direkte investeringer er større end af de indadgående investeringer

Anm.:

Afkastet for egenkapitalinvesteringer opgøres på baggrund af det regnskabsmæssige resultat fra driften i selskaberne og renses for enkeltstående indtægter og udgifter. Afkastgraden for egenkapitalinvesteringer er opgjort som formueindkomsten delt med den gennemsnitlige månedlige beholdning. Som noget nyt kan de årlige data for afkast findes i tabellerne DNFDIOUC og DNFDIINC.

Boks

Hvorfor er direkte investeringer vigtige?

Direkte investeringer er investeringer i udenlandske virksomheder og filialer, hvor investor besidder mindst 10 pct. af egenkapitalen eller stemmerettighederne i virksomheden. Direkte investeringer har typisk en længere horisont og er ofte foretaget med henblik på en varig økonomisk forbindelse mellem investoren og virksomheden.

Investeringerne kan være en indikator på økonomisk integration og på, hvor åben en økonomi er. Direkte investeringer kan fx stimulere den lokale realøkonomiske aktivitet i form af øget produktion og beskæftigelse i landet, der investeres i. Formålet med investeringen kan bl.a. være at skabe værditilvækst gennem aktivt ejerskab, fx hvis investoren har ekspertise i at udvikle virksomheden. Investeringerne kan også foretages med henblik på at overtage og få adgang til fx distributionsnet og kundebase eller intellektuelle kompetencer eller patenter.

Danmark har større direkte investeringer i udlandet, end udlandet har i Danmark. Det skal ses i sammenhæng med Danmarks store betalingsbalanceoverskud. Danmark har også større afkast på investeringer i udlandet, end udenlandske investorer har på investeringer i Danmark. Direkte investeringer bliver derfor stadig vigtigere for danske indkomster og dermed for de danske forbrugs- og investeringsmuligheder.

Revisionsnote

I overensstemmelse med Nationalbankens revisionspolitik har vi ved denne offentliggørelse gennemført en ordinær revision af 2023. I 2023 er udadgående direkte investeringer ekskl. gennemløbsinvesteringer revideret op med 6 mia. kr., mens de indadgående investeringer er revideret ned med 33 mia. kr.