Pressemeddelelser er korte tekster om større nyheder fra Nationalbanken. Pressemeddelelser er primært til dig, der arbejder som journalist, eller dig, der vil opdateres øjeblikkeligt og direkte, fx om renteændringer.

Om Nationalbanken

Nationalbanken fornyer hensigtserklæring for efterlevelse af kodeks på valutamarkedet

​I dag har alle centralbankerne i ESCB, herunder Danmarks Nationalbank, udsendt fornyede hensigtserklæringer om at efterleve kodeks på valutamarkedet.


Deling

15. februar 2022

Alle medlemmer i Det Europæiske System af Centralbanker, ESCB, er engagerede i at støtte og fremme efterlevelse af Foreign Exchange Global Code ("kodekset"). Kodekset blev første gang offentliggjort i 2017. Den gang offentliggjorde Nationalbanken en hensigtserklæring om at efterleve kodekset.

Kodekset blev i juli 2021 opdateret af Global Foreign Exchange Committee for at holde det relevant og tilpasset udviklingen på valutamarkedet. Dermed fortsætter det med at sætte standarden for god markedspraksis på valutamarkedet.

Velfungerende finansielle markeder gavner alle markedsdeltagere og er vigtige for centralbankerne, fordi de sikrer en smidig transmission af pengepolitikken til realøkonomien. Dette gavner i sidste ende offentligheden som helhed.

I dag har alle centralbankerne i ESCB, herunder Danmarks Nationalbank, udsendt fornyede hensigtserklæringer om at efterleve det opdaterede kodeks. Ved at forny disse hensigtserklæringer viser ESCB-centralbankerne, at de er engagerede i at efterleve principperne i kodekset, når de agerer på valutamarkedet, og at de sikrer, at deres interne praksis og processer er i overensstemmelse med principperne i kodekset. Med disse hensigtserklæringer understreger de, at principperne i kodekset er vigtige for at fremme integriteten på et effektivt valutamarked. ESCB-centralbankerne, herunder Nationalbanken, opfordrer samtidig alle deltagere på valutamarkedet til at efterleve det.

Henvendelse kan rettes til presserådgiver Ole Mikkelsen på tlf. 3363 6027.

Note: ESCB-centralbankerne består af ECB og de nationale centralbanker fra alle EU's medlemsstater, uanset om de har tilsluttet sig euro-samarbejdet eller ej.