Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.
Danske investorer foretrækker amerikanske aktier
Det seneste års tid er danske investorer igen begyndt at købe amerikanske aktier, mens der har været begrænset appetit på aktier fra det øvrige udland. Før 2023 fulgtes købet og salget af amerikanske aktier og aktier fra det øvrige udland nogenlunde ad. Danske investorer, især forsikrings- og pensionsselskaber, har købt amerikanske aktier for 82 mia. kr. siden januar 2023. Købet er sket i en periode med generelle kursstigninger på det amerikanske aktiemarked. Omkring en tredjedel af købet har været i ”magnificent 7”, der betegner de syv amerikanske selskaber Alphabet, Amazon, Apple, Meta, Microsoft, Nvidia og Tesla. Samlet set ejede danske investorer udenlandske børsnoterede aktier for 2084 mia. kr. i februar 2024, hvoraf 1162 mia. kr. var amerikanske aktier. Danskernes aktier i ”magnificent 7” nåede 323 mia. kr. i februar og er det højeste niveau nogensinde. 16 pct. af danske investorers udenlandske aktier er dermed koncentreret på disse 7 store amerikanske teknologiaktier.