Højere renter har styrket bankernes robusthed, men udgør samtidig en risiko

De globale finansmarkeder påvirker økonomien og den finansielle sektor i Danmark. Blandt andet har pengepolitikken i USA og euroområdet en stor indflydelse på de renter, som danske husholdninger og virksomheder betaler på deres lån.

Udfaldsrummet for forventningerne til de fremtidige pengepolitiske renter er mindsket i 2024

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og Den Europæiske Centralbank, ECB, har fastholdt de pengepolitiske renter på henholdsvis 5,25-5,50 pct. og 4 pct. siden efteråret 2023, se figur 1. ECB har signaleret, at den forventer at sætte de pengepolitiske renter ned ved et af de kommende møder, medmindre økonomiske nøgletal eller inflationen ikke følger ECB’s forventninger fra april 2024.¹ Federal Reserve har i sin prognose fra marts 2024 indikeret, at den forventer tre rentenedsættelser i 2024. Markederne forventer 1-2 rentenedsættelser på 25 basispoint i ECB og Federal Reserve i 2024.

Udfaldsrummet for markedsdeltagernes forventning til de fremtidige pengepolitiske renter i euroområdet er indsnævret i 2024. Denne indsnævring er kommet, efter at der har været store udsving i markedsdeltagernes forventninger til de fremtidige pengepolitiske renter i 2022 og 2023, se figur 2. Økonomiske nøgletal fra euroområdet og USA har løbende indikeret, at økonomierne kan undgå recession. I lyset heraf er markedsforventningerne til de pengepolitiske renter øget. For USA er markedsforventningerne steget mere end i euroområdet, hvilket skyldes, at de økonomiske nøgletal i USA har overrasket mere positivt end i euroområdet. Som resultat ligger markedsforventningerne til de pengepolitiske renter i USA nu over Federal Reserves egne forventninger, se figur 1. Udviklingen i inflationen kan fortsat overraske, hvilket kan betyde, at centralbankerne fastholder de pengepolitiske renter på nuværende niveauer i længere tid, end markedet forventer.

Som led i de pengepolitiske stramninger er ECB og Federal Reserve i gang med at reducere deres store obligationsbeholdninger, der blev opbygget gennem perioden med kvantitative lempelser². Samtidig er der både i USA og euroområdet udsigter til netto-udstedelser af statsgæld.³ Det giver et større udbud af statsgæld på markedet, og kan give større udsving i statsrenterne, hvis der opstår uro på de finansielle markeder.⁴

Nedskaleringen af obligationsbeholdningerne betyder også, at overskudslikviditeten i USA og euroområdet forventes at falde. Overskudslikviditet er et mål for, hvor meget indestående de pengepolitiske modparter har på deres konti i centralbanken fraregnet reservekrav⁵ og er den likviditet, som bankerne bruger til at afvikle handler med hinanden. Når overskudslikvidteten er høj, vil bankerne have mindre behov for at bruge pengemarkedet til likviditetsstyring. Der er fortsat stor overskudslikviditet i både USA og euroområdet. Ved lavere niveauer kan mindre udsving i overskudslikviditeten bidrage til øget prisvolatilitet i pengemarkedsrenterne.⁶ ECB søger bl.a. at sikre, at pengemarkedsrenterne forbliver stabile, i takt med at markedsdeltagerne tilpasser sig et miljø med lavere overskudslikviditet.⁷

Lavere risikoopfattelse ses i aktieprisstigninger og indsnævrede kreditspænd

De ledende aktieindeks i de store økonomier steg kraftigt i 2. halvår 2023, og udviklingen er fortsat i 2024, se figur 3. Samtidig er kreditspænd på højrenteobligationer indsnævret til niveauer, der svarer til perioden, før inflationen begyndte at stige i slutningen af 2021, se figur 4. Højrenteobligationer er virksomhedsobligationer for de mest risikofyldte virksomheder ifølge markedet, og udviklingen afspejler dermed en markedsopfattelse af, at risikoen er blevet mindre, i takt med at de økonomiske nøgletal løbende har overrasket positivt. Stigningerne i aktiemarkederne i Danmark og USA er i højere grad drevet af enkelte store virksomheder inden for henholdsvis medicinalindustri og teknologi. De brede indeks i Japan og euroområdet har også set store stigninger.

Markedets lavere risikoopfattelse øger størrelsen på en eventuel nedadrettet priskorrektion alt andet lige. En priskorrektion kan opstå, hvis risikovilligheden falder eller markederne udsættes for negative stød, og risikoen dermed stiger. En række scenarier kan udløse en sådan priskorrektion. Eksempelvis kan stigningerne i amerikanske aktier delvist forklares af en optimisme omkring kunstig intelligens. Hvis optimismen ikke materialiseres i højere indtjening, kan det give et negativt stød til aktiepriserne inden for særligt den amerikanske teknologi-branche.⁸ Derudover er risikobilledet for dansk og international økonomi fortsat præget af usikkerhed om gennemslaget af de pengepolitiske stramninger og geopolitiske spændinger.⁹ Desuden er der øget opmærksomhed på den kinesiske økonomi. Kinesiske banker holder en stor andel af gælden i den kinesiske ejendomssektor, som de seneste år har været præget af udfordringer. En yderligere forværring af robustheden af den kinesiske ejendomssektor kan derfor bringe uro til de finansielle markeder i Kina, som kan sprede sig til de globale finans- og råvaremarkeder.¹⁰

Både europæiske og amerikanske aktiemarkeder har haft flere priskorrektioner de seneste 6 år med fald på mellem 10 pct. og 35 pct. Disse priskorrektioner har haft begrænsede afsmittende effekter på stabiliteten i det samlede finansielle system. Det indikerer, at systemet ikke nødvendigvis er sårbart over for fald på aktiemarkederne.¹¹ Prisfald på aktiemarkederne har betydning for formuerne hos danske husholdninger og pensionskasser, som kan falde som følge af store stød til de globale finansielle markeder. Faldende aktieformuer har dog en relativt lille påvirkning på forbruget. Det skyldes bl.a., at aktieformuer især ejes af personer med høj indkomst og lav forbrugstilbøjelighed.¹² Prisfald på aktiemarkederne kan desuden føre til lavere kapitalinvesteringer hos virksomhederne.

Den globale økonomi forventes at undgå recession

Den Internationale Valutafond, IMF, har fastholdt sit vækstskøn for det globale BNP på 3,1 pct. i sin prognose fra april 2024. IMF skønner dog fortsat svag vækst i euroområdet, se figur 5. Det gælder særligt Tyskland, som er Danmarks næststørste handelspartner. Nationalbanken har i sin seneste prognose hævet vækstskønnene for dansk økonomi, som bl.a. skyldes et markant bidrag på 1,1 pct. fra produktion i udlandet i 2024. Dansk økonomi har de seneste år været præget af, at der på den ene side har været en betydelig afdæmpning i væksten i de fleste dele af dansk økonomi, mens der på den anden side har været stor fremgang i medicinalindustrien.¹³ Der er fortsat en risiko for, at væksten bliver lavere end skønnet i prognoserne. For eksempel kan råvarepriserne stige igen på grund af geopolitiske stød, fx en eskalering af situationen i Mellemøsten, eller der kan opstå forstyrrelser i de globale forsyningskæder, som samtidig kan føre til stigning i inflationen.

Inflationen falder og ligger omkring centralbankernes mål, men kerneinflationen er fortsat højere end den overordnede inflation

Inflationen i dansk og international økonomi faldt gennem 2023. Faldet har særligt været drevet af basiseffekter fra lavere energipriser. Inflationen har været mere stabil i 2024, og særligt i USA er inflationen ikke længere faldende, bl.a. som følge af et stærkt arbejdsmarked. I marts var inflationen 2,7 pct. i USA, og 2,4 pct. i euroområdet, se figur 6. Inflationspresset er ikke forsvundet, og i Danmark forventes det, at høje lønstigninger de kommende år fastholder et vist inflationspres.¹⁴ ECB vurderer dog, at høj indtjening i virksomhederne i euroområdet kan absorbere høje lønstigninger.¹⁵

Kerneinflation har ligeledes været aftagende, men dog i mindre grad end den overordnede inflation, se figur 7. Kerneinflationen er den samlede inflation fratrukket energi og uforarbejdede fødevarer og kan ses som en indikator for den underliggende prisudvikling. Hvis kerneinflationen stagnerer omkring et højt niveau, kan det lægge et opadrettet pres på den overordnede inflation og påvirke markedets forventninger til udviklingen i de pengepolitiske renter.

De danske kreditinstitutters samlede udlån til boligejerne udgjorde ca. 1.900 mia. kr. i april 2024. Institutternes store eksponeringer over for boligmarkedet betyder, at tab på deres udlån kan påvirke deres robusthed.

Boligpriserne faldt i lyset af de højere renter, men en stor del af dette fald er nu indhentet

Udviklingen i boligpriserne har betydning for den sikkerhed, som kreditinstitutterne har fået stillet som pant for deres udlån. Hvis boligpriserne falder, reduceres værdien af det pant, hvilket kan give institutterne større tab, hvis kunderne misligholder deres gældsforpligtelser. Boligpriserne faldt fra 2. kvartal 2022 til begyndelsen af 2023 som følge af de stigende renter i perioden.¹⁶ En del stor del af dette fald er indhentet, da boligpriserne steg frem til udgangen af 2023. Boligprisvæksten er herefter stagneret, men særligt for prisen på ejerlejligheder har der været udsving i begyndelsen af 2024, se figur 8. For hele 2024 forventes boligpriserne at stige med 3,7 pct. år til år.¹⁷ Udviklingen i boligpriserne hænger sammen med handelsaktiviteten, hvor der har været store udsving de seneste år. Siden udgangen af 2023 er handelsaktiviteten faldet, hvilket gælder både ejerlejligheder og enfamiliehuse, se figur 9.

Den nye boligskattereform trådte i kraft 1. januar 2024 og bidrager fremover til sundere strukturer på boligmarkedet. Boligskattereformen er en såkaldt automatisk stabilisator, da boligskatten fremover vil følge udviklingen i boligpriserne. Det betyder, at boligejerne skal betale mere i boligskat, når boligpriserne stiger. Omvendt, hvis boligpriserne falder, skal boligejerne betale mindre i boligskat. Reformen medvirker således til at dæmpe fremtidige boligprisudsving til gavn for dansk økonomi.

Størrelsen på det samlede udlån til boligejere har stort set været uændret det seneste år

Den lavere handelsaktivitet på boligmarkedet, siden renterne begyndte at stige i begyndelsen af 2022, har bidraget til, at der er blevet bevilget færre lån til nye boligkøb. Væksten i det samlede boligudlån har derfor været lav, se figur 10.

Flere forhold kan øge den kreditrisiko, som institutterne påtager sig på deres udlån til boligkøb. Ét af disse forhold relaterer sig til bevilling af afdragsfrie lån til boligejere med høj belåningsgrad.¹⁸ Der er generelt bevilget færre afdragsfrie lån i forbindelse med boligkøb i 2023 og i starten af 2024 i forhold til tidligere år, se figur 11. Isoleret set er det med til at styrke boligejernes robusthed over for fremtidige boligprisfald. Robustheden stiger, når flere boligkøbere afdrager på nystiftet gæld og over tid opbygger en større friværdi og dermed robusthed. Når flere boligejere afdrager på deres boliglån, bidrager det til at reducere den del af udlånet, som er mest risikabel for den finansielle sektor i en situation med markante boligprisfald.

Danmarks Nationalbank har i maj 2024 udgivet en analyse om den samfundsøkonomiske betydning af afdragsfrihed i kombination med høje belåningsgrader. Afdragsfrihed er fortsat udbredt blandt højt belånte boligejere, og de nuværende låneregler gør det muligt, at udbredelsen af afdragsfrie lån kan vokse i fremtiden.¹⁹

Andelen af det samlede realkreditudlån, der er afdragsfrit, har været relativt uændret det seneste år. Det udgjorde lige under halvdelen af det samlede realkreditudlån med pant i ejerboliger i 1. kvartal 2024. Ud over lån til boligkøb består den samlede ændring i husholdningernes realkreditudlån af lånekonverteringer, indfrielser af boliglån og tillægsbelåning.

Boligkøbere bruger en større del af deres disponible indkomst på gældsservicering

Andelen af nyudlånet til boligkøb med en gældsfaktor over fire, er faldet fra 1. kvartal 2022 til 3. kvartal 2023, se figur 12. Alt andet lige betyder det, at boligkøbernes robusthed øges. En gældsfaktor over fire anses som høj²⁰ og betyder, at den samlede gæld svarer til fire gange årsindkomst før skat. Faldet skal dog ses i lyset af de højere renter, der betyder, at det er blevet dyrere at servicere gæld. Boligkøbere bruger derfor en større andel af deres disponible indkomst på at servicere deres boliggæld. Det gælder både for boligkøbere med gældsserviceringsgrad omkring medianen og i den øvre del af fordelingen, se figur 13.

Også de eksisterende boligejere bliver påvirket af de højere renter, og således har mange boligejere fået en rente på deres boliglån, der afspejler det højere renteniveau. I 1. kvartal 2024 havde 76 pct. af den samlede variabelt forrentede realkreditgæld en rente, som er fastsat efter begyndelsen af 2022, hvor de korte realkreditobligationsrenter begyndte at stige. Bruttorenteudgifterne forventes at stige yderligere frem mod midten af 2024. Størstedelen af gennemslaget til husholdningernes renteudgifter vurderes derfor nu at være sket.²¹ Gennemslaget fra de højere renter forstærkes af, at andelen af den variabelt forrentede realkreditgæld er steget de seneste år og udgjorde 54 pct. af det samlede realkreditudlån i april 2024. Derudover forstærkes gennemslaget fra de højere renter af udbredelsen af afdragsfrihed, da de højere renter slår hårdere igennem på lån uden afdrag.

Højere gældsserviceringsgrader betyder alt andet lige, at boligejerne har et lavere rådighedsbeløb og dermed også mindre luft i budgettet til at håndtere ledighed eller uforudsete udgifter. Gældsserviceringsgraderne er dog steget fra lave niveauer.

Lånereglerne har bidraget til at øge robustheden for boligejere og kreditinstitutter

Danmarks Nationalbank har udgivet en analyse om låneregler i lyset af de højere renter.²² Renteudviklingen har betydning for, hvor mange låntagere med høj gæld der begrænses af lånereglerne. Da renterne og omkostningerne ved at låne penge var lave, begrænsede lånereglerne relativt mange låntagere i at udnytte de lave renter fuldt ud. Lånereglerne har bl.a. begrænset, hvor store lån der kunne optages i forhold til låntagerens indkomst. Lånereglerne har således bidraget til at reducere risici relateret til lavrentemiljøet og øger både boligejeres og kreditinstitutters robusthed.

Begrænsning for låntagere i dag er først og fremmest de højere renter – og i mindre grad lånereglerne. Det betyder, at låntagere i højere grad er begrænset af, hvor stor en andel af deres disponible indkomst de ønsker at bruge på renter og afdrag. Flere af reglerne er udformet, så de især begrænser låntagere, når renterne er lave. Det er en hensigtsmæssig egenskab ved regelsættet, at relativt flere låntagere blev begrænset under lavrentemiljøet og relativt færre i en periode med højere renter, se boks 1.

Institutterne har væsentlige og koncentrerede eksponeringer over for ejendomsselskaber. Udlån til ejendomsselskaber har tidligere givet anledning til store nedskrivninger i bankerne. Både under den økonomiske krise i 1990’erne og finanskrisen var udlån til ejendomsbranchen den udlånstype, der gav anledning til de største nedskrivninger hos bankerne.²³ For at adressere disse risici har Det Systemiske Risikoråd henstillet til erhvervsministeren, at der aktiveres en sektorspecifik systemisk buffer for erhvervseksponeringer over for ejendomsselskaber. Erhvervsministeren har i april 2024 besluttet at aktivere bufferen, se boks 2.

Udlånet til ejendomsselskaber er steget i løbet af de seneste år, men udlånsvæksten er faldet de seneste kvartaler. Ved udgangen af marts 2024 var de mellemstore bankers udlån steget med 4,7 pct. i forhold til udgangen af marts 2023, mens de systemiske kreditinstitutters udlån er steget med 3,4 pct. i samme periode, se figur 14. Udlån til ejendomsselskaber er fortsat betydelige og udgør 549 mia. kr., hvilket svarer til 38 pct. af kreditinstitutternes samlede udlån til erhverv. Udlånet dækker over betydelige forskelle på tværs af institutterne. Hovedparten af udlånet til ejendomsselskaberne er realkreditlån fra de systemiske kreditinstitutter. Udlån til ejendomsselskaber udgør henholdsvis 38 pct. og 30 pct. af de systemiske kreditinstitutters og de mellemstore bankers samlede erhvervsudlån.

Lav handelsvolumen og risiko for yderligere prisfald på erhvervsejendomme

De højere renter presser priserne ned på erhvervsejendomme, og handelsaktiviteten har været meget lav i 2023. Målt på både transaktionsvolumen og antallet af handler har omfanget været det laveste siden 2014. Den begrænsede handelsaktivitet er fortsat i 2024, hvor der i løbet af 1. kvartal blev omsat ejendomme for 7,6 mia. kr., se figur 15. Til sammenligning blev der i 1. kvartal 2022 og 2023 omsat ejendomme for henholdsvis 22 mia. kr. og 12 mia. kr. Det tyder på en træghed i tilpasningen af priserne til det højere renteniveau. Samtidig har den udenlandske andel af handlerne kun udgjort 27 pct. mod 40-50 pct. i perioden 2016-22.²⁴ Tallene indikerer, at efterspørgslen fra udenlandske investorer er faldet tilbage, hvilket bidrager til det lavere antal handler.

Afkastkravet til investeringer i erhvervsejendomme er steget. Afkastkravet er et udtryk for investorernes forventninger til forrentningen af deres investering. Værdiansættelsen af ejendomme bestemmes af afkastkravet fra investorerne og de driftsindtægter, som den givne ejendom løbende genererer. Afkastkravet er steget med knap 1 procentpoint siden starten af 2022 for kontor- og boligejendomme i København og Aarhus, se figur 16.²⁵ Det højere afkastkrav skal ses i lyset af investorernes alternative afkastmuligheder, som det øgede renteniveau har medført. Stigningen i afkastkravet på knap 1 procentpoint svarer nogenlunde til den historiske sammenhæng, der har været mellem 10-årige statsobligationsrenter og afkastkrav til kontorer.²⁶ En stigning i afkastkravet på 1 procentpoint fører typisk til fald i værdien af ejendomme på omtrent 20 pct.²⁷

Ejendomsselskabernes driftsindtægter genereres gennem lejeindtægterne i lejemålene. Lejeniveauerne for kontor- og boligejendomme er steget de senere år og har bidraget til øgede indtægter for ejendomsselskaberne. Lejeniveauerne reguleres typisk med inflationen og er derfor steget i perioden med høj inflation. Øgede lejeindtægter bidrager til højere priser på erhvervsejendomme, da ejendommene genererer et højere afkast. Det betyder, at investeringer i erhvervsejendomme til en vis grad beskytter investorerne mod værditab grundet høj inflation. Effekten på priserne af de øgede lejeniveauer er dog væsentligt mindre end effekten fra de øgede afkastkrav.

Det lave antal handler giver kun begrænsede signaler om markedets forventninger til afkastet, og der er stadig betydelig usikkerhed om de fremtidige afkastkrav og dermed prisudviklingen. Erhvervsejendomsmarkedet er desuden meget heterogent, da ejendommene typisk er meget forskellige, og der er derfor betydelig forskel i afkastkrav og priser på tværs af ejendomstyper og beliggenhed. Afkastkravene er typisk højere uden for de større byer og på sekundære beliggenheder.

Institutterne har kun nedjusteret værdien for lidt over en tredjedel af det pant, der er stillet som sikkerhed for deres udlån

Stigende afkastkrav og dermed faldende ejendomsværdier reducerer værdien af den sikkerhed, som ejendomsselskaberne stiller som pant på deres bank- og realkreditlån. Dermed er der øget risiko for tab i institutterne, hvis den sikkerhed, der er stillet som pant på lånene, ikke er tilstrækkelig til at dække hele eksponeringen, i tilfælde af at ejendomsselskaberne misligholder deres gæld. Derfor er det vigtigt, at de ejendomsværdier, der ligger til grund for institutternes pant, afspejler markedsværdien af ejendommene. Det gælder særligt i perioder, hvor markedsforholdene ændrer sig markant, som det har været tilfældet i den seneste periode med øgede renter og afkastkrav.

Siden 3. kvartal 2022 har institutterne nedjusteret værdien for 38 pct. af ejendomspantet bag lån til ejendomsselskaber, se figur 17. For 35 pct. af pantværdien har institutterne ikke ændret værdien i perioden, hvor afkastkravene er steget, og for 27 pct. er værdien øget.²⁸ Der er stor forskel på, hvor meget pantværdierne er ændret. I omtrent en tredjedel af nedjusteringerne er ændringen under 5 pct. Tallene dækker over store forskelle institutterne imellem, og der er ikke et entydigt billede af, at vurderingen fastholdes for bestemte ejendomskategorier. Til sammenligning var revurderingsmønstret markant anderledes mellem 1. kvartal 2020 og 2. kvartal 2021. I denne periode, hvor der var stabile eller svagt faldende afkastkrav, blev 49 pct. af værdien opjusteret, og 16 pct. nedjusteret. Andelen med fastholdt værdi var omtrent det samme som i dag med 35 pct.

Øgede nedskrivninger på bankernes udlån til ejendomsselskaber

Bankerne har øget deres nedskrivninger på udlån til ejendomsselskaber siden midten af 2022, men nedskrivningerne er stadig på et lavere niveau end før covid-19-pandemien, se figur 18. En del af stigningen skyldes, at bankerne har øget deres ledelsesmæssige skøn. Realkreditinstitutternes nedskrivninger er derimod faldet en smule. Selvom ejendomsselskaberne primært er belånt igennem realkreditinstitutterne, er risikoen for tab størst for bankerne. Bankerne finansierer typisk den yderste belåning, som i tilfælde af misligholdelse har lavere prioritet end realkreditgælden. Realkreditinstitutterne har den inderste pant, og der skal dermed større prisfald til, før det pant, der er stillet til sikkerhed for lånet, ikke er tilstrækkeligt til at dække hele eksponeringen.²⁹

Højere renter presser virksomhedernes gældsserviceringsevne, men kreditkvaliteten er endnu ikke væsentligt forringet

Virksomhedernes finansieringsomkostninger er øget som følge af det højere renteniveau. Flere virksomheder på tværs af brancher har sværere ved at servicere deres gæld med deres indtjening. Sammenlignet med starten af 2022, inden renterne begyndte at stige, har omtrent dobbelt så mange virksomheder en gældsserviceringsevne under 100 pct. og en soliditetsgrad under 20 pct., se figur 19.³⁰ De øgede renter tærer således fortsat på mange virksomheders robusthed. I et risikoscenarie, hvor renterne mod markedets forventning forbliver på nuværende niveau i længere tid, forventes det at føre til flere misligholdte lån hos institutterne.

Andelen af nødlidende lån er kun steget en smule på tværs af brancherne i 2023 på trods af de højere finansieringsomkostninger, og niveauerne er fortsat lavere end før covid-19-pandemien, se figur 20. De lave niveauer for nødlidende lån er også afspejlet i institutternes samlede nedskrivninger, der fortsat er på lave niveauer, se kapitel 6, Indtjening.

Bankernes udlån til erhvervskunder er steget siden årsskiftet og var i april 2024 på samme niveau som i april 2023. Væksten i realkreditudlånet til erhvervskunder har ligget stabilt mellem cirka 2 og 4 pct. i de seneste par år. I april var væksten i realkreditudlånet 2,6 pct. år til år.

I takt med at de højere renter svækker mange virksomheders robusthed, er det naturligt, at flere går konkurs. Antallet af konkurser er også højere end i årene op til covid-19-pandemien, men det gælder fortsat, at de konkursramte virksomheders udlån udgør en meget lille andel af kreditinstitutternes samlede erhvervsudlån.³¹ Udlånet til virksomheder, der gik konkurs i 2023, opgjort ultimo kvartalet før konkursen, udgjorde 2,2 mia. kr. svarende til 0,15 procent af det samlede erhvervsudlån. Eksponeringer mod konkursramte virksomheder har ikke givet anledning til øgede nedskrivninger i kreditinstitutterne.

Landbrugets økonomi er styrket siden 2017, men svækkes aktuelt af højere renter

Danske penge- og realkreditinstitutter har udlån for 274 mia. kr. til landbrug mv. (landbrug, skovbrug og fiskeri), hvoraf realkreditinstitutter står for omkring 80 pct. Udlånet til landbrug mv. udgør godt 14 pct. af kreditinstitutternes samlede udlån til erhverv, men for enkelte institutter er andelen væsentlig højere.

For mange landbrugsbedrifter er den økonomiske situation forbedret og det samlede udlån til landbrug mv. er faldet fra 316 til 274 mia. kr. siden 2016, svarende til et fald på 13 pct. Der er sket en generel konsolidering i sektoren, og indtjeningen er forbedret hos mange bedrifter. Det har bidraget til, at andelen af kreditinstitutternes samlede udlån til landbrug, der er nødlidende, er faldet fra 27 pct. i 2017 til 7 pct. i 2023. Andelen af nødlidende lån er dog fortsat højere end de fleste andre brancher, se figur 20.

Langt hovedparten af landbrugets gæld, ca. 90 pct., er med variabel rente. Den store udbredelse af variabelt forrentede lån øger landbrugets sårbarhed over for de højere renter. Siden begyndelsen af 2022 er den korte realkreditrente steget knap 3 procentpoint. Udviklingen har dermed gjort det væsentligt dyrere for de fleste bedrifter at servicere deres gæld. Det reducerer bedrifternes gældsserviceringsevne og kan få en negativ betydning for bedrifternes resultat i de kommende år.

Kreditinstitutterne står generelt godt rustet til at håndtere potentielle tab som følge af en CO₂e-afgift på landbruget

Ekspertgruppen for en grøn skattereform³² præsenterede i februar 2024 tre modeller for en afgift på landbrugets ikke-energirelaterede udledninger af drivhusgasser (CO₂e)³³. Hensigten med en CO₂e-afgift er bl.a. at skabe et økonomisk incitament til at omstille produktionen og reducere udledningerne over tid.

Ifølge regeringsgrundlaget skal provenuet fra en kommende CO₂e-afgift føres tilbage til landbruget for at understøtte erhvervets omstilling.³⁴ En afgift vil således samlet set ikke trække ressourcer ud af erhvervet, men derimod omfordele mellem de enkelte bedrifter og driftsgrene. 

Nationalbanken har bidraget til ekspertgruppens arbejde ved at vurdere effekterne af en CO₂e-afgift for danske banker og realkreditinstitutter.³⁵ Det vurderes, at danske banker og realkreditinstitutter generelt er godt rustet til at håndtere de potentielle tab, der kan opstå som følge af en CO₂e-afgift på landbruget. Dette skyldes bl.a. den sikkerhed, som institutterne er stillet i underliggende aktiver og institutternes løbende indtjening.

Ekspertgruppen foreslår en gradvis indfasning af afgiften fra 2027 til 2030 i alle anbefalede afgiftsmodeller. Det vil være gunstigt for den finansielle stabilitet. Det giver institutterne en mulighed for at absorbere potentielle tab over flere år med den løbende indtjening. Samtidig får institutterne mere tid til at tilpasse deres udlånsportefølje og kapitalplanlægning, ligesom landbruget får længere tid til at omstille eller justere deres produktion i en grønnere og mindre CO₂e-intensiv retning.

På baggrund af finanskrisen er der blevet indført lovkrav til bankerne for at sikre, at de har nok likvide aktiver og en stabil finansiering til at håndtere stress. Både de systemiske og ikke-systemiske banker i Danmark har en god overdækning til det regulatoriske krav til likviditet, Liquidity Coverage Ratio, LCR, se figur 21 og figur 22. Det samme gælder i forhold til kravet til stabil finansiering, Net Stable Funding Ratio, NSFR, se figur 23 og figur 24. Bankernes overdækning til de regulatoriske krav har været relativt stabil de seneste år. Det afspejler, at en stor del af bankernes finansiering består af indlån, som generelt betragtes som en stabil kilde til finansiering for bankerne.

De regulatoriske krav kan imidlertid ikke stå alene. Overvågning af bankernes likviditets- og finansieringssituation kræver derfor flere værktøjer for at få det fulde billede af robustheden af den enkelte bank og sektoren som helhed. Et sådant værktøj er bl.a. likviditetsstresstest. LCR er et likviditetsstress, der dækker perioden 1-30 dage. Nationalbankens likviditetsstresstest ser på bankernes risici i en længere periode end LCR, da den dækker fra dag 1 og de næste 6 måneder.

Bankerne kan klare mindst 3 måneder i et scenarie med hårdt likviditetsstress

Alle systemiske banker i Danmark har likviditet til at klare mindst 3 måneder i det hårdeste scenarie i Nationalbankens likviditetsstresstest, se figur 25. Hvis en bank har en for kort overlevelseshorisont, indikerer det, at banken påtager sig en likviditetsrisiko, som der bør være opmærksomhed på, da banken kan blive udfordret og komme i likviditetsproblemer, hvis banken rammes af et hårdt stress.

Nationalbankens likviditetsstresstest er blevet opdateret på baggrund af erfaringerne fra de likviditetstræk, som den schweiziske bank Credit Suisse og visse regionale amerikanske banker oplevede i 2022 og 2023, hvor de mistede markedets og kundernes tillid. Opdateringen af Nationalbankens likviditetsstresstest skyldes også en højere grad af digitalisering i den finansielle sektor. Digitaliseringen har bl.a. gjort, at det er blevet mere enkelt og hurtigere at flytte penge mellem banker, ligesom sociale medier kan have øget hastigheden for, hvornår kunder bliver opmærksomme på, at en bank potentielt er i problemer.

I Nationalbankens likviditetsstresstest er der især sket stramninger af antagelserne om, hvor meget og hvor hurtigt specifikke indlånstyper trækkes ud af bankerne i et hårdt, men plausibelt likviditetsstress-scenarie. Stramningerne vedrører især en antagelse om, at anfordringsindlån trækkes hurtigere end under finanskrisen, se boks 3. Derudover antages der for nogle indlånstyper også et større træk.³⁶ Nationalbankens opdaterede likviditetsstresstest afspejler dermed de seneste erfaringer fra de hårde stress, som banker har været ramt af.

Løbende udstedelser af gældsfinansiering er vigtigt for institutternes finansiering og overholdelse af NEP-krav

Bankerne udsteder løbende kapital- og gældsinstrumenter på de finansielle markeder, i takt med at de nuværende instrumenter forfalder. Formålet er bl.a. at opretholde samme overdækning til deres kapitalkrav og krav om nedskrivningsegnede passiver, NEP-krav³⁷. For institutter, som løbende bruger markedsfinansiering til at finansiere udlån, er det også vigtigt at have en god finansieringsstruktur. Efter en lav mængde gældsudstedelser i 2022 er institutternes udstedelsesvolumen tilbage på et niveau svarende til tidligere år, se figur 26. I 2024 forventes bankerne samlet set at skulle udstede gæld for omtrent 100 mia. kr. for at refinansiere forfalden gæld og fastholde deres overdækning til NEP-kravet. I årets første kvartal har bankerne udstedt for 15 mia. kr., mens gæld på knap 40 mia. kr. er forfaldet. Bankerne skal derfor udstede gæld for omkring 85 mia. kr. i resten af 2024, hvis de skal opretholde den nuværende fundingprofil.

Høje kreditspænd i størstedelen af 2022 og starten af 2023 var en del af forklaringen på den lavere udstedelsesmængde. Efterfølgende er kreditspændene indsnævret, omend de fortsat er højere end før stigningerne i 2022, se figur 27. Det understreger vigtigheden af, at institutterne har en stabil finansieringsstruktur, da de kan blive mødt med sværere markedsvilkår i længere perioder.

De systemiske kreditinstitutters indtjening steg i 2023 til et resultat før skat på 62 mia. kr., hvilket svarer til en årlig egenkapitalforrentning før skat på godt 15 pct. Aktuelt styrker de systemiske kreditinstitutters højere indtjening dermed deres første værn mod tab. Resultatfremgangen skyldes primært en øget basisindtjening.³⁸ Derudover var resultatet understøttet af fortsat lave nedskrivninger på udlån og positive kursreguleringer, se figur 28.

Stigningen i basisindtjeningen var primært drevet af væsentlig højere nettorenteindtægter, se figur 29. Omvendt er nettogebyrindtægterne faldet, bl.a. som følge af færre konverteringer.

Institutternes indtjening er høj og på niveau med de bedste år historisk

Institutternes indtjening var i 2023 på et højt niveau. Set i forhold til balancens størrelse var indtjeningen blandt de bedste år historisk og på niveau med midten af 1990’erne og årene inden finanskrisen.

En høj indtjening er med til at styrke institutternes robusthed. Hvis tab begynder at materialisere sig, kan bankerne med det nuværende indtjeningsniveau modstå relativt store tab svarende til det værste år under finanskrisen.

Historisk har bankernes indtjening været højere, men også med større udsving sammenlignet med realkreditinstitutternes, når indtjeningen sættes i forhold til balancen, se figur 30 og figur 31. De større udsving kan hovedsageligt forklares af, at nedskrivningsprocenterne for banker har været højere i konjunkturnedgange. Særligt i årene under og efter finanskrisen havde bankerne højere nedskrivninger, mens realkreditinstitutterne oplevede mere begrænsede stigninger i nedskrivningerne.

Udviklingen i bankernes nettorenteindtægter er overordnet set drevet af den samlede rentemarginal, som bl.a. er påvirket af renteniveau og de makroøkonomiske konjunkturer. Set i et længere perspektiv er bidraget til indtjeningen fra nettorenteindtægterne faldet, i takt med at renteniveauet er faldet. Denne effekt er dog modsvaret af lavere omkostninger og højere nettogebyrindtægter, når posterne sættes i forhold til balancen. Siden begyndelsen af 1990’erne har nettogebyrindtægterne udgjort en stadig større andel af bankernes samlede indtægter, særligt i årene med negative pengemarkedsrenter.

Siden 1990’erne har realkreditinstitutternes basisindtjening set i forhold til balancen været relativt stabil, og udsvingene i realkreditinstitutternes indtjening har dermed været drevet af kursreguleringer og nedskrivninger, se figur 31. Realkreditinstitutternes nettorenteindtægter, som udgør størstedelen af deres basisindtjening, består primært af bidragsindtægter og renteindtægter på deres beholdning af obligationer. De faldende renter efter finanskrisen har medvirket til lavere renteindtægter på deres obligationsbeholdninger. Omvendt er bidragssatserne løbende blevet forhøjet i perioden 2009 til 2016, og samlet set har bidraget fra nettorenteindtægterne til indtjeningen således været relativt stabil over det seneste årti. Siden midten af 00’erne har nettogebyrindtægterne for realkreditinstitutter været negative. Det skyldes, at bankerne modtager en provision for formidling af realkreditlån, der bogføres som en gebyrudgift i realkreditinstituttet. Provisionen indgår som gebyrindtægt i banken, og provisionsindtægterne har siden midten af 00’erne udgjort en større andel af basisindtjeningen i bankerne. Realkreditinstitutterne har lavere omkostninger i forhold til balancen sammenlignet med bankerne. Det skyldes bl.a., at en del af omkostningerne ved formidling af realkreditlån afholdes af bankerne.³⁹

Styrket indlånsmarginal har drevet de højere nettorenteindtægter de seneste år

Nettorenteindtægterne for de systemiske banker var knap 16 mia. kr. højere i 2023 sammenlignet med 2022. Den store stigning i nettorenteindtægterne skal ses i lyset af et helt år med et højere renteniveau.

De højere nettorenteindtægter i 2023 var primært drevet af, at bankerne har øget deres indlånsmarginal væsentligt siden midten af 2022, se figur 32. Det skyldes, at pengemarkedsrenterne er steget mere, end bankerne har forhøjet deres indlånsrenter, og dermed er forskellen mellem bankernes indlånsrenter og pengemarkedsrenterne udvidet.⁴⁰

Udlånsmarginalen er i modsætning til indlånsmarginalen faldet siden 2013 og er aktuelt på et lavt niveau. En del af udlånsmarginalen kan betragtes som den risikopræmie, bankerne tager for at yde lån.⁴¹ En lavere udlånsmarginal kan afspejle, at bankerne tager en lavere risikopræmie eller accepterer en lavere indtjening på det enkelte udlån, fx på grund af konkurrencesituationen. I takt med at de pengepolitiske renter steg fra midten af 2022, er udlånsmarginalerne for husholdninger faldet yderligere, se figur 33. Det skyldes, at bankerne generelt ikke har forhøjet deres udlånsrenter i samme grad, som pengemarkedsrenterne er steget. For ikke-finansielle selskaber har udlånsmarginalen ikke vist samme markant faldende tendens i takt med de højere renter. Det skyldes bl.a., at en større andel af erhvervskundernes gæld er direkte prisfastsat som en referencerente plus en marginal. Udlånsmarginalen er nu højere for ikke-finansielle virksomheder end for husholdninger.⁴²

Stigningen i indlånsmarginalen har mere end opvejet faldet i udlånsmarginalen. Samtidig har bankerne de seneste år haft flere indlån end udlån, og den positive effekt fra indlånsmarginalen på indtjeningen har derfor domineret den negative effekt fra udlånsmarginalen.

Indlånsmarginalen forventes at have toppet 

De seneste år har indlånsmarginalen været en af de væsentligste drivkræfter bag institutternes højere indtjening, men siden efteråret 2023 er indlånsmarginalen faldet. Det skyldes, at bankerne og deres kunder tilpasser sig til det højere renteniveau. Indtjeningsbidraget fra indlån forventes dermed at være lavere de kommende år, end tilfældet var i 2023. Faldet i indlånsmarginalen kan både henføres til forhøjelser af kundernes indlånsrenter og flere indlån med tidsbinding, der typisk har en højere rente end anfordringsindlån. I løbet af 2023 har der været en stigning i indlån med tidsbinding, som er fortsat ind i 2024. Husholdningerne har i perioden øget deres indlån med tidsbinding med 67 mia. kr. til 169 mia. kr., se figur 34. Det svarer til, at 17 pct. af husholdningernes samlede rentebærende indlån⁴³ var med tidsbinding ved udgangen af marts 2024. Udviklingen skal ses i lyset af, at den gennemsnitlige rente på nye indlån med tidsbinding i samme periode er steget mere end den gennemsnitlige rente på indlån uden tidsbinding. Husholdninger har ligeledes øget deres beholdninger af obligationer, hvilket kan skyldes, at de reagerer på renteforskellen mellem indlån på anfordring og obligationer.

Markederne forventer, at de pengepolitiske renter falder i løbet af 2024, se kapitel 2, Finansielle markeder. Ligesom der har været en vis træghed fra bankernes side i forhold til at tilpasse deres ind- og udlånsrenter til det højere renteniveau, kan det samme gøre sig gældende, hvis de pengepolitiske renter falder den kommende tid. Udviklingen i de pengepolitiske renter kan således få betydning for institutternes ind- og udlånsmarginaler.

Nedskrivninger er under det historiske niveau

De systemiske kreditinstitutters nedskrivninger var fortsat lave i 2023, på trods af at de højere renter øger gældsserviceringsgraden for boligejere og tærer på virksomhedernes robusthed, se kapitel 3, Kredit til husholdninger, og kapitel 4, Kredit til erhverv. Flere af institutterne nettotilbageførte endda nedskrivninger på udlån.

Det nuværende niveau for nedskrivningerne ligger væsentligt lavere end den gennemsnitlige nedskrivningsprocent for perioden 1975-2023. Der er udsigt til fortsat vækstafdæmpning i dansk økonomi, jf. Nationalbankens seneste prognose fra marts 2024.⁴⁴ Det betyder, at nedskrivningsprocenten på bankudlån kan stige de kommende år. En fremskrivning af bankernes samlede nedskrivningsprocent med udgangspunkt i denne prognose indikerer dog, at stigningen vil være begrænset. Det forventes, at bankernes samlede nedskrivningsprocent fortsat vil ligge under det historiske gennemsnit på 0,8 pct. i 2024-26, se figur 35.⁴⁵ En lignende fremskrivning af nedskrivningerne på realkreditudlån indikerer ligeledes, at nedskrivningsprocenterne i 2024-26 vil ligge væsentligt under det historiske gennemsnit på 0,13 pct.⁴⁶ Eftervirkningerne af de seneste års rentestigninger udgør dog stadig en betydelig risiko for udsigterne for dansk og international økonomi. Hvis vækstudsigterne forværres, vil det kunne medføre højere nedskrivninger. De estimerede nedskrivningsprocenter anvendes også i stresstestens grundforløb, se kapitel 7, Kapital og stresstest.

Institutterne kan supplere deres nedskrivningsbehov med ledelsesmæssige skøn, hvis forventede kredittab ikke bliver opfanget af nedskrivningsmodellerne, fx som følge af øgede makroøkonomiske risici. De systemiske kreditinstitutters samlede ledelsesmæssige skøn udgjorde ultimo 2023 omkring 36 pct. af de akkumulerede nedskrivninger, hvilket er omtrent uændret i forhold til ultimo 2022.

Samlet set vurderes det, at det sandsynligvis vil være lavere nettorenteindtægter frem for væsentligt højere nedskrivninger, der vil påvirke indtjening negativt de kommende år. Dette vil reducere institutternes første værn mod tab. Erfaringen fra tidligere kriser er dog, at det er store og abrupte stigninger i nedskrivningerne, som kan udfordre den finansielle stabilitet.

De systemiske kreditinstitutters kapitalisering, målt ved deres egentlige kernekapitalprocenter, er steget over de seneste fem år, se figur 36. Kreditinstitutterne er dermed blevet bedre kapitaliserede i denne periode. Der er samtidig foretaget regulatoriske stramninger⁴⁷ af kravene til de risikovægtede eksponeringer. Disse stramninger betyder, at institutterne skal holde mere kapital i forhold til deres samlede udlån.

I 2023 er kreditinstitutternes kapitalisering steget yderligere. Det skal bl.a. ses i lyset af, at den høje indtjening i 2023 har givet institutterne mulighed for både at øge deres kapitalisering og samtidig udbetale en høj andel af årets overskud i udbytte, se figur 37.⁴⁸

Nye kapitalkrav styrker den finansielle stabilitet

Efter finanskrisen er kravene til kreditinstitutters kapitalisering blevet øget markant. Det er sket gennem ny regulering, men også ved administrative tiltag, der bl.a. har strammet bankernes opgørelser af forventede kredittab fra udlån og hensættelser.⁴⁹ Tilsammen adresserer den nye regulering de væsentligste sårbarheder i det globale finansielle system, der viste sig under finanskrisen.⁵⁰

En stor del af den nye regulering har sit udspring i det internationale samarbejde i Baselkomiteen for Banktilsyn.⁵¹ Det har bl.a. betydet, at de danske penge- og realkreditinstitutter i dag er væsentligt bedre polstrede end tidligere. Det var også nødvendigt i betragtning af de udfordringer, som mange institutter havde under finanskrisen. Den bedre polstring afspejles i, at kreditinstitutterne har mere kapital i forhold til deres samlede udlån og aktiver, se figur 38. Det betyder, at institutterne har mere kapital til at absorbere tab og dermed er bedre i stand til at fortsætte deres bankdrift i tilfælde af en økonomisk krise.

Institutternes kapitalkrav øges, når sidste etape af baselkravene implementeres

De kommende år gennemføres den sidste etape af tilpasningen af de internationale anbefalinger til kapitalkrav, der startede efter finanskrisen. Det sker, når kapitalkravspakken⁵² indfases fra 2025 til udgangen af 2032, hvor kravene til kreditinstitutternes kapital gradvist øges. Kapitalkravspakken indeholder en lang række justeringer til gældende lovgivning. Særligt har der været fokus på introduktionen af et samlet gulvkrav for de risikovægtede eksponeringer. Gulvkravet fastlægger en nedre grænse for, hvor meget kapital institutterne skal holde i forhold til deres risikovægtede eksponeringer, se boks 4.⁵³ Gulvkravet forventes at få en betydning for institutternes kapitalkrav og blive det bindende krav for hovedparten af de største kreditinstitutter. De nye internationale kapitalkrav vil dermed yderligere forbedre robustheden i den finansielle sektor.

I Nationalbankens stresstest klarer alle institutter et hårdt stress

Nationalbanken foretager hvert halve år en stresstest af den finansielle sektor. Formålet med stresstesten er at vurdere, om de systemiske kreditinstitutter og de ikke-systemiske banker holder tilstrækkelig kapital til at overholde myndighedernes kapitalkrav i tre scenarier.⁵⁴ Stress-scenarierne afspejler den makroøkonomiske situation og de aktuelle risici og er i vid udstrækning på linje med scenarierne i analysen af den finansielle stabilitet for 2. halvår 2023.⁵⁵ Se boks 5 herunder for mere om scenarierne og bilag A2 for yderligere nøgletal for scenarierne.

Stresstesten viser, at alle institutter kan overholde det kombinerede bufferkrav i et hårdt recessionsscenarie. Institutterne holder samlet set en pæn overdækning til kapitalbufferkravet, men der er stor spredning i overdækningen på tværs af de individuelle institutter, se panelet længst til højre i figur 39.

Scenariet repræsenterer et stærkt forværret konjunkturforløb, hvor dansk økonomi rammes af et hårdt økonomisk tilbageslag. Her antages det, at den kontracykliske kapitalbuffer frigives. Institutterne skal sikre tilstrækkelig kapitalisering til at kunne modstå et sådant scenarie under hensyn til kommende lovkrav. Nationalbanken har derfor i stresstesten indregnet de forventede effekter af Europa-Kommissionens kapitalkravspakke fra og med 2025.⁵⁶ Ligeledes er de forventede effekter af en sektorspecifik systemisk buffer for ejendomsselskaber blevet indregnet fra 2. halvår 2024.

Ud over det hårde recessionsscenarie vurderes institutternes robusthed også i et recessionsscenarie, der repræsenterer et forværret konjunkturforløb. Her klarer alle institutterne scenariet med en god overdækning til kapitalbufferkravet, inklusive den kontracykliske buffer, se midterste panel i figur 39. Resultatet med udgangspunkt i grundforløbet er vist i panelet længst til venstre i figur 39.

Flere institutter kan blive udfordret i at overholde NEP-kravet under hårdt stress

Parallelt med kapitalkravene skal institutterne opfylde et krav til nedskrivningsegnede passiver, det risikobaserede NEP-krav. NEP-kravet bidrager til at sikre, at institutterne kan restruktureres eller afvikles uden brug af statslige midler, og uden at det får betydelige negative konsekvenser for den finansielle stabilitet.

I det hårde recessionsscenarie kan overdækningen til NEP-kravet blive en udfordring for flere institutter, hvis der opstår en etårig periode med begrænset mulighed for at udstede nye gældsinstrumenter.⁵⁷ I den hårde recession vil de systemiske kreditinstitutter samlet set have behov for yderligere knap 40 mia. kr. i 2. kvartal 2025. De ikke-systemiske kreditinstitutter vil samlet set have behov for yderligere knap 300 mio. kr.

Flere systemiske institutter kan blive udfordret under hårdt stress, hvis deres kapitalisering svarer til deres kapitalmålsætning

I tillæg til de regulatoriske krav fastlægger institutterne i dialog med Finanstilsynet individuelle kapitalmålsætninger. Kapitalmålsætningerne skal bidrage til at sikre, at institutternes kapitalisering er tilstrækkelig høj til, at de kan klare både et institutspecifikt og makroøkonomisk stress uden at bryde det kombinerede bufferkrav.⁵⁸ Nationalbanken har på den baggrund foretaget en supplerende stresstestberegning, hvor det antages, at institutterne ved stresstestens begyndelse har en kapitalprocent svarende til deres kapitalmålsætning.⁵⁹

Denne stresstest viser, at flere systemiske kreditinstitutter ikke ville være tilstrækkeligt kapitaliserede til at modstå en hård recession, hvis deres initiale kapitalprocent var på niveau med deres kapitalmålsætning, se figur 40. Samlet set ville de have en underdækning i forhold til bufferkravene på ca. 14 mia. kr. ved udgangen af 2026. Det indikerer, at flere institutter bør overveje at øge deres kapitalmålsætning.

Avancerede cyberangreb kan i værste fald true stabiliteten i den finansielle sektor. Det kan fx ske, hvis samfundskritiske funktioner, som varetages af en eller flere institutioner, begrænses, eller hvis tilliden til den finansielle sektor påvirkes. Cyberangreb kan desuden have konsekvenser, der rækker ud over det konkrete system, der angribes, i kraft af forbundethed. Samarbejde og informationsudveksling er derfor vigtigt for at sikre et højt vidensniveau og mulighed for koordinering på tværs af den finansielle sektor. Derudover er det væsentligt, at aktører i den finansielle sektor forbereder sig på scenarier, herunder alvorlige scenarier, for at være beredskabsmæssigt klar til at håndtere angreb eller andre driftsforstyrrelser.

Cybertruslen er betydelig og forværres af krig og geopolitiske spændinger

Center for Cybersikkerhed, CFCS, vurderer, at truslen fra cyberspionage og cyberkriminalitet er meget høj, mens truslen fra destruktive cyberangreb⁶⁰ mod danske mål vurderes lav. CFCS vurderer det dog sandsynligt, at statsstøttede hackergrupper forbereder sig på at kunne udføre destruktive cyberangreb mod kritisk infrastruktur i Danmark. Som følge af krigen i Ukraine vurderer CFCS desuden truslen fra cyberaktivisme som høj. Cybertruslen kan hurtigt ændre karakter, hvis den sikkerhedspolitiske situation eskalerer.⁶¹

Der arbejdes løbende med at øge cyberrobustheden og begrænse effekten af cyberangreb

Nationalbanken og den danske finansielle sektor har gennem en årrække arbejdet målrettet med forebyggende indsatser for at stoppe cyberangreb så tidligt som muligt og reducere skade. Der arbejdes både individuelt og i fællesskab med dette, bl.a. gennem Nationalbankens og den finansielle sektors initiativer i Finansielt Sektorforum for Operationel Robusthed, FSOR, og TIBER-DK.⁶²

Det er de finansielle institutioners eget ansvar at sikre stabil drift og operationel robusthed. I den finansielle sektor er der en høj grad af indbyrdes afhængigheder, hvilket betyder, at en hændelse ét sted kan påvirke andre steder i sektoren. Derfor er det også vigtigt, at de centrale finansielle aktører bidrager til fælles initiativer. FSOR er et offentlig-privat samarbejdsforum forankret i Nationalbanken, og her identificeres og adresseres operationelle risici, der kan true stabiliteten i den finansielle sektor.

Prioriteringen af initiativer foretages i fællesskab blandt FSOR's medlemmer på baggrund af en risikoanalyse, der opdateres halvårligt. I risikoanalysen inddrages en række forhold, fx trusselsbilledet, virksomhedernes egne observationer, ændringer i infrastrukturen og nye digitale løsninger⁶³ For at opnå viden om cybermodenheden i den danske finansielle sektor, foretager Nationalbanken hvert andet år en undersøgelse af cybermodenheden blandt centrale finansielle virksomheder, som besvarer en lang række spørgsmål om it-sikkerheden. Den seneste undersøgelse indikerer, at den finansielle sektor har et modent cybersikkerhedsniveau, dog med variationer blandt virksomhederne.⁶⁴

Ledelsesengagement på cybersikkerhedsområdet gør en positiv forskel for cybermodenheden, og hos nogle aktører i den finansielle sektor kan ledelsens engagement øges yderligere. Andre forbedringspotentialer er mere konkrete planer for genopretning og videreførelse af systemer og data.

Virksomhederne i FSOR har udviklet et værktøj, hvor finansielle virksomheder via en selvevaluering kan få tydeliggjort, hvor der med fordel kan arbejdes yderligere med at øge modenheden. Det er planen at videreudvikle værktøjet til at afspejle krav i kommende regulering. Derudover deler FSOR-medlemmerne viden og erfaringer om specifikke emner med henblik på at øge robustheden.

Nationalbanken og FSOR har også etableret et sektorberedskab, der har til hensigt at koordinere indsatsen i tilfælde af en operationel hændelse, der har potentialet til at påvirke den finansielle stabilitet.

Det er ikke muligt at gardere sig helt mod cybertruslen, og der er løbende brug for at øge cyberrobustheden. Det skyldes ændringer i cyberaktørers evner og metoder samt øgede geopolitiske spændinger, der med kort varsel kan påvirke trusselsbilledet. Flere stater og organiserede kriminelle grupper har kapacitet til at udføre destruktive cyberangreb, men det er aktuelt mindre sandsynligt, at de har til hensigt at ramme Danmark.⁶⁵ Det er derfor vigtigt, at der i den finansielle sektor løbende arbejdes målrettet med beredskabsplanlægning og evnen til at håndtere alvorlige cyberhændelser. I tillæg til arbejdet forbereder Finanstilsynet i samarbejde med Nationalbanken en test, hvor aktører i den finansielle sektor skal håndtere et tænkt scenarie for it-nedbrud, der indebærer risiko for påvirkning af den finansielle stabilitet. Formålet med testen er at undersøge cyberrobustheden blandt disse aktører.

EU-fokus på at øge cyberrobusthed via læring fra trusselsbaserede test

Øget cyberrobusthed i alle samfundskritiske sektorer og i alle medlemsstater er i fokus i EU, bl.a. i kraft af NIS2-direktivet og DORA-forordningen,⁶⁶ der har til formål at sikre et højt fælles sikkerhedsniveau ved at modernisere og harmonisere lovgivningen på området. Blandt andet bliver der indført nye krav om indberetninger af hændelser og overblik over leverandørkæderne, inklusive cloud-udbydere.

I 2025 bliver trusselsbaserede test af væsentlige finansielle virksomheder lovpligtige i EU som følge af DORA. Med DORA udbredes testmetoden fra TIBER til hele EU for at skabe læring om at modgå avancerede cybertrusler. Nationalbanken er myndighed for TIBER-DK, se boks 6. For at efterleve DORA er det nødvendigt med tilpasninger i dansk finansiel regulering, og Folketinget har derfor vedtaget en lov⁶⁷, som bemyndiger erhvervsministeren til at udpege en myndighed for trusselsbaserede test. Bemyndigelsen forventes anvendt til at fastsætte regler, der udpeger Danmarks Nationalbank som myndighed for trusselsbaserede test i den danske finansielle sektor.

Datagrundlag i analysen

I analysen anvendes betegnelsen kreditinstitutter, når emnet omfatter både penge- og realkreditinstitutdelen af forretningen. Betegnelsen bank benyttes, når der specifikt tales om pengeinstituttet. Institutterne fremgår af tabel A1.

Analysen af danske kreditinstitutters indtjening, likviditet og kapitalgrundlag omfatter 9 systemiske kreditinstitutter, som er udpeget af Finanstilsynet i 2023. Analysen inkluderer også de ikke-systemiske banker. Denne gruppe udgøres af institutterne i gruppe 2 i Finanstilsynets størrelsesgruppering for 2023 med undtagelse af Danmarks Skibskredit, som er udeladt på grund af sin forretningsmodel. Gruppeinddelingen er gældende bagud i tid.

I analyse og vurdering af udlånsaktivitet fokuseres på grupperingen af store og mellemstore banker fra Nationalbankens udlånsundersøgelse. Store banker udgøres af Finanstilsynets gruppe 1 og Nordea Danmark, mens mellemstore banker udgøres af Finanstilsynets gruppe 2 og Santander Consumer Bank.