9. april 2019
Nationalbanken er blevet optaget som medlem af Network for Greening the Financial System, NGFS, der er en gruppe af centralbanker og tilsynsmyndigheder.
NGFS udveksler på frivillig basis erfaringer og bidrager til udviklingen af risikostyring relateret til miljø- og klimarisici i den finansielle sektor. NGFS blev etableret i december 2017 og har i dag 34 medlemmer og 6 observatører fordelt på fem kontinenter.
"Klimaforandringer er globale og grænseoverskridende, og derfor er det naturligt, at vi samarbejder internationalt. Det er ikke centralbankers opgave at levere løsningerne på klimaudfordringer, men i kraft af vores formål om at sikre finansiel stabilitet i Danmark må vi også forholde os til de risici fra klimaforandringer, der kan få betydning for det finansielle system og økonomien som helhed," udtaler nationalbankdirektør Lars Rohde.
Arbejdet i NGFS foregår i forskellige arbejdsgrupper, og Danmarks Nationalbank forventer at deltage i arbejdsgruppen om makrofinansielle risici. Analyse af klimarelaterede risici for økonomien og vurdering af konsekvenserne for den finansielle sektor ligger i tråd med Nationalbankens opgave om at sikre en robust økonomi i Danmark, herunder formålet om finansiel stabilitet.
Henvendelse kan rettes til presserådgiver Ole Mikkelsen på tlf. 3363 6027.