Nationalbanken afgiver jævnligt høringssvar, fx når nye lovforslag sendes i høring. Høringssvar giver dig indblik i, hvad Nationalbanken mener om konkrete forslag inden for emner, der hører under Nationalbankens formål.
Høringssvar på Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds retningslinjer for styring af miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige risici
Nationalbanken byder et fælleseuropæisk rammeværk for styring af klimarelaterede risici velkomment. Klimaforandringerne og den grønne omstilling vil smitte af på den finansielle sektor og kan påvirke stabiliteten af det finansielle system. Retningslinjerne understøtter, at kreditinstitutter på tværs af EU skal inddrage overvejelser om klimarelaterede risici på linje med andre risici i alle relevante dele af deres interne processer og forretning. Nationalbanken er enig i retningslinjernes fokus på identifikation og håndtering af finansielle risici for det enkelte institut som følge af klimaforandringer og den grønne omstilling. Det er den finansielle sektor, som skal formidle finansieringen af nye investeringer i den grønne omstilling, og det er vigtigt at dette gøres under hensyntagen til en sund risikostyring. (Høringssvaret findes kun på engelsk).