Nationalbanken udsender markedsmeddelelser på vegne af staten, bl.a. ved udstedelse af nye statsobligationer og skift af benchmarkserier. Meddelelserne henvender sig til markedsdeltagere som fx danske og udenlandske banker og investorer, som ønsker at holde sig orienteret.

Statsgæld

Udstedelsesstrategien for 2025 fastholdes trods statslig finansiering af KommuneKredit

Regeringen og KommuneKredit er enige om statslig finansiering af KommuneKredit.


Regeringen og KommuneKredit er enige om, at Danmarks Nationalbank på vegne af staten skal finansiere KommuneKredit til statens finansieringsomkostninger snarest muligt (link). Herved kan den offentlige sektor opnå en rentebesparelse, da staten finansierer sig til en lavere rente end KommuneKredit. Tiltaget vurderes ikke at bidrage til øget kreditrisiko for staten.

De nærmere forhold for finansieringen vil blive aftalt mellem Finansministeriet, Erhvervsministeriet, KommuneKredit og Danmarks Nationalbank, som varetager statsgældsforvaltningen på vegne af Finansministeriet.

Danmarks Nationalbank ser frem til det fremtidige samarbejde med KommuneKredit.

Strategien for statens låntagning i 2025 fastholdes

I 2025 vil statens finansiering af KommuneKredit ske ved træk på statens konto i Danmarks Nationalbank. På sigt vil finansieringen ske gennem udstedelse af statspapirer, hvilket samtidig vil bidrage til opretholdelsen af et velfungerende og likvidt statspapirmarked. Både ØMU- og statsgælden vil være uændrede af tiltaget, eftersom den afledte stigning i statens passiver kan modregnes af den tilsvarende stigning i aktiver.

Kontakt

Henvendelse vedrørende ovenstående kan rettes til Henrik Nørby.