Geopolitisk usikkerhed præger risikobilledet for den finansielle sektor

Avancerede cyberangreb mod en finansiel virksomhed eller et betalingssystem har potentiale til at true den finansielle stabilitet. Det kan ske, hvis de samfundskritiske funktioner i den finansielle sektor rammes, fx i form af et omfattende og langvarigt nedbrud i betalingsinfrastrukturen, som påvirker borgeres og virksomheders mulighed for at foretage betalinger. Finansiel stabilitet kan også trues, hvis tilliden til den finansielle sektor svækkes.

Samfundskritiske funktioner og samfundskritisk infrastruktur kan bl.a. forstyrres, ved at globalt anvendte teknologier, leverandører eller centrale aktører rammes af et cyberangreb. Der er eksempler på cyberangreb mod den finansielle sektor, hvor hackere har fået adgang til systemer eller har foretaget overførsler af større pengebeløb. Der har også været tilfælde i andre sektorer, hvor cyberangreb mod kritisk infrastruktur har haft væsentlige samfundsmæssige konsekvenser, se boks 1. Eksemplerne understreger alvoren ved cyberangreb mod samfundskritisk infrastruktur.

Cybertruslen er høj og ændrer løbende karakter

Cybertruslen ændrer løbende karakter i takt med bl.a. ændringer i den geopolitiske situation og udviklingen af ny teknologi som fx kunstig intelligens. Center for Cybersikkerhed, CFCS, overvåger cybertruslen og inddeler den i kategorier alt efter trusselstypen.¹ Udviklingen i den geopolitiske situation fik i november 2024 CFCS til at hæve truslen for destruktive cyberangreb mod den finansielle sektor i Danmark fra lav til middel. Det betyder, at en eller flere aktører vurderes at have kapacitet til og intention om angreb. Ifølge CFCS er der dog ikke for nuværende indikationer på specifik planlægning af et cyberangreb mod Danmark, hvor hensigten er at skabe alvorlige og omfattende konsekvenser for samfundskritiske funktioner. CFCS vurderer risikoen for cyberkriminalitet som meget høj, mens risikoen for cyberaktivisme vurderes at være høj. Risikoen for cyberspionage er sænket fra høj til middel. Det betyder, at selvom fremmede stater har kapacitet til og intention om at udøve cyberspionage, vurderes det mindre sandsynligt, at den finansielle sektor i Danmark er et højt prioriteret mål.²

Flere cyberangreb resulterer i alvorlige operationelle hændelser

Den høje cybertrussel afspejles i EBA’s halvårlige risikoundersøgelse³, hvor europæiske banker vurderer cyberrisiko og datasikkerhed som primær årsag til operationel risiko. Undersøgelsen viser, at der siden 2022 har været en stigning i andelen af europæiske banker, der har oplevet et cyberangreb, som har ført til en faktisk alvorlig operationel hændelse⁴. I 2. halvår 2023 havde ca. en fjerdedel af bankerne været udsat for et eller flere angreb, der har haft operationelle konsekvenser, mod ca. en tiendedel i 2. halvår 2022, se figur 1. Undersøgelsens resultater understreger vigtigheden af at tage cybertruslen alvorligt.

Information om cyberhændelser er i øjeblikket forholdsvist begrænset. Men viden om udviklingen, omfanget og alvoren af operationelle hændelser i den finansielle sektor er vigtigt for at kunne målrette og prioritere arbejdet med cyberrobusthed. En ny EU-forordning, DORA, finder anvendelse i januar 2025 og vil forbedre datagrundlaget for cyberhændelser, se boks 2.

Ansvaret for den operationelle robusthed ligger hos den enkelte aktør

Cybertruslen er et grundvilkår for finansielle virksomheder. Derfor er det vigtigt at fortsætte de seneste års målrettede arbejde med at øge cyberrobustheden i den finansielle sektor.

Ansvaret for den operationelle robusthed ligger hos de enkelte virksomheder i sektoren. De løbende ændringer i trusselsbilledet betyder, at virksomhederne fortsat skal udvikle deres evne til at identificere risici og til at beskytte sig imod, opdage og afværge cyberangreb så tidligt som muligt for at begrænse potentielle konsekvenser.

Det er ikke muligt at beskytte sig fuldt ud og forhindre alle cyberangreb. De enkelte virksomheder skal derfor også have fokus på at kunne fortsætte og i værste fald genoprette forretningen efter et alvorligt cyberangreb. Udvikling og løbende test af kriseberedskabs- og genopretningsplaner medvirker til at begrænse konsekvenserne af en alvorlig cyberhændelse, så fx nedetid og omdømmerisiko minimeres. De finansielle virksomheder arbejder på at implementere DORA, som bl.a. også stiller krav til virksomhedernes beredskab. Det bliver fx lovpligtigt for finansielle virksomheder at have en krisestyringsfunktion, som skal varetage en række opgaver ved en eventuel aktivering af beredskabet som følge af en omfattende operationel hændelse.

Myndighedernes tiltag styrker cyberrobustheden hos de individuelle virksomheder

Myndighederne faciliterer en række tiltag for at styrke cyberrobustheden hos både de individuelle finansielle virksomheder og på sektorniveau. Tiltagene spænder bredt og adresserer både forebyggelse af cyberangreb og beredskabsplanlægning i tilfælde af et alvorligt cyberangreb.

TIBER-DK-programmet⁵ er et eksempel på en forebyggende indsats på individuelt niveau, der er rettet mod at øge cyberrobustheden. Siden 2019 har Nationalbanken faciliteret og koordineret trusselsbaserede test under TIBER-DK-programmet. I TIBER-DK-programmet testes de deltagende finansielle virksomheders cyberforsvar med udgangspunkt i virkelige hackergruppers faktiske taktikker, teknikker og procedurer. Formålet er, at virksomhederne bliver klogere på egne styrker og svagheder i deres cyberforsvar, og testene bidrager dermed med vigtig læring om at modstå avancerede cybertrusler. Når DORA finder anvendelse, vil testmetoden fra TIBER blive lovpligtig for væsentlige finansielle virksomheder i hele EU. Nationalbanken forventes at blive udpeget som myndighed for trusselsbaserede test i Danmark.

Et andet eksempel på myndighedstiltag, der understøtter de finansielle virksomheders individuelle arbejde med at øge cyberrobustheden, er Finanstilsynets cyberstresstest fra 2023. Formålet med testene var at undersøge de finansielle virksomheders evne til at håndtere omfattende, langvarige it-nedbrud. Et af læringspunkterne herfra er, at virksomhederne kan styrke deres beredskaber ved på forhånd at udarbejde og teste en plan for intern koordinering mellem forretning, it og kommunikation med inddragelse af relevante parter som fx leverandører.⁶ Det er vigtigt, at de deltagende virksomheder arbejder videre med læringspunkterne og forankrer dem i deres individuelle beredskabsplaner.

Både Nationalbankens overvågning og Finanstilsynets it-tilsyn har i deres myndighedsroller fokus på beredskabsplanlægning hos de enkelte systemejere, finansielle virksomheder og datacentraler. Her understreges vigtigheden af at prioritere beredskabsplanlægningen højt og være forberedt på at kunne håndtere alvorlige cyberrelaterede hændelser.

Forbundethed i den finansielle sektor gør det nødvendigt at samarbejde på tværs for at øge cyberrobustheden

I den finansielle sektor er der en høj grad af forbundethed. Det betyder, at en hændelse ét sted i den finansielle sektor kan lede til konsekvenser andre steder i sektoren. Derfor er det vigtigt, at de finansielle virksomheder også arbejder sammen på tværs af sektoren for at beskytte sig mod cybertruslen.

Nationalbanken har siden 2016 faciliteret et forum for sektorsamarbejde kaldet Finansielt Sektorforum for Operationel Robusthed, FSOR⁷, der har til formål at øge cyberrobustheden i den finansielle sektor. I FSOR arbejdes der risikobaseret med operationelle risici, der kan true den finansielle stabilitet. En halvårlig risikoanalyse på sektorniveau er styrende for arbejdet i FSOR.

I FSOR’s risikoanalyse inddrages en række forhold, fx trusselsbilledet, virksomhedernes egne observationer, ændringer i infrastrukturen og nye teknologier. Risikoanalysen adresserer bl.a. en række cyber- og leverandørrelaterede risici.⁸ I 2023 har FSOR fx vurderet risici forbundet med brug af cloud-services, trussel fra insidere, DDoS-angreb, klimaforandringer og ny teknologi. I forhold til ny teknologi følges og vurderes fx risici og mitigerende tiltag i forbindelse med udviklingen af kvanteteknologi.

På baggrund af risikoanalysen drøftes og vedtages fælles mitigerende tiltag. Et eksempel er den tilbagevendende cyberundersøgelse⁹, der via en selvevaluering blandt FSOR-medlemmerne bidrager med vigtig læring og videndeling om cyberrobustheden blandt de centrale aktører i sektoren. Et andet resultat af FSOR-arbejdet er etableringen af et fælles kriseberedskab blandt medlemmerne af FSOR, FSOR-kriseberedskabet. Formålet med dette sektorberedskab er at koordinere indsatsen, hvis der opstår en operationel hændelse, der potentielt kan påvirke den finansielle stabilitet. FSOR-kriseberedskabet testes jævnligt for at sikre, at det fungerer i praksis. Disse test kan bl.a. være med til at styrke koordinationen mellem virksomhedernes lokale beredskab og FSOR-kriseberedskabet.

Finanstilsynet og Nationalbanken samarbejder desuden om at udføre en stresstest af operationel robusthed, som forventes gennemført i 2025. Formålet med testen er dels at undersøge, hvordan et omfattende, længerevarende operationelt nedbrud håndteres på tværs af aktører i sektoren, dels at kortlægge konsekvenser på sektorniveau.

Flere aktører på de finansielle markeder forventer lavere renter den kommende tid. Renteudviklingen er dog svær at forudsige, og da risikobilledet er præget af geopolitiske spændinger og usikkerhed om den globale økonomiske politik, kan der opstå strammere finansielle forhold for danske husholdninger og virksomheder, end der aktuelt er forventninger om på de finansielle markeder.

Markederne forventer, at rentenedsættelserne fortsætter i Europa og USA i den kommende tid

I 2024 er den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og Den Europæiske Centralbank, ECB, begyndt at sætte de pengepolitiske renter ned, se figur 2. Federal Reserve har kommunikeret, at risikoen mellem bankens to mandater, fuld beskæftigelse og inflation på 2 pct, er i balance med den nuværende pengepolitik.¹⁰ ECB vurderer, at pengepolitikken i euroområdet fortsat bidrager til restriktive finansielle betingelser, og forventer, at inflationen vil øges en smule i 2024, før den falder mod inflationsmålet i 2025.¹¹

I takt med at inflationen er kommet tættere på centralbankernes målsætning, forventer markederne flere pengepolitiske rentenedsættelser fra både Federal Reserve og ECB. Siden oktober har amerikanske nøgletal overrasket positivt i forhold til markedsforventningerne, se figur 3, hvilket har løftet forventningerne til niveauet for de pengepolitiske renter en smule i USA. Forventningerne til pengepolitiske rentenedsættelser i USA og euroområdet følger dog fortsat hinanden frem til udgangen af 2025.

Inflationen er tæt på centralbankernes målsætninger

Både inflationen og kerneinflationen i USA ligger over Federal Reserves målsætning om 2 pct., mens inflationen i euroområdet lå på 2 pct. i oktober 2024. Kerneinflationen i særligt euroområdet er faldet støt siden begyndelsen af 2023, men den nedadgående tendens er aftaget i 2024.¹² Det samme gælder i USA, se figur 4.

I euroområdet har markedsforventningerne til inflationen stabiliseret sig tæt på – eller lige under – målsætningen på kort og mellemlang sigt, se figur 5.

Pengepolitikken er stram, men aktierisikopræmier og kreditspænd er lave

Aktuelt vurderes pengepolitikken fortsat at være stram, og pengepolitikken bidrager dermed til relativt høje finansieringsomkostninger.¹³ De finansielle betingelser er dog også påvirket af risikopræmier på de finansielle markeder. Lave aktierisikopræmier og lave kreditspænd på højrenteobligationer¹⁴ bidrager isoleret set til lempeligere finansielle forhold, se figur 6. Ud over lavere risiko kan faldende aktierisikopræmier og kreditspænd afspejle øget risikoappetit på de finansielle markeder.

Geopolitiske risici og usikkerheden om den globale økonomiske politik kan påvirke risikopræmier på de finansielle markeder

Risikoappetitten kan hurtigt skifte under urolige markedsforhold. Der er aktuelt flere risici relateret til geopolitik og usikkerheden om den globale økonomiske politik, og indeks over disse risici ligger over det historiske gennemsnit, se figur 7. Disse faktorer kan påvirke både risici og risikoappetitten på de finansielle markeder fremover. Aktuelt relaterer risici sig især til skærpet protektionisme som følge af rivaliseringen mellem stormagterne USA og Kina, konflikten i Mellemøsten samt krigen i Ukraine. Samtidig kan øget geoøkonomisk fragmentering¹⁵ give permanente økonomiske tab og have negative konsekvenser for dansk økonomi.¹⁶ ECB peger på, at store forøgelser i de geopolitiske risici kan ramme realøkonomien igennem både lavere industriproduktion og forhøjet inflation, mens de på de finansielle markeder kan betyde fald i aktiekurser, øget volatilitet i oliepriser og højere renter. Aktuelt vurderer ECB, at det er usandsynligt, at geopolitiske begivenheder kan føre til en systemisk krise i det finansielle system. En stor geopolitisk begivenhed kan dog potentielt udløse et systemisk stress, hvis det interagerer med allerede eksisterende sårbarheder i systemet.¹⁷

Flere store økonomier har høje statsgældsniveauer, der for nogle forventes at stige yderligere

Niveauet af offentlig gæld i verden kan forstærke følsomheden over for forandringer i den globale økonomiske politik. Den Internationale Valutafond, IMF, estimerer, at den offentlige bruttogæld i verden vil nå op på omkring 94 pct. af det samlede BNP i 2024, og at denne vil stige yderligere til 100 pct. af BNP ved udgangen af 2030. Særligt gælden hos verdens to største økonomier, Kina og USA, forventes at vokse frem til 2029, se figur 8. Gældsniveauet relativt til BNP i euroområdet er i dag på omkring samme niveau som under den europæiske statsgældskrise i 2009 til 2012, og IMF forventer, at gælden stabiliseres på nuværende niveau. Der er dog store forskelle i forventningerne til udviklingen i statsgældsniveauerne inden for euroområdet. Det forventes bl.a., at Italien og Frankrig øger gælden yderligere fra niveauer over gennemsnittet i euroområdet.

Høje niveauer for statsgæld kan begrænse de finanspolitiske handlemuligheder og øge volatiliteten i gældsmarkederne

Rentestigningerne i 2022 og 2023 betyder, at renteudgifterne til statsgæld stiger, efterhånden som landene refinansierer deres gæld eller øger niveauet for statsgæld yderligere. Højere renteudgifter kan fx begrænse landenes muligheder for at føre en kontracyklisk finanspolitik og kan alt andet lige gøre økonomiske tilbageslag hårdere og føre til øgede risici i det internationale finansielle system.

Særligt for lande med i forvejen høj gæld øges risikoen for, at markedsdeltagere ændrer opfattelse af landenes finanspolitiske holdbarhed. Hvis investorernes risikoopfattelse øges, vil de kræve et højere risikotillæg for at låne til landet, og denne effekt kan lægge et yderligere opadrettet pres på renterne.¹⁸ I yderste konsekvens kan markedet miste tilliden, hvilket kan medføre afsmittende effekter til statsobligationer i nærliggende lande.¹⁹ IMF vurderer, at statsgældsmarkederne på tværs af lande i dag er mere sårbare over for globale faktorer, bl.a. over for stød til amerikansk og kinesisk økonomi. Øget usikkerhed om robustheden i de to store økonomier kan dermed øge volatiliteten på internationale gældsmarkeder, se figur 10.²⁰

Udviklingen på internationale obligationsmarkeder har afsmittende effekter på de finansielle markeder i Danmark

Danmark har aktuelt en relativt lav offentlig bruttogæld på omkring 35 pct. i forhold til BNP. Det gør de offentlige finanser mere robuste, og rentestigningerne i 2022 og 2023 har kun haft en begrænset betydning for de offentlige finanser. Danske finansielle markeder er dog ikke isolerede, og særligt perioder med store bevægelser på internationale kapital- og gældsmarkeder kan give afsmittende effekter på danske aktiver. Øget risikoopfattelse, særligt i euroområdet, kan derfor potentielt få afsmittende effekter, fx på danske realkreditobligationer. Under den europæiske statsgældskrise var der en indstrømning af udenlandsk kapital til Danmark.²¹ På trods af denne indstrømning steg kreditspændet mellem danske statsobligationer og realkreditobligationer i løbet af 2011-2012, se figur 11. Det øgede spænd under gældskrisen var sammenligneligt med andre perioder med øget stress i det finansielle system, fx under covid-19 og rentestigningerne i 2022.

De afsmittende effekter fra prisvolatilitet på udenlandske statsobligationsmarkeder til renterne på danske realkreditobligationer forstærkes bl.a. af vores tætte forhold til euroområdet og markedsadfærden fra danske forsikrings- og pensionsselskaber, hvis beholdninger af danske realkreditobligationer udgør en væsentlig andel af det samlede realkreditmarked, se kapitel 10, Forsikring og pension.

Højere renteniveauer og -volatilitet i udlandet, som smitter af på det danske realkreditmarked, kan påvirke danske husholdninger og virksomheder, hvis realkreditrenterne stiger. Det skyldes, at en stor andel af danske husholdningers og virksomheders lån er markedsfinansieret via udstedelser af realkreditobligationer. I 2024 svarer det samlede markedsfinansierede udlån til husholdninger og virksomheder således til henholdsvis omkring 65 pct. og 35 pct. af BNP.

Rentestigningerne i 2022 og 2023 har medført en betydelig stigning i virksomhedernes finansielle omkostninger. Virksomhedernes rentebetalinger er således steget fra 1,6 mia. kr. i december 2021 til 4,8 mia. kr. i september 2024, og de samlede renteudgifter er mere end fordoblet for 56 pct. af virksomhederne.²² De højere finansieringsomkostninger påvirker i samspil med højere løn- og materialeomkostninger virksomhedernes indtjening. Således var der i både 2022 og 2023 et fald i virksomhedernes afkastgrad²³, dog fra et relativt højt niveau, se figur 12.

Virksomhederne har generelt kunnet håndtere de højere finansieringsomkostninger

De højere finansieringsomkostninger og den lavere indtjening har ikke i nævneværdig grad påvirket virksomhedernes soliditetsgrad²⁴, der for de fleste virksomheder fortsat er på et højt niveau, se figur 12. Det indikerer, at virksomhederne enten har kunnet fastholde en positiv indtjening eller kun har måttet realisere begrænsede tab. Det afspejles også i kreditinstitutternes vurdering af kreditkvaliteten, hvor der på det seneste har været et fald i andelen af erhvervsudlånet, der er kategoriseret som nødlidende.

Mens 2023-regnskaberne giver en indikation af, hvordan rentestigningerne har påvirket virksomhederne, afspejler de endnu ikke den fulde effekt af de højere finansieringsomkostninger. Det skyldes dels, at renterne fortsat steg igennem 2023, dels at en del af udlånet først har fået en ny rente mod slutningen af 2023 eller senere.²⁵ Dermed kan virksomhederne potentielt være mere sårbare, end 2023-regnskaberne indikerer. Der er dog en række forhold, der understøtter virksomhedernes fortsatte robusthed over for de højere finansieringsomkostninger. For det første var de virksomheder, der blev hårdest ramt af rentestigningerne, også dem, der havde mest kapacitet til at håndtere det, se figur 13. Således havde de virksomheder, der har oplevet de største relative stigninger i deres finansieringsomkostninger, også en betydeligt stærkere gældsserviceringsevne²⁶ i udgangspunktet. For det andet har der været betydelig vækst i virksomhedernes salgspriser i særligt 2022 og 2023, hvilket signalerer, at virksomhederne har været i stand til at overvælte de stigende omkostninger i deres priser.²⁷ Begge forhold bidrager til, at der kun har været en begrænset stigning på 8,2 procentpoint fra 2021 til 2023 i andelen af udlånet, der er til virksomheder med en utilstrækkelig gældsserviceringsevne²⁸, og at der fortsat er et lavt niveau for misligholdelse af lån.

Blandt de mest udfordrede virksomheder ses der begyndende tegn på betalingsvanskeligheder

Andelen af kreditinstitutternes erhvervsudlån, der er i restance, er på et lavt og relativt stabilt niveau. Der er dog voksende svaghedstegn for de virksomheder, der har fået en utilstrækkelig gældsserviceringsevne i perioden med rentestigninger. Således er andelen af virksomheder i restance²⁹ steget for dem, der i 2021 havde en høj gældsserviceringsevne³⁰, men som i 2023 var overgået til at have en utilstrækkelig gældsserviceringsevne. Blandt disse virksomheder, som ved udgangen af 2023 stod for 6,1 pct. af det samlede erhvervsudlån i Danmark, er andelen i restance gradvist vokset fra 6,6 procent 2021 til 11,8 procent i 2. kvartal 2024, se figur 14. Dette tal står i kontrast til gruppen af virksomheder, der har bibeholdt en høj gældsserviceringsevne, hvor andelen i restance ikke har ændret sig nævneværdigt.

Den gradvise stigning i andelen af virksomheder i restance vidner om, at et økonomisk pres typisk opbygges over tid, og at virksomhederne har en række reserver, de kan trække på, når driftsindtjeningen er utilstrækkelig til at dække de løbende finansielle omkostninger. Virksomhederne, der er overgået til at have en utilstrækkelig gældsserviceringsevne, har således både trukket på deres likvide midler, kreditfaciliteter og ultimativt egenkapitalen, se figur 15. Det har bl.a. medført, at andelen af virksomheder med en lav soliditetsgrad³¹ er steget med ca. 11 procentpoint fra udgangen af 2021 til udgangen af 2023 blandt de virksomheder, der er overgået til at have utilstrækkelig gældsserviceringsevne.

Det er naturligt, at virksomheder, der er under økonomisk pres, trækker på deres reserver og kreditfaciliteter. Det er dog en midlertidig løsning mod det økonomiske pres fra højere omkostninger, og der er fortsat en risiko for, at kreditinstitutternes eksisterende udlån til de mest pressede virksomheder kan føre til tab for institutterne. Disse virksomheders robusthed afhænger derfor i sidste ende af, om de kan øge deres indtjening eller reducere deres omkostninger.

Tegn på fremgang i virksomhedernes indtjening mindsker kreditinstitutternes tabsrisiko 

Kvartalsvise data viser, at virksomhedernes indtjening i 2. kvartal 2024 er ved at være tilbage på samme niveau som i starten af 2022, se figur 16. Det gælder både for virksomhedernes driftsindtjening og deres resultat efter skat. Fremgangen i virksomhedernes indtjening er særlig fremtrædende blandt virksomheder inden for brancherne industri, handel og liberale serviceerhverv. Disse kvartalsvise data er baseret på en delmængde af de danske virksomheder, der vurderes at være repræsentativ for den samlede population af danske virksomheder. Anvendelsen af datakilder som denne bidrager til et mere aktuelt indblik i virksomhedernes robusthed, se boks 3.

Fremgangen i virksomhedernes resultater kan afspejle flere forhold. For det første er renterne faldet siden november 2023, – og med udsigt til yderligere rentenedsættelser den kommende tid, se kapitel 3, Finansielle markeder, forventes det økonomiske pres på virksomhederne at lette yderligere. For det andet peger en række konjunkturindikatorer på forbedrede økonomiske vilkår for virksomhederne. Det er bl.a. konjunkturbarometrene og den afledte indikator for erhvervstillid, som i oktober 2024 var tilbage på niveauet fra starten af 2022.³² De forbedrede økonomiske vilkår for virksomhederne kan afspejle, at der har været fremgang i dansk vareeksport samt i forbruget af bl.a. restauranter og i detailhandlen. Det samlede reale privatforbrug i Danmark er dog faldet med 0,8 pct. i 1. halvår 2024, men dette kan bl.a. henføres til store udsving i bilforbruget.³³

Risikoen for tab på kreditinstitutternes udlån til erhverv afhænger fortsat af konjunkturudviklingen – ikke mindst i et globalt perspektiv. Ifølge Danmarks Nationalbanks seneste prognose fra september 2024 forventes der en moderat økonomisk vækst i dansk økonomi de kommende år, som bl.a. er drevet af stigende privatforbrug og eksportvækst.³⁴ Danmark er som en lille, åben økonomi dog meget afhængig af handel med omverdenen, og fragmentering af global handel kan give betydelige tab i dansk økonomi.³⁵

Risici på erhvervsejendomsmarkedet er fortsat betydelige

Branchen for erhvervsejendomme er i særlig grad blevet påvirket af rentestigningerne i 2022 og 2023, og ejendomsselskabernes forretningsmodel gør dem følsomme over for ændringer i renteniveauet.³⁶ Udsigten til lavere renter betyder, at presset fra højere finansieringsomkostninger forventes at aftage, men der vil for de fleste ejendomsselskaber fortsat være tale om et omkostningsniveau, der er væsentligt højere end før rentestigningerne i 2022 og 2023. Samtidig viser beregninger, at værdien af ejendomsselskabernes aktiver – ejendommene – er faldet betragteligt de seneste år, se figur 17, og handelsaktiviteten for erhvervsejendomme er fortsat begrænset, se figur 18. Der er derfor fortsat betydelige risici forbundet med kreditinstitutternes udlån til erhvervsejendomme.

Rentestigningerne i 2022 og 2023 har på tværs af ejendomssegmenter ført til en stigning i afkastkravene for erhvervsejendomme på omkring 1 til 1,5 procentpoint siden begyndelsen af 2022. Det har medført en betydelig reduktion i erhvervsejendommenes værdi. Nationalbanken har beregnet en indikator for værdier af erhvervsejendomme³⁷, der peger på, at værdien af primære kontorejendomme i København er faldet ca. 20 pct. siden toppen i starten af 2022, se figur 17. Tilsvarende udvikling ses også for bolig- og industriudlejningsejendomme og i nogen grad også for butiksudlejningsejendomme. Det er især udviklingen i afkastkravet, der har medvirket til værdifaldene. Stigende lejeniveauer, bl.a. som følge af inflationskorrektion og en opbremsning i nybyggeri, har medvirket til at dæmpe værdifaldene, omend i et begrænset omfang.

De store fald i værdierne hænger sammen med, at afkastkravene var meget lave i starten af 2022, hvorfor en stigning på omkring 1 til 1,5 procentpoint har en stor relativ effekt. Følsomheden over for stigende renter på erhvervsejendomsmarkedet skærper nødvendigheden af, at kreditinstitutterne har realistiske forventninger til værdien af de ejendomme, der er stillet som sikkerhed for udlån.

Lav handelsaktivitet og afdæmpet udlånsvækst til ejendomsselskaber i 1. halvår 2024

Der blev i alt handlet erhvervsejendomme for 22 mia. kr. i 1. halvår 2024, se figur 18. Det er på niveau med 1. halvår 2023, men betydeligt lavere end i 2022 og 2021, hvor aktiviteten dog også var høj i et historisk perspektiv. Det lave transaktionsniveau kan bl.a. være et udtryk for, at mange aktører fortsat ser situationen an. Handelsaktiviteten forventes at stige, i takt med at aktørerne på erhvervsejendomsmarkedet tilpasser sig til markedssituationen efter rentestigningerne i 2022 og 2023. Foreløbige tal for 3. kvartal 2024³⁸ peger på, at aktiviteten er tiltagende.

I 1. halvår 2024 var der generelt færre men større handler, og den gennemsnitlige transaktionsstørrelse var ca. 35 pct. højere sammenlignet med 1. halvår 2023. Det peger på, at det fortrinsvis er større og mere attraktive ejendomme, der blev handlet, mens markedet for mindre attraktive ejendomme har været mere trægt. Den lave handelsaktivitet kommer også til udtryk i en lavere udlånsvækst til erhvervsejendomsselskaber. For de systemiske kreditinstitutter var år-til-år-væksten i udlånet knap 2,8 pct. i 2. kvartal 2024, mens de mellemstore bankers udlån til ejendomsselskaber faldt med omkring 4,5 pct. over samme periode, se figur 19. Den lavere udlånsvækst kommer dog efter en periode med betydelig udlånsvækst til ejendomsselskaber, særligt fra de mellemstore banker, og samlet set har begge grupper fortsat betydelige eksponeringer over for ejendomsselskaber. For de systemiske kreditinstitutter står ejendomsselskaber for ca. 38 pct. af det samlede erhvervsudlån, mens de for de mellemstore banker udgør ca. 29 pct. af det samlede erhvervsudlån.

Efter rentestigningerne i 2022 og 2023 er det blevet dyrere for husholdningerne at servicere deres gæld, og det er vigtigt, at bankerne ikke undervurderer tabsrisikoen på deres udlån.

Væksten i det samlede bank- og realkreditudlån til danske husholdninger er fortsat lav og lå på lige over 0 pct. år til år i september 2024, se figur 20. Kreditvæksten har dermed været negativ eller omkring nul siden udgangen af 2022, hvor særligt realkreditudlånet har bidraget til, at kreditvæksten har været lav.

Den lave vækst i realkreditudlånet skyldes en række forhold. Dels har der været et lavere antal bolighandler i 2023 og 2024 sammenlignet med 2021 og 2022, dels har mange boligejere kunnet reducere deres boliggæld ved at omlægge fastforrentede realkreditlån. Rentestigningerne i 2022 og 2023 har reduceret markedsværdien af realkreditobligationer, som finansierer realkreditlånene. Danske boligejere har kunnet udnytte dette kursfald på realkreditobligationerne ved at omlægge til et lån med en højere kuponrente og en lavere restgæld end det, de oprindeligt har lånt. En del af disse omlægninger er sket fra et fastforrentet realkreditlån til et prioritetslån, som er et realkreditlignende banklån, og omlægningerne har dermed også bidraget til, at bankudlånet er steget.

Udlån i forhold til disponibel indkomst er på det laveste niveau siden 2005

Væksten i husholdningernes boliglån har været lavere end væksten i deres disponible indkomster i de seneste år. Boligudlånet som andel af husholdningernes disponible indkomster er nu på det laveste niveau siden 2005, se figur 20. Ud over låneomlægninger, som beskrevet ovenfor, kan udviklingen bl.a. forklares af, at rentestigningerne i 2022 og 2023 har øget boligejernes finansieringsomkostninger. Det lavere udlån i forhold til disponibel indkomst afspejler dermed også, at husholdningernes budget ikke tillader en lige så høj gæld, som da renterne var lave.

I international sammenhæng er danske husholdninger blandt de mest gældsatte i forhold til deres disponible indkomster. Den seneste udvikling betyder dog, at de danske husholdninger ikke længere er de mest gældsatte, se figur 21. En væsentlig forklaring på, at udlånet i forhold til de disponible indkomster er faldet mere i Danmark end i sammenlignelige lande, er de danske husholdningers mulighed for at omlægge deres realkreditlån. Låneomlægninger, hvor man kan reducere sin restgæld ved rentestigninger, er en særlig egenskab ved danske realkreditlån, som ikke er udbredt i andre lande.

Faldet i danske husholdningers samlede gældsætning kan tilskrives to forhold. For det første er husholdningernes nominelle disponible indkomster steget. Det skyldes bl.a. høje lønstigninger i kølvandet på perioden med høj inflation.³⁹ For det andet har væksten i de danske husholdningers samlede gæld været mindre end i andre lande. Det skyldes bl.a. låneomlægninger.⁴⁰ Alene i 2022 reducerede de danske boligejere deres boliggæld med ca. 30 mia. kr. gennem låneomlægninger.⁴¹ Denne tendens fortsatte, og fra juni 2022 til juni 2023 faldt det nominelle udlån til husholdninger med ca. 2 pct., hvoraf mere end halvdelen af faldet kan tilskrives låneomlægninger.⁴²

Niveauet for restancer er fortsat lavt, selvom flere boligejere med budgetunderskud misligholder deres lån

Boligejernes økonomi har vist sig robust gennem perioden med høj inflation og stigende renter. Dog misligholdes en voksende andel af udlånet til danske husholdninger. Misligholdelse ses særligt blandt boligejere, der i forbindelse med rentestigningerne har fået budgetunderskud⁴³, se figur 22. Bankernes udlån til disse boligejere er dog begrænset, se figur 23. Når en boligejer har budgetunderskud, betyder det, at deres indkomst ikke er høj nok til at opretholde et beskedent forbrug, betale faste omkostninger og samtidig leve op til gældsforpligtelserne. I 2. kvartal 2024 misligholdt boligejere med budgetunderskud gæld for i alt 124 mio. kr., hvilket svarer til 0,16 pct. af kreditinstitutternes samlede boligudlån til denne gruppe boligejere. Til sammenligning har der kun været en svag stigning i restanceniveauet for lån optaget af boligejere, der fortsat har budgetoverskud. Den samlede restanceprocent på husholdningernes boliggæld var 0,09 pct. i 2. kvartal 2024, hvilket er markant lavere end i årene efter finanskrisen, hvor den nåede op på 0,6 pct.⁴⁴

Stigende beskæftigelse og høje nominelle lønstigninger har bidraget til at holde hånden under boligejernes økonomi,⁴⁵ og samtidig har boligejerne kunnet tære på deres formue.⁴⁶ Udsigten til fortsat faldende renter forventes desuden at forbedre budgettet for boligejerne. Dels vil ydelsen på eksisterende variabelt forrentede lån mindskes, når de rentetilpasses til et lavere renteniveau, dels åbner de faldende renter op for konverteringsaktivitet blandt boligejere med fastforrentede realkreditlån. Faldende renter betyder således, at boligejere med et fastforrentet realkreditlån, der har en højere kuponrente, kan konvertere deres lån til et nyt lån med en lavere kuponrente, hvilket giver lavere renteudgifter og en potentielt lavere ydelse.

De mindre og mellemstore banker bevilger i højere grad lån til højt gældsatte boligejere i Storkøbenhavn og Aarhus

​Låntagere, der kommer i betalingsproblemer i en lavkonjunktur, har ofte optaget deres lån, da konjunkturerne var bedre. Institutternes kreditstandarder i gode tider har derfor betydning for størrelsen på tabene, når konjunkturerne vender. Et mål for institutternes kreditstandarder er, i hvor høj grad de låner ud til højt gældsatte boligejere. I det følgende defineres en højt gældsat boligejer som en husstand, hvor gældsfaktoren udgør mere end 4 gange husstandens indkomst før skat, og hvor belåningsgraden samtidig udgør mere end 60 pct. af boligens værdi. Samme definition anvendes i reglerne om god skik for boligkredit, der er forbrugerbeskyttelseslovgivning, der bl.a. sigter på at begrænse risici relateret til høj gældsætning.

Der er relativt stor forskel på, hvor stor en andel af de enkelte institutters nyudlån der er til højt gældsatte boligejere. Nyudlånet til højt gældsatte boligejere udgør en større andel i Storkøbenhavn og Aarhus, hvor også forskellen institutterne imellem er større, se figur 24.⁴⁷

I 2022 og 2023 var der en tendens til faldende nyudlån til højt gældsatte boligejere, se figur 25. Generelt er der dog en tendens til, at en større andel af de mindre og mellemstore institutters nyudlån er til højt gældsatte boligejere i forhold til de store institutter i særligt Storkøbenhavn og Aarhus. Det generelle fald i andelen af nyudlånet til højt gældsatte boligejere afspejler bl.a., at rentestigningerne i 2022 og 2023 har øget finansieringsomkostningerne. Boligejerne optog derfor i gennemsnit mindre gæld i forhold til deres indkomster end i 2020 og 2021, hvor finansieringsomkostningerne var betydeligt lavere.

Boligpriserne i Storkøbenhavn og Aarhus er generelt højere end i resten af Danmark. Det kan være med til at forklare, hvorfor låntagere i Storkøbenhavn og Aarhus generelt har både højere gældsfaktor og belåningsgrad. En relativt høj andel nye lån til højt gældsatte boligejere kan dog indikere, at instituttet tager højere risici i sin kreditgivning.⁴⁸ Højere risici i kreditgivningen betyder, at instituttet kan få større tab, hvis dansk økonomi rammes af en recession, hvor ledigheden stiger.

Den højere andel nyudlån til højt gældsatte boligejere i de mindre og mellemstore institutter skyldes ikke, at de pågældende kunder har bedre økonomiske forhold. Låntagere med realkredit- eller boliglån i de mindre og mellemstore institutter er generelt yngre, har lavere indkomster og færre likvide aktiver end låntagerne i de store institutter. Det gælder både for institutternes samlede udlån og for deres nyudlån til højt gældsatte boligejere i Storkøbenhavn og Aarhus. For flere af de mindre og mellemstore institutter udgør lån til boligejere i Storkøbenhavn og Aarhus en mindre andel af deres samlede nyudlån, mens de store institutter generelt er mere koncentreret i de større byer. I 2023 stod de mindre og mellemstore institutter i alt for i omegnen af 30 pct. af det samlede nyudlån til boligejere og i omegnen af 25 pct. af nyudlånet i Storkøbenhavn og Aarhus.⁴⁹

At de mindre og mellemstore institutter i Storkøbenhavn og Aarhus yder relativt flere lån til låntagere med høj belåningsgrad og høj gældsfaktor kan afspejle, at konkurrencen om kunderne er hårdere i de større byer. Den beskedne kreditvækst til husholdninger kan bl.a. øge incitamentet til at tiltrække nye privatkunder. Det er vigtigt, at bankerne ikke undervurderer tabsrisikoen på deres udlån, se kapitel 6, Indtjening.

De systemiske kreditinstitutters resultat før skat var 34 mia. kr. i 1. halvår 2024, hvilket svarer til en årlig egenkapitalforrentning på ca. 13 pct. efter skat. Resultatet er fortsat drevet af en høj basisindtjening, lave nedskrivninger og positive kursreguleringer, se figur 26. De systemiske kreditinstitutters indtjening er således fortsat på et højt niveau efter betydelig fremgang fra 1. halvår 2022 til 2. halvår 2023. For året 2024 forventer institutterne, at indtjeningen vil være på omtrent samme niveau som i 2023. Udsigten til rentenedsættelser kan dog lede til lavere indtjening fremadrettet.

En væsentlig forklaring på udviklingen i resultaterne er en højere basisindtjening. Basisindtjeningen er et udtryk for indtjeningsevnen på bank- og realkreditforretningen. En høj basisindtjening styrker derfor institutternes robusthed.

Stigningen i nettorenteindtægterne bremsede op i 1. halvår 2024

I 1. halvår 2024 steg de systemiske kreditinstitutters basisindtjening med 0,7 mia. kr. set i forhold til 2. halvår 2023. I de foregående perioder har der været markante stigninger i basisindtjeningen som følge af højere nettorenteindtægter, se figur 27. Nettorenteindtægterne var stort set uændrede i 1. halvår 2024, hvilket afspejler, at indtjeningen har tilpasset sig det højere renteniveau. Udviklingen i basisindtjeningen i 1. halvår 2024 var primært drevet af, at bankernes nettogebyrindtægter steg bl.a. som følge af højere investeringsaktivitet og højere indtægter fra formueforvaltning.

Udsigt til lavere renter kan reducere indtjeningen fra bankernes indlån

Væksten i nettorenteindtægterne er bremset op i 1. halvår 2024, hvilket hovedsageligt er drevet af udviklingen i de systemiske bankers indtjening på bankindlån. Siden toppen i 2023 er bankernes indlånsmarginal⁵⁰ til husholdninger og ikke-finansielle selskaber blevet reduceret med henholdsvis 80 og 50 basispoint, se figur 28. Den lavere indlånsmarginal skyldes både, at bankerne har sat indlånsrenterne op, og at de korte renter er faldet.⁵¹ Derudover har særligt privatkunder søgt mod indlån med tidsbinding, som nu udgør 17 pct. af de rentebærende indlån.⁵² Væksten i indlån med tidsbinding er dog stagneret i løbet af 1. halvår 2024 (se kapitel 9, Likviditet og funding). Med udsigt til yderligere rentenedsættelser (se kapitel 3, Finansielle markeder) forventes renteforskellen mellem indlån med og uden tidsbinding at falde, hvilket vil dæmpe interessen for indlån med tidsbinding.

Når de korte renter falder, afhænger indtjeningseffekten på indlån dels af, om bankernes indlånsrenter følger med ned, dels af i hvor høj grad bankerne har afdækket renterisikoen på deres indlånsbase. I tilfælde af at bankerne ikke reducerer deres indlånsrenter i takt med fald i de korte renter, vil deres indlånsmarginal blive reduceret. Baseret på et simpelt skøn kan en reduktion på 50 basispoint i indlånsmarginalen reducere de systemiske bankers nettorenteindtægter med omtrent 4 mia. kr. om året.

Indtjeningen på bankudlån er fortsat aftagende

Siden begyndelsen af 2022 er de systemiske bankers udlånsmarginal⁵³ for henholdsvis husholdninger og ikke-finansielle selskaber reduceret med ca. 170 og 30 basispoint, se figur 29. Udviklingen i udlånsmarginalen til husholdninger afspejler, at omkring halvdelen af rentestigningerne fra 2022 og 2023 er slået igennem til udlånsrenterne for husholdninger. For ikke-finansielle selskaber var der næsten en 1:1-sammenhæng mellem de pengepolitiske rentestigninger i 2022 og 2023 og bankernes udlånsrenter, og udlånsmarginalen til ikke-finansielle selskaber er derfor kun blevet reduceret i mindre omfang.⁵⁴

Der er forskelle i udlånsmarginalen på tværs af de systemiske banker

Udlånsmarginalen varierer væsentligt blandt de systemiske banker, se figur 30. For husholdninger har forskellen været relativt stabil mellem den højeste og laveste gennemsnitlige udlånsmarginal. For ikke-finansielle selskaber tegner der sig et andet billede, da forskellene i bankernes gennemsnitlige udlånsmarginaler er blevet mindre. Det er dog vigtigt at understrege, at ikke-finansielle selskaber er en sammensat kundegruppe, som repræsenterer en mere heterogen gruppe med flere finansieringsmuligheder, herunder udstedelse af egenkapital og obligationer.

Fælles for udlånsmarginalen til både husholdninger og ikke-finansielle selskaber er, at den i gennemsnit ligger i den nedre del af fordelingen af de enkelte systemiske bankers udlånsmarginaler. Det kan indikere, at bankerne med de laveste udlånsmarginaler er med til at sætte prisniveauet i udlånsmarkedet.

Løbetidspræmien er negativ og kan have bidraget til en lavere udlånsmarginal

Udlånsmarginalen består af flere elementer, som dækker over forskellige risici, som bankerne påtager sig ved et udlån. Udlånsmarginalen kan opdeles i en løbetidspræmie og et udlånstillæg, se boks 4. Løbetidspræmien dækker over, at bankernes udlån typisk har en lang løbetid, og at banken derfor kræver en præmie for at binde likviditet i en længere periode.⁵⁵ Det vedvarende fald i udlånsmarginalen siden 2012 har været sammenfaldende med et fald i løbetidspræmien, se figur 31 og figur 32. Faldet i løbetidspræmien er en konsekvens af, at de lange renter er faldet i forhold til de korte renter, svarende til at rentekurven er blevet fladere. Løbetidspræmien udgør en større del af udlånsmarginalen til husholdninger sammenlignet med ikke-finansielle selskaber, da udlån til husholdninger har en betydelig længere løbetid end udlån til ikke-finansielle selskaber.

Det seneste fald i udlånsmarginalen kan delvist forklares af de aktuelt negative løbetidspræmier. Negative løbetidspræmier er et kortsigtet fænomen, der opstår, når de korte renter er højere end de lange renter. Typisk er løbetidspræmien positiv, da lån med en lang løbetid er forbundet med højere renter, bl.a. som følge af usikkerhed om renteudviklingen over tid.

Bankernes udlånstillæg til husholdninger er det laveste i 20 år

Ud over løbetidspræmien består udlånsmarginalen af et udlånstillæg, der dækker over flere forskellige elementer, herunder tabsrisiko på udlånet, konkurrencesituationen og bankens finansieringsomkostninger. Siden 2022 har udlånstillægget til husholdninger været faldende til et lavt niveau på ca. 2 procentpoint. Udlånstillægget har ellers ligget relativt stabilt mellem 3 og 4 procentpoint, også gennem perioden med vedvarende fald i udlånsmarginalen fra 2012 til 2021. Det aktuelt lave niveau for udlånstillægget kan afspejle, at bankernes opfattelse af tabsrisiko er lavere, men det kan også skyldes en øget konkurrence om udlån til husholdninger.

Udlånstillægget til ikke-finansielle selskaber følger i højere grad udlånsmarginalen, da løbetidspræmien er betydelig lavere sammenlignet med husholdninger. Det er faldet gradvist siden 2012, og de seneste par år har udlånstillægget til ikke-finansielle selskaber varieret mellem ca. 2 og 2,5 procentpoint.

Trods nuværende lave nedskrivninger bør bankerne ikke undervurdere tabsrisici

Den beskedne kreditvækst til husholdninger og højere indtjening på indlån har øget bankernes incitament til at tiltrække nye privatkunder. Det afspejles bl.a. i de seneste rentenedsættelser på boliglån i 2024, hvilket har bidraget til, at udlånsmarginalen nu er lavere end før finanskrisen. Øget konkurrence er sundt, men det er vigtigt, at bankerne ikke undervurderer tabsrisikoen på udlån. Indtjeningen på et kundeforhold skal afspejle den tabsrisiko, som kundeforholdet giver anledning til, også når konjunkturerne vender.

De systemiske kreditinstitutters kapacitet til at dække tab med deres indtjening er steget i 2023, se figur 33. Alle de systemiske kreditinstitutter på nær ét havde således en indtjening i 2023, der havde været tilstrækkelig til at absorbere tab i samme størrelsesorden som i de værste år under finanskrisen.⁵⁶

Der er stor forskel på institutternes tabskapacitet over driften, hvilket bl.a. skyldes betydelige forskelle i udlånssammensætning – og dermed i tabsrisiko og i udlånsmarginaler. En relativt lav tabskapacitet er derfor ikke i sig selv et udtryk for, at kreditinstituttet er i større risiko for at få underskud som følge af kredittab, men kan også hænge sammen med, at de lån, der er givet, har en lavere risikoprofil.

Sunde kapitalforhold i kreditinstitutterne er en afgørende faktor for deres robusthed

Selvom den løbende indtjening er en vigtig buffer mod tab, udgør kreditinstitutternes kapital også et væsentligt værn. I årene før 2023 ville den løbende indtjening for de fleste systemiske kreditinstitutter ikke kunne have dækket tab med tabsprocenter som under finanskrisen. Dermed medvirker institutternes kapital til, at de i en lavkonjunktur kan dække tab, der måtte komme, også hvis deres indtjening ikke rækker.

Det forventes, at institutterne kan opfylde deres solvensbehov plus kapitalbufferkrav, selv under en hård recession. I Danmark er det dog praksis, at institutterne kan se bort fra den kontracykliske kapitalbuffer i et hårdt recessions-scenarie, da den kontracykliske kapitalbuffer antages frigivet under sådanne økonomiske forhold.

Institutterne skal være opmærksomme på det grundlag, som kapitalkravet fastsættes ud fra, når de vurderer, hvor stort et tab institutterne skal kunne absorbere fra deres kapital. Det skyldes bl.a., at dette grundlag – de risikovægtede eksponeringer, RVE – ændres med konjunkturerne: Når konjunkturerne forværres, stiger RVE og dermed også kravet til den kapital, institutterne skal holde.

Konjunkturfølsomheden af RVE er institutspecifik og afhænger bl.a. af udlånssammensætning og den måde, risikomodellerne er udformet på. Afhængigt af institut forventes det, at RVE stiger mellem ca. 10 pct. og op over 30 pct., hvis økonomien skifter fra en god konjunktursituation til en hård recession. Hvis man medtager disse følsomheder til RVE, forventes det, at de systemiske kreditinstitutters kapital kan absorbere tab på mellem 2 pct. og 8 pct. af deres udlån og fortsat leve op til deres kapitalkrav.

Systemiske kreditinstitutter, der har et realkreditinstitut tilknyttet, har den mindste tabskapacitet, hvilket skal ses i lyset af, at realkreditudlånet på grund af sikkerheden i ejendomme er mindre risikabelt end bankudlånet.

Institutternes kapitalisering styrkes med implementering af Basel III

Fra 2025 implementeres sidste fase af Basel III. Basel III indeholder regler, der adresserer de svagheder i kapitalkravene, som blev identificeret i forbindelse med finanskrisen. Sidste fase af Basel III er i EU gennemført som en forordning, CRR III⁵⁷, og et direktiv, CRD VI⁵⁸, og samlet omtales disse som kapitalkravspakken.⁵⁹

I juli 2024 udsatte Europa-Kommissionen indførelsen af den del af kapitalkravspakken, der omhandler markedsrisiko, FRTB, til primo 2026. Udsættelsen skyldes, at Europa-Kommissionen prioriterer at sikre ensartede vilkår internationalt,⁶⁰ og skal ses i lyset af, at de amerikanske myndigheder endnu ikke har offentliggjort, hvornår Basel III indføres.

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, EBA, offentliggjorde i oktober 2024 en rapport⁶¹ med aggregerede forventede effekter af Kapitalkravspakken for store europæiske banker. De danske systemiske kreditinstitutter med undtagelse af Nordea Kredit⁶² og Saxo Bank deltog i undersøgelsen. Rapporten viser, at der er betydelige forskelle i effekten af kapitalkravspakken blandt de deltagende institutter. For europæiske institutter, der er placeret i de samme grupper som de danske systemiske kreditinstitutter,⁶³ forventes kapitalkravet (tier 1) at falde med næsten 20 pct. for nogle institutter, mens det vil stige med knap 30 pct. for andre. Effekten for hovedparten af institutterne ligger dog mellem -5 og 12 pct. De ændrede kapitalkrav skyldes, at institutternes opgørelser af deres RVE justeres.

De danske systemiske kreditinstitutter forventes at kunne håndtere de stigende kapitalkrav, der kommer med kapitalkravspakken

For de danske systemiske kreditinstitutter betyder kapitalkravspakken, at kravet øges til størrelsen af den kapital, der kræves for at opfylde solvenskrav og kapitalbuffere. Det indebærer i udgangspunktet, at den kapitaloverdækning, der kan bruges til at dække tab under en hård recession, bliver mindre, da det uændret forudsættes, at institutterne kan leve op til deres kapitalkrav. Nogle institutter kan således blive nødt til at oparbejde yderligere kapital. De fleste systemiske kreditinstitutter forventes dog at kunne håndtere de stigende kapitalkrav uden væsentlige forandringer i deres kapitalforhold.

Kapitalkravspakken indeholder et såkaldt gulvkrav, der gradvist indfases frem mod 2033. Gulvkravet forventes ikke at blive bindende for alle systemiske kreditinstitutter i Danmark, og for de institutter, hvor gulvkravet bliver bindende, forventes dette at ske tidligst mod slutningen af nuværende årti. I nogle tilfælde kan et bindende gulvkrav også betyde, at søjle II-kravet reduceres, se boks 5. Danske Bank har reserveret kapital til de forventede effekter af de dele af kapitalkravspakken, der ikke vedrører gulvkravet. Det drejer sig om en stigning i RVE på 20 mia. kr., hvilket svarer til en stigning i deres kapitalkrav på knap 2,5 pct. af deres RVE. Nogle af de øvrige systemiske kreditinstitutter i Danmark forventes at få stigninger i RVE, der er væsentlig større de kommende år, men ikke i en størrelsesorden, de har vanskeligt ved at håndtere.

I den nuværende konjunktursituation med relativt høj indtjening i institutterne og behersket vækst i institutternes kapitalkrævende aktiviteter er det forventningen, at opbygningen af den nødvendige kapital kan ske sideløbende med udlodning af udbytte og opretholdelse af reserver til at kunne imødekomme en evt. uventet kreditefterspørgsel.

De danske kreditinstitutter kan klare en hård recession uden at bryde med kapitalkrav

Stresstest af institutternes kapitalisering er Nationalbankens primære metode til at vurdere, om institutterne har kapacitet til at kunne dække de tab, der kunne komme under en hård recession.

Nationalbankens stresstest af de systemiske og ikke-systemiske kreditinstitutter viser, at samtlige institutter kan overholde kapitalkravene i en hård recession, hvor den kontracykliske kapitalbuffer frigives. Se boks 6 for en beskrivelse af Nationalbankens stresstest og stresstestens tre makroøkonomiske scenarier. De systemiske kreditinstitutter vil samlet set have en overdækning til kapitalbufferkravet på 3,9 pct. af de risikovægtede eksponeringer ved udgangen af 2027, se højre panel i figur 34.

Institutternes robusthed vurderes også i et mindre hårdt recessionsscenarie. Her overholder samtlige institutter ligeledes kapitalkravene, og de systemiske kreditinstitutter ender ultimo 2027 med en kapitaloverdækning på 3,6 pct. af de risikovægtede eksponeringer, se midterste panel i figur 34. At institutternes kapitaloverdækning i recessionsscenariet er lavere end i den hårde recession, skyldes, at den kontracykliske kapitalbuffer kun antages at blive frigivet i scenariet med hård recession.

De systemiske institutters kapitalmålsætninger kan modstå et hårdt stress

Hovedparten af de systemiske institutter offentliggør deres kapitalmålsætning som en del af deres kapitalplanlægning. Kapitalmålsætningen skal sikre at de til enhver tid opfylder gældende kapitalkrav. Samtlige systemiske kreditinstitutter kan håndtere et hårdt stress, hvor deres initiale kapitalprocent i stresstesten er på niveau med deres kapitalmålsætning.⁶⁴ Ved udgangen af en hård recession vil de samlet have en kapitaloverdækning på ca. 1 pct. af de risikovægtede eksponeringer. Enkelte systemiske institutter kommer dog tæt på kapitalbufferkravet under stress, se figur 35.

I praksis tager institutternes kapitalplaner bl.a. højde for fremtidig regulering. Enkelte institutter har i 2024 opjusteret deres kapitalmålsætning, bl.a. af hensyn til implementering af ny regulering⁶⁵, indførelsen af den sektorspecifikke systemiske buffer for ejendomsselskaber og andre institutspecifikke forhold.

Resultatet af stresstesten er forbedret sammenlignet med tidligere

Resultatet af stresstestens hårde recession er forbedret sammenlignet med resultatet af stresstesten fra 1. halvår 2024⁶⁶. Resultatet er bl.a. drevet af, at vækstskønnet for dansk økonomi blev opjusteret i Nationalbankens seneste prognose fra september 2024 i forhold til prognosen fra marts 2024.⁶⁷ Det økonomiske udgangspunkt for det hårde recessionsscenarie er således forbedret. For eksempel er ledighedsniveauet lavere og væksten i boligpriser højere i perioden frem mod, at stress indtræffer. Begge dele er med til at reducere modellens estimerede tab i både grundforløbet og den hårde recession. Derudover forbedres resultatet af stresstesten også af, at de systemiske kreditinstitutter fortsat har høj indtjening. Det bidrager positivt til modellens fremskrivning af institutternes indtjening og øger dermed deres første værn mod tab under stress.

Bankernes nettorenteindtægter falder i det hårde recessionsscenarie

Rentestigningerne i 2022 og 2023 har haft stor betydning for institutternes indtjening, som er øget sammenlignet med årene, hvor renten var lav. Det har været med til at styrke institutternes evne til at absorbere tab. Under de nuværende økonomiske omstændigheder må det derfor også forventes, at lavere renter reducerer deres nettorenteindtægter, hvilket lægger et nedadrettet pres på indtjeningen og dermed deres første værn mod tab, se kapitel 6, Indtjening.

Effekten af lavere renter ses i stresstestens hårde recession, hvor antagelserne om renteudviklingen følger Nationalbankens seneste prognose fra september 2024⁶⁸. Specifikt antages det, at de korte markedsrenter⁶⁹ i Danmark når et toppunkt i 2024 på 3,5 pct. og falder til ca. 2 pct. i 2027.⁷⁰ De lavere renter betyder, at de systemiske banker ikke kan opretholde den nuværende indtjening i stresstestens fremskrivning, og at deres nettorenteindtægter falder med ca. 17 pct. over perioden 2024-27, se figur 36.⁷¹

I stresstesten antages det, at der er et relativt højt gennemslag fra ændringer i markedsrenterne til institutternes rentebærende aktiver og passiver. I takt med at renterne falder i scenariet, reduceres bankernes indlånsmarginaler, da indlånsrenterne ikke sættes ned i samme omfang som den pengepolitiske rente. Ligeledes er der en stigning i udlånsmarginalen, som følge af at det beregningsteknisk er forudsat, at bankerne ikke sætter udlånsrenterne ned i samme hastighed, som den pengepolitiske rente falder. De faldende nettorenteindtægter under den hårde recession er også drevet af, at bankerne har flere rentebærende aktiver end passiver, hvilket giver en lavere indtægt, når renterne falder.⁷² Derudover er en del af de faldende nettorenteindtægter drevet af, at bankernes finansieringsomkostninger stiger under stress. I takt med at tab akkumuleres i en hård recession, svækkes bankernes solvens. Det medfører, at de skal betale en højere rente på deres gæld, hvilket reducerer deres samlede nettorenteindtægter.⁷³

Bankernes indtjening er følsom over for renteudviklingen i det hårde recessionsscenarie

Renteniveauet over en treårig horisont er svært at forudsige, og det er derfor relevant at se på følsomheden af bankernes indtjening under stress ved forskellige antagelser om renteudviklingen. I denne følsomhedsanalyse beregnes en partiel effekt, hvor alternativer til renteudviklingen i det hårde recessionsscenarie påvirker bankernes indtjening via nettorenteindtægter og kursreguleringer. Da det er en partiel effekt, antages det, at øvrige forhold såsom nedskrivninger ikke påvirkes.

En rentestigning på 100 basispoint over hele rentekurven⁷⁴ vil øge de systemiske bankers nettorenteindtægter med knap 7 pct. i forhold til det hårde recessionsscenarie, se figur 36. Effekten af et tilsvarende rentefald vil være større, da det antages, at bankerne ikke lader kundernes indlånsrenter blive negative. De systemiske bankers nettorenteindtægter vil ved et rentefald reduceres med yderligere knap 10 pct. i forhold til det hårde recessionsscenarie, se figur 36.

Ved både rentestigningen og rentefaldet modgås effekten på nettorenteindtægterne dog af kursreguleringer, og samlet set vil effekten på de systemiske kreditinstitutters kapital være begrænset. Et rentefald på 100 basispoint mere, end hvad det hårde recessionsscenarie tilsiger, vil medføre, at de systemiske kreditinstitutters kapitaloverdækning ved udgangen af 2027 falder fra 3,9 til 3,6 pct. af de risikovægtede eksponeringer. Selv ved et yderligere rentefald i den hårde recession kan samtlige institutter således overholde kapitalkravene. Ved en rentestigning på 100 basispoint vil kapitaloverdækningen ændres fra 3,9 til 4,1 pct.

Klimaforandringer og grøn omstilling påvirker samfundet allerede i dag og vil få yderligere konsekvenser i fremtiden. De fysiske forandringer i klimaet har allerede store konsekvenser i mange lande.⁷⁵ Det medfører betydelige økonomiske skader, og de omkostninger vil vokse i dette århundrede. Danmark oplever også hyppigere tilfælde af ekstremt vejr, og ifølge DMI ventes der fremadrettet mere ekstreme udsving i vejret.⁷⁶

En global grøn omstilling er nødvendig for på sigt at opretholde en robust dansk økonomi med både stabile priser og finansiel stabilitet.⁷⁷ Men udfordringer ved en grøn omstilling kan i sig selv også have en negativ påvirkning på økonomien og den finansielle sektor. Det kan fx være udeblevne politiske initiativer til at sikre de nødvendige reduktioner af CO₂e-udledningerne, eller hvis allerede vedtagne løsninger viser sig mindre effektive end forventet. Sådanne eksempler kan gøre det nødvendigt senere at iværksætte store og pludselige tiltag for at nå klimamålene.

For at begrænse både konsekvenserne af omstillingen og klimaforandringerne er en gradvis og annonceret grøn omstilling den mest hensigtsmæssige måde at indfri klimalovens målsætninger om at reducere udledningerne med 70 pct. i 2030 i forhold til 1990.⁷⁸ Reduktioner sikres bedst muligt med gradvis indførelse af en CO₂e-afgift, der omfatter alle nettoudledninger af drivhusgasser.⁷⁹

Fællesrapportering og indsamling af data er et centralt element i forståelsen og håndteringen af risici relateret til klimaforandringer og grøn omstilling. Transparens og information er dermed nødvendigt for at belyse, hvordan virksomheder – og dermed også kreditinstitutter – er eksponeret over for klimaforandringer og grøn omstilling. Kreditinstitutterne er i gang med arbejdet omkring identifikation, vurdering og håndtering af klimarelaterede risici, men er endnu ikke i mål.

De danske kreditinstitutter står generelt godt rustet til at modstå nedskrivninger på deres udlån, også fra risici forbundet med grøn omstilling

Materialisering af risici ved klimaforandringer og den grønne omstilling kan medføre negative økonomiske konsekvenser for virksomheder og husholdninger. De økonomiske konsekvenser kan få følgevirkninger for den finansielle sektor, fx hvis nogle bankkunder ikke kan tilbagebetale deres lån og banker dermed lider tab, se figur 37.

Danske banker og realkreditinstitutter står generelt godt rustet til at modstå selv markante nedskrivninger på deres udlån, og det gælder også for risici forbundet med klimaforandringer og den grønne omstilling. Samtidig er Danmark, sammenlignet med mange andre lande, langt med at vedtage politiske tiltag, som kan bidrage til at indfri de fastlagte klimamål. Det reducerer risikoen for, at der på et senere tidspunkt er behov for en mere drastisk omstilling.

En kortlægning af konkrete finansielle risici ved den grønne omstilling⁸⁰ viser dog, at visse risici kan indtræffe inden for de næste 10 år med negative konsekvenser for dansk økonomi og for den finansielle stabilitet. Det kan fx ske, hvis der opstår uventede udfordringer med at implementere den vedtagne klimapolitik, eller hvis allerede vedtagne løsninger viser sig mindre effektive end forventet.

Ny metode muliggør vurdering af økonomiske og finansielle konsekvenser forbundet med den grønne omstilling

En nyudviklet metode muliggør en mere detaljeret vurdering af økonomiske og finansielle konsekvenser af de kortlagte risici.⁸¹ Metoden tager udgangspunkt i forskellige scenarier for den grønne omstilling i Danmark. I et grundscenarie beskrives den planlagte og forventede udvikling i dansk klimapolitik og dansk økonomi. I de øvrige scenarier materialiserer en række risici for den grønne omstilling sig, hvilket får konsekvenser for både økonomien og den finansielle sektor.

For at vurdere disse risici har Nationalbanken indgået et samarbejde med DREAM-modelgruppen, som ved brug af deres GrønREFORM-model beregner konsekvenserne for dansk økonomi i hvert scenarie.⁸² I vurderingen af de finansielle konsekvenser kombineres de beregnede økonomiske konsekvenser med data om virksomheder og deres låntagning i banker og realkreditinstitutter. På baggrund af disse detaljerede data beregnes en sandsynlighed for misligholdelse for hver virksomhed, som beskriver, hvordan virksomhedens robusthed bliver påvirket, hvis risikoen materialiserer sig i et givet scenarie. Hvis en virksomhed er negativt påvirket af risikoscenariet, nedskrives en vis del af udlånet i de pågældende institutter, som har udlån til virksomheden.

Små finansielle følgevirkninger af supplerende tiltag med højere CO₂e-afgifter

I et foreløbigt risikoscenarie ses på konsekvenserne af, at såkaldte tekniske reduktioner ikke har den ønskede effekt, og yderligere tiltag bliver nødvendige, for at Danmark kan nå klimamålet. Tekniske reduktioner handler om den del af den grønne omstilling, der ventes at kunne nås ved indførelse af nye teknologier, der reducerer udledningerne ved eksisterende aktiviteter i økonomien.⁸³ For stadig at kunne nå klimamålet hæves CO₂e-afgifterne med 384 kr. pr. ton CO₂e for de brancher, som allerede er pålagt CO₂e-beskatning i grundscenariet. Det politisk aftalte bundfradrag for landbruget fastholdes i risikoscenariet. Afgiftsstigningen sætter gang i en omstilling, hvor produktion og arbejdskraft flytter fra brancher med høj CO₂e-intensitet over i brancher med lav CO₂e-intensitet. Afgiftsstigningen sikrer en omstilling, der netop opnår de reduktioner, som de tekniske reduktioner skulle have sikret.

De højere CO₂e-afgifter medfører en øget tabsrisiko på nogle af bankernes og realkreditinstitutternes udlån til virksomheder. Nedskrivningerne stiger mest i de første år efter introduktionen af de supplerende afgifter i 2027, se figur 38, hvor den økonomiske aktivitet også påvirkes mest. Den samlede stigning i institutternes nedskrivninger på udlån er dog begrænset.

Nogle institutter rammes hårdere end andre

Behovet for nedskrivninger stiger mere for nogle institutter, se figur 39. Det skal ses i lyset af branchesammensætning af kreditinstitutternes udlån. Stigningen i nedskrivninger skyldes især udlån til de landbrugskunder, som i forvejen har en sårbar økonomi og derudover skal betale den supplerende afgift for deres CO₂e-udledninger. De fleste banker og realkreditinstitutter vil imidlertid samlet set opleve en meget begrænset stigning i hensættelser til tab.

Selv de institutter, hvor nedskrivningerne stiger mest, har aktuelt gode forudsætninger for at håndtere øgede tab som følge af supplerende CO₂e-afgifter. Det skyldes bl.a., at tabskapaciteten fra deres løbende indtjening forventes at kunne dække potentielt højere nedskrivninger. Materialisering af omstillingsrelaterede risici gør det dog sværere for institutterne samtidig at håndtere materialisering af andre typer af risici, fx en konjunkturnedgang.

Banker og realkreditinstitutter skal adressere klimarelaterede risici

Institutterne bør opbygge kapacitet til at identificere og analysere mulige klimarelaterede risici og deres potentielle konsekvenser. Håndtering af risici for tab på udlån er en del af den løbende risikostyring i banker og realkreditinstitutter. Det kan fx være i form af velkendte tiltag som at begrænse eksponeringen over for risikoen eller øge hensættelser til tab. Kreditinstitutterne er i gang med arbejdet omkring identifikation, vurdering og håndtering af klimarelaterede risici, men er endnu ikke i mål.

Bankerne i Danmark skal løbende overvåge deres likviditets- og fundingposition, bl.a. for at sikre, at de har tilstrækkelige likvide aktiver til at modstå stress på de finansielle markeder.

Bankerne kan klare mindst 4 måneder med hårdt likviditetsstress

De danske systemiske banker har fortsat en robust likviditetsposition og er i stand til at håndtere et hårdt likviditetsstress. I det hårdeste scenarie i Nationalbankens likviditetsstresstest har alle systemiske banker i Danmark en overlevelseshorisont på mindst 4 måneder, se figur 40. Det betyder, at de har tilstrækkelige likvide aktiver til at modstå en periode på mindst 4 måneder med hårdt træk på bankens indlån og manglende adgang til fundingmarkederne. Hovedparten af de systemiske bankers overlevelseshorisonter er mindst 6 måneder.⁸⁴

Bankerne har en god overdækning til deres likviditetskrav

Både de systemiske og ikke-systemiske banker i Danmark har en god overdækning til det regulatoriske krav til likviditet, Liquidity Coverage Ratio, LCR, se figur 41 og figur 42. Det samme er tilfældet for kravet til stabil funding, Net Stable Funding Ratio, NSFR, se figur 43 og figur 44. Der er generelt en god overdækning til kravene for bankernes likviditetsnøgletal, og det skyldes i høj grad, at en stor andel af bankernes indlån er fra private og mindre virksomheder, der anses for at være en stabil finansieringskilde.

Bankerne har fået flere tidsindskud efter rentestigningerne i 2022 og 2023

Indlån udgør den væsentligste fundingkilde for langt de fleste banker i Danmark. I forbindelse med rentestigningerne i 2022 og 2023 har mange banker tilbudt deres kunder en højere indlånsrente mod at binde indlån i en given periode, et såkaldt tidsindskud. Når kunderne vælger at placere deres indlån som tidsindskud i stedet for at have indlån stående som anfordringsindlån, er det ofte ud fra et investeringsperspektiv. Tidsindskud anses derfor både i reguleringen og i Nationalbankens likviditetsstresstest som mere flygtige end anfordringsindlån. Hvis indlånet er optaget for at opnå en højere rente, er der en risiko forbundet med udløbet af tidsindskuddet. Hvis kunden har mistet tilliden til banken eller kan opnå en bedre forrentning i en anden bank, vil kunden typisk være villig til at flytte tidsindskuddet derhen, hvor gevinsten er størst.

Flere banker har i dag en større andel af tidsindskud i forhold til deres samlede indlån sammenlignet med i januar 2022. Der er store forskelle bankerne imellem på, hvor meget tidsindskud udgør i deres indlånssammensætning. Tidsindskud udgjorde 14,5 pct. af det samlede indlån for de systemiske banker og 29,4 pct. for de ikke-systemiske banker i oktober 2024, se figur 45 og figur 46.

Finansielle institutter som fx forsikrings- og pensionsselskaber, kapitalforvaltere og andre institutionelle investorer har internationalt været genstand for stadig mere opmærksomhed i relation til finansiel stabilitet i de seneste år.⁸⁵ Det øgede fokus på disse institutter er sket i kølvandet på internationale episoder, hvor de har haft stor påvirkning på de finansielle markeder, se boks 7. Disse episoder har vist, at finansielle institutter som fx forsikrings- og pensionsselskaber og kapitalforvaltere kan udgøre en sårbarhed og en potentiel systemisk risiko via deres påvirkning på de finansielle markeder.

Pensionssektoren i Danmark er stor, også når man sammenligner med andre lande

I Danmark er aktiverne, der forvaltes af forsikrings- og pensionsselskaberne, steget væsentligt, og samtidig er bankernes balancer faldet, se figur 47. Sektorens relative andel af den samlede finansielle balance gør, at dens ageren og investeringsadfærd kan forstærke markedsudsving.

I Danmark er især forsikrings- og pensionssektoren stor. Pensionsmidlerne i forsikrings- og pensionsselskaberne udgjorde alene ca. 4.500 mia. kr. ved udgangen af 2023, hvilket sammen med anden pensionsopsparing i bl.a. pengeinstitutter udgør ca. 190 pct. af BNP. De danske pensionsselskabers aktiver er set i forhold til BNP de største i verden, og i EU er det kun Nederlandene og Sverige, der på tilsvarende vis har store pensionsopsparinger, se figur 48.

De danske forsikrings- og pensionsselskaber er ofte eksponeret for ensrettede risici og kan derfor forventes at agere ens i nogle situationer: For det første afdækkes pensionsforpligtelserne i rentemarkederne for de selskaber, som har ydelsesgarantier på balancen, og selskaberne har derigennem ensrettede renterisici. For det andet afdækkes valutarisiko fra især investeringer i amerikanske aktier. Endelig er selskaberne eksponerede i markeder, hvor sektoren har en stor ejerandel. Det gælder bl.a. både det danske realkreditmarked, hvor forsikrings- og pensionsselskaberne i juli 2024 holdt 30 pct. af den udestående mængde, og det danske statsobligationsmarked, hvor de tilsvarende holdt 54 pct. af den samlede udestående mængde, se figur 49.

Markedsbevægelserne kan primært blive forstærket, hvis selskaberne agerer samtidigt og ens. Det vil ofte ske i forbindelse med generel markedsuro inden for fx aktie-, valuta- eller rentemarkeder, hvor sektoren kan agere procyklisk og forstærke markedsbevægelser. Tidligere episoder med markedsuro har bl.a. været kendetegnet ved, at de danske forsikrings- og pensionsselskaber var hovedaktør, se boks 8.

Der er risici forbundet med, at det sekundære danske realkreditmarked er et koncentreret marked

Det sekundære danske realkreditmarked⁸⁶ afhænger af få store aktører, hvor danske forsikrings- og pensionsselskaber udgør den største investorgruppe. Danmarks Nationalbank har i november 2024 udgivet analysen "Det danske realkreditmarked afhænger af få aktører". Analysen beskriver sårbarheder ved det koncentrerede danske realkreditmarked.⁸⁷ De største investorer kan handle så store mængder, at det kan påvirke priserne, særligt i perioder med høj volatilitet og lavere likviditet. Store frasalg fra væsentlige investorer kan dermed bidrage til, at markedet bliver mindre stabilt. Det bør investorerne, market-makerne og realkreditinstitutterne være opmærksomme på.⁸⁸ Hvis markedslikviditeten i det danske realkreditmarked bliver væsentligt forringet, kan det få betydning for obligationernes funktion som et højlikvidt aktiv.

Der er dog forhold, der mindsker denne risiko. Dårligere markedslikviditet vil især påvirke de største investorer på grund af deres ejerskab af mange realkreditobligationer. Et stort salg fra en eller flere investorer kan dermed have en afledt negativ effekt på investorernes resterende obligationer. Investorerne har dermed et incitament til at begrænse deres salg, så det ikke har betydelige negative markedspåvirkninger. Dertil er de store investorer forskellige, og de agerer derfor ikke altid ens på markedsforholdene. Det øger sandsynligheden for, at der er nogle investorer til at købe helt eller delvist op ved store frasalg. Der er dog risiko for, at investorerne i perioder med stress reagerer ens og derved skaber et større salgspres.

De danske forsikrings- og pensionsselskaber er ikke de eneste store investorer på det danske realkreditmarked. Visse danske investeringsforeninger og enkelte udenlandske aktører udgør også en stor del af markedet og kan tilsvarende forstærke udsving.

Pensionssektoren kan blive presset til at sælge likvide aktiver ved markedsuro

Forceret salg kan opstå ved akut behov for risikoreduktion. I den sammenhæng er det betryggende, at den danske pensionssektor har en stærk overdækning i forhold til kapitalkravet til solvensdækningsgrad, SCR⁸⁹ - også i forhold til sammenlignelige livsforsikringsselskaber som i Nederlandene og Sverige, se figur 50.

En stærk kapitaloverdækning gør, at selskaberne kan agere mere langsigtet og ikke er tvunget til at sælge ud af risikable aktiver, såsom aktier, selv hvis deres aktiver falder meget i markedsværdi, fx hvis der opstår finansiel uro.⁹⁰ Det betyder, at der er lavere risiko for, at pensionsselskaberne bliver presset til at sælge i et uroligt marked, hvilket ellers kunne have en procyklisk effekt.

Pensionssektorens valutaafdækning er blevet mere følsom over for fald i udenlandske aktier

Ved store markedsbevægelser kan pensionssektoren påvirke efterspørgslen efter kroner i relativt stort omfang. Som det var tilfældet ved corona-udbruddet i marts 2020, kan store fald i udenlandske aktier føre til, at forsikrings- og pensionsselskaberne får et behov for at rebalancere deres valutaafdækning. Det kan betyde, at der opstår et behov for salg af kroner mod fremmed valuta. Der er indikationer på, at denne sammenhæng også gælder selv ved mindre dramatiske aktiekursbevægelser. Det estimeres, at et fald i aktieindekset S&P 500 på 10 pct. vil føre til et salgsbehov af kroner på 28 mia. kr.⁹¹ Ligeledes har bevægelsen af pensionsopsparingerne over mod markedsrente fra traditionel gennemsnitsrente medført en betydelig eksponering mod særligt det amerikanske aktiemarked, da amerikanske aktier generelt udgør en meget væsentlig del af det brede aktiemarked.⁹² Danske forsikrings- og pensionsselskaber anvender finansielle instrumenter til at styre valutarisikoen fra disse investeringer.

Pensionssektoren har et stort likviditetsbehov ved rentestigninger

Pensionsselskaber anvender rentederivater til at afdække renterisikoen på deres langsigtede forpligtelser ved garanterede ydelser. En stigning i renterne vil få værdien af derivatkontrakterne til at falde, og hvis disse rentederivaters sikkerhedsstillelse sker via central clearing eller bilaterale aftaler med kontantindskud som sikkerhed, skal selskaberne dagligt stille variationsmargin i kontantindskud. Siden udgangen af juni 2023 har selskaberne haft pligt til at afvikle rentederivater via centrale clearings-platforme⁹³. Det medfører øget brug af kontantindskud som sikkerhedsstillelse. Flere selskaber har dog gjort dette i mange år, og mange bilaterale aftaler er allerede baseret på kontantindskud som sikkerhed. Ligeledes kan en del af selskaberne fortsat stille realkreditobligationer som sikkerhed på deres eksisterende aftaler.

Det er vigtigt, at selskabernes beholdning af højt likvide og sikre aktiver kan anvendes til likviditetsfremskaffelse. Sektoren har en stor mængde højt likvide, sikre aktiver i form af danske realkreditobligationer samt danske og tyske statsobligationer. Disse kan enten sælges eller anvendes til låntagning i repomarkedet. Selskaberne bør sikre sig, at de har en infrastruktur, fx i form af relevante repomodparter, og et overblik over deres likviditetsbehov ved store markedsudsving, fx via interne likviditetsstresstest. Flere selskaber har de seneste år styrket deres likviditetsstyring og adgang til likviditet i form af flere repomodparter.

Datagrundlag i analysen

I analysen anvendes betegnelsen kreditinstitutter, når emnet omfatter både penge- og realkreditinstitutdelen af forretningen. Betegnelsen bank benyttes, når der specifikt tales om pengeinstituttet. Institutterne fremgår af tabel A1.

Analysen af danske kreditinstitutters indtjening, likviditet og kapitalgrundlag omfatter 9 systemiske kreditinstitutter, som er udpeget af Finanstilsynet i 2024. Analysen inkluderer også de ikke-systemiske banker. Denne gruppe udgøres af institutterne i gruppe 2 i Finanstilsynets størrelsesgruppering for 2024 med undtagelse af Danmarks Skibskredit, som er udeladt på grund af sin forretningsmodel. Gruppeinddelingen er gældende bagud i tid.

I analyse og vurdering af udlånsaktivitet fokuseres på grupperingen af store og mellemstore banker fra Nationalbankens udlånsundersøgelse. Store banker udgøres af Finanstilsynets gruppe 1 og Nordea Danmark, mens mellemstore banker udgøres af Finanstilsynets gruppe 2 og Santander Consumer Bank.

Analysen består af en dansk og engelsk version. I tilfælde af tvivl om oversættelsens korrekthed gælder den danske version.

Redaktionen er afsluttet 21. november 2024