Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Værdipapirer
Statistikperiode: September 2023

Realkreditobligationer står højt på husholdningernes indkøbsliste

Danske husholdninger har købt realkreditobligationer for 22 mia. kr. siden midten af 2022. Dermed har realkreditobligationer for første gang i lang tid tegnet sig for størstedelen af husholdningernes samlede køb af udenlandske og danske værdipapirer. Købet er sket i takt med stigende renter på realkreditobligationer. Den voksende interesse for realkreditobligationer afslutter en længerevarende periode med aftagende interesse.



Husholdningerne har især købt realkreditobligationer siden 2022

Anm.:

Akkumulerede nettokøb opgjort til markedsværdi foretaget af investorsektoren ”lønmodtagere, pensionister mv.”, i både udenlandske og danske VP-registrerede værdipapirer. Investeringsfonde inkluderer alle aktier og obligationer i disse fonde. Øvrige værdipapirer inkluderer statsobligationer, unoterede aktier, erhvervsobligationer m.m. Husholdningernes beholdning er nedrevideret med 11 mia. kr. i juni 2023. Revisionen implementeres som et strømbrud, dvs. uden en transaktion. Med årsrevisionen i september 2024 vil husholdningernes beholdning blive revideret i perioden før juni 2023.

Særligt køb af obligationer bag rentetilpasningslån

Det er særligt obligationer bag rentetilpasningslån (RTL) med løbetider på op til 5 år, der har været populære hos husholdningerne. De udgør 59 pct. af det samlede køb på 22 mia. kr. siden begyndelsen af 2022, mens fastforrentede konverterbare og variabelt forrentede realkreditobligationer tegnede sig for henholdsvis 38 og 3 pct. Alene siden begyndelsen af 2. kvartal 2023 har husholdningerne købt RTL-obligationer med løbetider på under 2 år for 6 mia. kr. Disse obligationer har en begrænset kursrisiko sammenlignet med fastforrentede realkreditobligationer med længere løbetid og er dermed et nærliggende alternativ til indlån i banker.

Få depoter med mange realkreditobligationer

Med de seneste store køb af realkreditobligationer er husholdningernes ejerskab af danske realkreditobligationer nået op på 30 mia. kr., som er fordelt på ca. 40.000 investeringsdepoter i danske banker. Der er meget stor spredning i størrelsen af disse beholdninger. De 1 pct. største investeringsdepoter med realkreditobligationer indeholder i alt 12 mia. kr. Det svarer til 39 pct. af danske husholdningers samlede beholdning af realkreditobligationer i bankerne. Disse 1 pct. største investeringsdepoter stod tilsvarende for ca. 39 pct. af nettokøbet af realkreditobligationer siden 2022, og investeringsdepoterne holder i gennemsnit realkreditobligationer for 30 mio. kr. og andre værdipapirer for 36 mio. kr. Disse tal peger på, at købet af realkreditobligationer siden 2022 er foretaget af relativt få formuende husholdninger.

Realkreditobligationer udgør 13 pct. af husholdningernes portefølje

Husholdningernes ejerskab af danske realkreditobligationer var 30 mia. kr. i september 2023. Hertil kommer realkreditobligationer for 107 mia. kr., der holdes via investeringsfonde, ofte i investeringsafdelinger, der både investerer i aktier og obligationer. Realkreditbeholdningen udgør dermed i alt 13 pct. af husholdningers samlede investering af frie midler i værdipapirer på 1.052 mia. kr.