Låneregler i lyset af højere renter

Danske penge- og realkreditinstitutter er underlagt en række regler for finansiering af ejerboliger. Regelsættet blev implementeret i en periode, hvor pengepolitikken var lempelig, og hvor renterne var betydeligt lavere end i dag. Formålet med lånereglerne har derfor bl.a. været at beskytte boligejerne mod risici som stigende renter eller faldende boligpriser samt at sikre, at institutterne ikke slækker på kreditstandarderne.¹

Lånereglerne begrænser især de låntagere, der ønsker at gældsætte sig hårdest. Regelsættet indeholder således grænser for bl.a. boligens belåningsgrad, boligejerens gæld i forhold til indkomst (gældsfaktor) samt adgangen til lån med afdragsfrihed og variabel rente. Tabel 1 giver et overblik over de låneregler, som er implementeret på området siden 2013. Det fremgår, at boligkøberes udbetaling skal udgøre mindst 5 pct. af boligens værdi, ligesom lån med afdragsfrihed og variabel rente ikke må bevilges, når både gældsfaktor og belåningsgrad er høje. Herudover må der generelt kun bevilges afdragsfrihed og variabel rente til låntagere, der vil kunne betale renter og afdrag på et tilsvarende lån med fast rente og afdrag. Reglerne i Vækstvejledningen er kun gældende i Storkøbenhavn og Aarhus. Det gælder fx det såkaldte rentestress, hvor låntagere der ønsker variabel rente, skal kreditvurderes ud fra en højere rente end andre låntagere.

Lånereglerne begrænser låntagerne på forskellige måder. Udbetalingskravet, rentestresset samt reglen om at kunne servicere et fastforrentet lån med afdrag er ”hårde” regler i den forstand, at der i udgangspunktet ikke må ydes lån udover grænseværdierne. Gældsfaktorreglen i God skik er omvendt en ”blød” regel i den forstand, at den kun begrænser hvilke låntyper låntager kan vælge, hvis belåningen er udover grænseværdierne.

Lånereglerne er implementeret i forbrugerbeskyttelseslovgivningen (God skik) eller i Ledelsesbekendtgørelsen (Vækstvejledningen). De danske låneregler har derfor ikke hjemmel i lovgivning, der adresserer risici for det samlede finansielle system. I praksis kan låneregler, der har forbrugerbeskyttelse som formål, have samme effekt på den finansielle stabilitet som låneregler implementeret med finansiel stabilitet som formål. Der kan dog også være tilfælde, hvor det ikke er sådan. Hvis hensyn til den finansielle stabilitet fx ville kræve tiltag, der var strammere end, hvad der kan begrundes af forbrugerbeskyttelseshensyn, ville de ikke kunne implementeres i God skik. Implementeringen i forbrugerbeskyttelseslovgivningen betyder også, at institutterne har en vis fleksibilitet til at fravige reglerne, hvis deres vurdering af den enkelte kunde kan begrunde det.

Myndigheder i andre lande har indført låneregler, der ligner de danske. I denne analyse fokuseres på effekten af højere renter på de danske låneregler, men konklusionerne flugter generelt med andre landes erfaringer, jf. bl.a. ECB (2023). Flere af de danske låneregler adresserer risici relateret til lavrentemiljøet. Lave nominelle renter – eller lempelig pengepolitik generelt – kan have utilsigtede konsekvenser for den finansielle stabilitet, fx som følge af øget risikotagning, jf. bl.a. De Nicolò et al. (2010) og Lian et al. (2019). Låneregler dæmper på den ene side pengepolitikkens gennemslag ved at reducere nogle husholdningernes mulighed for at udnytte de lave renter fuldt ud til at øge deres gældsætning. Pengepolitik og låneregler kan dog også komplementere hinanden, fordi låneregler gør det finansielle system mere stabilt, jf. bl.a. Laeven et al. (2022). Låneregler kan derfor gøre det pengepolitiske gennemslag større, fordi pengepolitikken virker gennem bankerne og det finansielle system mere generelt. Dermed bidrager låneregler til at gøre det finansielle system mere stabilt. Analysen vil i det følgende fokusere på lånereglerne, og hvordan de begrænser låntagere, når renterne ændrer sig.

Renteniveauet påvirker, hvilken regel der binder først

De højere renter siden 2022 har påvirket, hvilke låneregler der binder først, jf. figur 1. Figuren illustrerer, hvor meget en typisk boligkøber maksimalt kan låne, indtil reglerne bliver en begrænsning. En typisk boligkøber er defineret som en familie med to voksne og to børn, og som har en indkomst og udbetaling svarende til medianen, se boks 1 for en detaljeret beskrivelse af forudsætninger. For at illustrere betydningen af renteudviklingen for lånereglerne er indkomster og udbetaling holdt konstante, så det kun er renterne, der varierer over tid.

Ved et lavt renteniveau som i 2020 var den første bindende låneregel God skiks regel vedr. gældsfaktor. Den typiske boligkøber kunne således låne op til 3,6 mio. kr. uden at blive begrænset af låneregler. Ved et større lånebeløb bliver gældsfaktoren større end 4, hvormed God skiks regel vedr. gældsfaktor begrænser boligkøberen.²

Ved højere renter som i 2023 er det i stedet Vækstvejledningens rentestress, der er første bindende låneregel. Rentestresset gælder for boligkøbere i Storkøbenhavn og Aarhus, der ønsker variabel rente, mens det i resten af landet – eller for boligkøbere, der ikke ønsker variabel rente – er reglen om at kunne servicere et fastforrentet lån med afdrag, der er første bindende regel med renter som i 2023. Reglen om at kunne servicere fast rente og afdrag udgør generelt en øvre grænse for, hvor stort et lån institutterne kan tilbyde.³

Ændringen i, hvilken låneregel der binder først, efter renterne er steget, skyldes først og fremmest, at den typiske boligkøber kan servicere en lavere gæld ved højere renter – og dermed også en lavere gæld i henhold til rentestressets krav om at kreditvurdere ud fra en rente på mindst fire procent eller 1 procentpoint højere end den aktuelle lange rente. Omvendt påvirkes lånebeløbet i forhold til gældsfaktorreglerne ikke direkte af renteudviklingen, idet det her kun er indkomsten før skat, der har betydning.⁴

Renteniveauet påvirker således, hvornår de enkelte låneregler binder. Reglerne vedr. gældsfaktor er ofte den første begrænsning, når renterne er relativt lave, og det er billigt at låne penge. Når renterne er højere, vil det typisk være reglerne, der vedrører låntagers evne til at servicere gælden, der binder først.

Før lånereglerne: Mulighed for store lån ved afdragsfrihed og variabel rente

Flere af lånereglerne begrænser adgangen til afdragsfrihed. Det gælder bl.a. for den først indførte regel fra 2013 om, at låntagere skal kreditvurderes i forhold til fast rente og afdrag for at kunne blive bevilget afdragsfrihed eller variabel rente. Før 2013 var det op til det enkelte institut at fastlægge, hvor stort et afdragsfrit lån deres kunder kunne tilbydes.

Reglen om at låntagere skal kreditvurderes i forhold til ydelsen på et lån med fast rente og afdrag reducerede det maksimale lånebeløb ved afdragsfrihed og variabel rente betydeligt, jf. figur 2. Med renter og indkomster som i 2020 ville den typiske boligkøber principielt kunne have et minimumsforbrug og samtidig servicere en førsteårsydelse, der modsvarer en samlet gæld på 10,6 mio. kr. Det svarer til 12 gange indkomsten før skat. Kombinationen af afdragsfrihed og variabel rente kunne derfor muliggøre nogle meget store lån. Figuren viser, hvad der potentielt kunne være muligt og ikke, om institutterne rent faktisk ville bevilge så store lån, eller om boligkøbere generelt ville ansøge om lån i den størrelse. I årene før finanskrisen, hvor der ikke var regler i forhold til afdragsfrihed, blev der dog bevilget mange store lån i forhold til låntagernes indkomster, jf. bl.a. Nationalbanken (2017).

Samlet set har lånereglerne begrænset muligheden for høj gældsætning. Virkningen var størst, da renterne var lave. Således har lånereglerne bidraget til, at de meget lave renter i perioden 2010-2021 ikke slog fuldt igennem på institutternes låneudmålinger. Nogle boligkøbere har derfor kunnet låne færre penge, end de ville have kunnet, hvis der ikke havde været låneregler. Lånereglerne har derfor bidraget til, at lavrentemiljøet ikke slog fuldt igennem på både gældsætning og boligpriser.

Mange boligkøbere vælger at låne færre penge end det maksimale lånebeløb i henhold til lånereglerne. Hvor det foregående afsnit illustrerede det maksimale lånebeløb for hver af lånereglerne, belyser dette afsnit i stedet, hvordan lånereglerne begrænser boligkøbere afhængig af, hvor stor en del af deres indkomst de bruger på at betale renter og afdrag på boliggælden. Udgangspunktet er således ikke, hvor meget den typiske boligkøber maksimalt ville kunne låne i henhold til lånereglerne, men i stedet hvor meget de kan låne, når summen af rente- og afdragsbetalinger udgør en fast andel af indkomsten.

Lånereglerne udgør ikke en begrænsning for den typiske boligkøber med en gældsserviceringsgrad svarende til medianen, jf. figur 3. Gældsserviceringsgraden, DSTI, er defineret som summen af renter og afdrag i forhold til indkomsten efter skat. De vandrette linjer udtrykker lånebeløbet, hvor den første låneregel binder, som illustreret i forrige afsnit. Lånebeløbet for den typiske boligkøber med en DSTI svarende til medianen ligger under det maksimale beløb i henhold til lånereglerne – både ved et renteniveau som i 2020 og 2023. En typisk boligkøber med DSTI svarende til medianen kan derfor principielt låne flere penge i henhold til lånereglerne, men vælger ikke at gøre det.

For boligkøbere med en høj DSTI på 30 pct. påvirker renteniveauet omvendt, hvorvidt lånereglerne udgør en begrænsning. Da renterne var lave som i 2020, ville en høj gældsserviceringsgrad på 30 pct. indebære, at grænserne i én eller flere låneregler ville blive brudt. Det skyldes, at boligkøbere kan servicere en stor gæld i forhold til indkomsten, når renterne er lave. Reglerne vedr. gældsfaktor vil derfor typisk udgøre en begrænsning ved lave renter. Når renterne er højere, begrænser lånereglerne ikke den typiske boligkøber med en høj DSTI. Det skyldes, at renter på cirka 5 pct. og en DSTI på 30 pct. indebærer et lånebeløb, der er mindre end fire gange indkomsten. Samtidig er det mindre, end hvad der kan lånes i henhold til de andre låneregler.

Når det er billigt at låne penge, bliver flere låntagere begrænset af lånereglerne

I det følgende tages udgangspunkt i, hvordan boligkøbere med en høj DSTI på 30 pct. begrænses af lånereglerne over tid. Hvordan lånereglerne binder den typiske boligkøber med høj DSTI over tid, er illustreret i figur 4. Den turkis kurve viser det maksimale lånebeløb ved et minimumsforbrug og svarer til lånebeløbet ved en kreditvurdering baseret på fast rente og afdrag. Dette beløb udgør den maksimale belåning i henhold til lånereglerne.

Den røde kurve illustrerer lånebeløbet for den typiske boligkøber med en gældsserviceringsgrad på 30 pct. Faldet i dette lånebeløb omkring 2021 afspejler de stigende realkreditrenter. Den grå kurve illustrerer lånebeløbet, indtil første låneregel bliver en begrænsning. Frem til og med første kvartal 2022 er lånebeløbet ved en DSTI på 30 pct. højere end lånebeløbet, indtil første regel bliver en begrænsning. Herefter begrænser lånereglerne ikke den typiske boligkøber med en DSTI på 30 pct.⁵ Lånereglerne har derfor bidraget til at reducere risici relateret til lavrentemiljøet: Når renterne er relativt lave, bliver flere låntagere således begrænset af lånereglerne.⁶

Lånereglerne har været relativt robuste i forhold til at begrænse den maksimale låneudmåling på lån med afdragsfrihed og variabel rente

Formålet med flere af lånereglerne er at begrænse adgangen til afdragsfrihed. Figur 5 illustrerer, hvordan den typiske boligkøber, der ønsker fuld afdragsfrihed og variabel rente på realkreditlånet, begrænses af lånereglerne. Det adskiller sig fra figur 3 og 4, som illustrerede, hvordan lånereglerne begrænser den typiske boligkøber, når der tages udgangspunkt i en realkreditfinansiering med fast rente og afdrag.

Med lave renter som i 2020-21 kunne den typiske boligkøber med høj DSTI servicere en førsteårsydelse på et afdragsfrit lån med variabel rente på omkring 8 mio. kr., jf. figur 5. I praksis ville den typiske boligkøber dog låne et betydeligt mindre beløb, da den første låneregel binder ved et lånebeløb på 3,6 mio. kr., jf. den grå kurve.

Over tid har lånereglerne været relativt robuste i forhold til at begrænse adgangen til fuld afdragsfrihed og variabel rente. Den typiske boligkøber med høj DSTI begrænses af låneregler gennem hele perioden, mens også en typisk boligkøber med lavere DSTI blev begrænset, da renterne var lave som i 2020-21. Efter renterne er steget, udgør lånereglerne generelt ikke samme begrænsning i forhold til afdragsfrihed og variabel rente. Det skyldes især, at ydelsesbesparelsen ved afdragsfrihed mindskes, når renterne stiger.

Data for boligkøbere generelt: Højere renter har betydet, at færre boligkøbere med høj gældsserviceringsgrad begrænses af reglerne vedr. gældsfaktor

Hvor de foregående afsnit var baseret på en analyse af en typisk boligkøber, anvendes der i de følgende afsnit data for alle boligkøbere over perioden 2020-23. Der tages fortsat udgangspunkt i, om lånereglerne ville udgøre en begrænsning, hvis boligkøberen valgte en høj gældsserviceringsgrad på 30 pct. Billedet er grundlæggende det samme som ved analysen af den typiske boligkøber: Lånereglerne begrænser i dag færre boligkøbere med en høj gældsserviceringsgrad end tidligere, jf. figur 6. I 2020-21 ville de fleste boligkøbere således være omfattet af en eller flere låneregler, hvis lånebeløbet skulle modsvare en gældsserviceringsgrad på 30 pct., mens det i 2023 kun var omkring en fjerdedel af boligkøberne med høj gældsserviceringsgrad, der ville blive begrænset.

Det er især reglerne vedr. låntagers gældsfaktor, der ikke udgør samme begrænsning, efter renterne er steget. Udbetalingskravet og rentestresset udgør omvendt en relativt konstant begrænsning over tid for boligkøberne med høj gældsserviceringsgrad. Den relativt konstante andel af boligkøbere, der begrænses af fx udbetalingskravet, skyldes, at indkomster og udbetaling ikke ændrer sig meget fra kvartal til kvartal, hvorfor andelen, der begrænses af udbetalingskravet ved en gældsserviceringsgrad på 30 pct., heller ikke gør.⁷ To forhold kan forklare, hvorfor rentestigningerne ikke får flere boligkøbere med en DSTI på 30 pct. til at blive begrænset af rentestresset eller reglen om at kunne servicere et fastforrentet lån med afdrag. På den ene side betyder højere renter, at de to regler binder ved et lavere lånebeløb. På den anden side indebærer højere renter også et lavere lånebeløb for boligkøberen, der ønsker en gældsserviceringsgrad på 30 pct. Stigende renter indebærer derfor ikke nødvendigvis, at flere boligkøbere begrænses af de to låneregler, når det ses relativt til, hvordan stigende renteudgifter begrænser boligkøbere med et fast budget til at betale renter og afdrag på 30 pct. af indkomsten.

Ikke stor forskel på, hvordan både unge og ældre boligkøbere begrænses af lånereglerne over tid sammenlignet med øvrige boligkøbere

Lånereglerne begrænser boligkøbere forskelligt, fordi boligkøbere har forskellige indkomst- og formueforhold. Fælles for alle boligkøbere er dog, at lånereglerne i højere grad udgør en begrænsning, når renterne er lave, jf. figur 7 og 8. Det gælder for både førstegangskøbere under 35 år og for boligkøbere på over 60 år.

Relativt flere boligkøbere over 60 år begrænses af lånereglerne, hvis lånebeløbet svarer til en DSTI på 30 pct. Det skyldes især, at boligkøberne over 60 år som gruppe har en lavere indkomst, og at de derfor vil få en høj gældsfaktor ved et lavere lånebeløb end andre boligkøbere.⁸ Dog låner boligkøbere over 60 år oftere færre penge end andre grupper. Derfor er der ikke stor forskel på, i hvor høj grad lånereglerne binder for boligkøbere, der har en DSTI svarende til medianen for de forskellige grupper, jf. figur 8. Førstegangskøbere under 35 år med en DSTI svarende til medianen for førstegangskøbere begrænses relativt oftere af lånereglerne end andre grupper, hvilket først og fremmest skal ses i lyset af, at de som gruppe hyppigere har en højere DSTI end øvrige boligkøbere.

I dette afsnit belyses udviklingen i en række variable, der påvirkes af renter og låneregler. Hvor det foregående afsnit illustrerede, at lånereglerne generelt begrænser flere boligkøbere, når renterne er relativt lave, beskriver dette afsnit den faktiske udvikling i aggregerede variable som gældsfaktor, gældsserviceringsgrad mv.

De højere renter fra 2022 er gået hånd i hånd med, at det samlede nyudlån til boligkøbere med en gældsfaktor større end 4 er faldet, jf. figur 9. Andelen af boligkøbere, hvor den samlede gæld overstiger fire gange husstandsindkomsten før skat, er således faldet fra i omegnen af 30 pct. i 2020-21 til under 15 pct. i 2023. Faldet kan skyldes, at det er blevet dyrere at servicere gælden, hvorfor boligkøbere generelt låner færre penge i forhold til deres indkomst. For fastholdt belåningsgrad vil gældsfaktoren herudover også mekanisk falde, når boligpriserne falder, samtidig med at boligkøbernes indkomster stiger.

De højere renter har også påvirket boligkøbernes gældsserviceringsgrader. I 2023 anvendte boligkøbere en større del af deres disponible indkomster på at betale renter og afdrag på deres boliggæld i forhold til tidligere. Det gælder både for medianen og for 90 pct.-fraktilen. Stigningen i de faktiske gældsserviceringsgrader kan bl.a. tilskrives, at lånereglerne begrænser færre boligkøbere, jo højere renterne er, jf. afsnit 2.

Hvis boligkøbere benytter en fast del af indkomsten på at betale renter og afdrag på boliggælden, vil højere renter alt andet lige indebære, at de må købe en billigere bolig. Når boligkøbere i stedet har været villige til – og haft mulighed for – at bruge en større del af indkomsten på at servicere boliggælden, så må det alt andet lige have været understøttende for boligpriserne. De stigende gældsserviceringsgrader siden 2022 kan dermed bidrage til at forklare, hvorfor boligprisfaldet har været relativt behersket, efter pengepolitikken blev strammet, jf. bl.a. Danmarks Nationalbank (2024).

De højere gældsserviceringsgrader i takt med de højere renter kan på den ene side afspejle ændrede præferencer blandt boligkøbere i forhold til, hvor meget renter og afdrag skal fylde i budgettet. De højere gældsserviceringsgrader kan dog også afspejle, at lånereglerne under lavrentemiljøet kan have forhindret nogle boligkøbere i at låne lige så meget, som de ville have gjort i en verden uden låneregler.⁹ Grænser for gældsfaktor indebærer fx alt andet lige lavere gældsserviceringsgrader.

Endelig kan de stigende gældsserviceringsgrader også skyldes, at de relativt høje pris- og lønstigninger hurtigere udhuler den reale værdi af gælden. Den initiale ydelse på boligfinansieringen bliver således hurtigere til en lavere ydelse i reale termer, når lønstigningerne er relativt høje, hvormed boligejerens evne til at betale den samme nominelle gæld bliver nemmere. Boligkøbere kan derfor være mere villige til acceptere høje initiale renteudgifter i perioder med relativt høje lønstigninger, fordi den reale rentebyrde efter nogle år forventes at være lavere.

Flere afdragsfrie lån med variabel rente

Tendensen med faldende gældsfaktor og stigende gældsserviceringsgrad er faldet sammen med en stigning i andelen af boligkøbere, der bevilges afdragsfrie lån med variabel rente, jf. figur 10. Andelen af boligkøbere med denne låntype er således steget fra omtrent 10 pct. før rentestigningerne til 15-25 pct. efter. Udviklingen dækker over, at nyudlånet med variabel rente er steget, mens det samlede afdragsfrie nyudlån er faldet. At relativt flere boligkøbere kan bevilges afdragsfrie lån med variabel rente, flugter med, at færre boligkøbere har en gældsfaktor større end 4. Det skyldes, at lånereglerne er mindre restriktive i forhold til at få afdragsfrihed og variabel rente, når gældsfaktoren er under 4.

Hvor det afdragsfrie nyudlån med variabel rente er steget, er det samlede nyudlån med afdragsfrihed faldet. Det kan skyldes flere forhold. For det første er ydelsesbesparelsen ved at vælge afdragsfrihed blevet mindre, efter renterne er steget. Det kan tilskynde låntagere til i højere grad at vælge lån med afdrag. For det andet er afdrag en form for opsparing, og når gevinsten ved at spare op stiger som følge af højere renter, bliver det også mere attraktivt at vælge lån med afdrag.

Lånereglerne giver institutterne en vis fleksibilitet i forhold til at kunne yde lån udover regelsættets grænser. Nogle af undtagelsesmulighederne står eksplicit i reglerne, mens andre kan baseres på en konkret vurdering af den enkelte kunde. Ældre boligejere, der ønsker at spare ”ned” i deres bolig, behøver under visse forudsætninger ikke at blive kreditvurderet til at kunne betale afdrag, ligesom udbetalingskravet på 5 pct. skal ”vurderes i forhold til den konkrete kunde og kan fraviges i både op- og nedadgående retning”, jf. Finanstilsynet (2023a). Et tredje eksempel er, at unge kunder kan undtages fra Vækstvejledningens gældsfaktorregel, hvis de har gode jobudsigter og vælger fast rente og afdrag. Lånereglernes fleksibilitet adskiller sig fra reglerne i Lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., hvor den øvre LTV-grænse ved realkreditfinansiering udgør 80 pct., uanset om en konkret vurdering af den enkelte kunde måtte retfærdiggøre en højere belåning.¹⁰ De to regelsæt har dog forskellige formål. Formålet med Lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. er at beskytte obligationsinvestorerne, mens formålet med lånereglerne, der behandles i denne analyse, er forbrugerbeskyttelse mv.

Institutterne har over perioden 2020-23 bevilget en relativt konstant andel af lån, der ligger udover grænserne i forhold til udbetalingskravet og reglerne for låntagers gældsfaktor, jf. figur 11.¹¹ Således bevilges omkring 9-12 pct. af det samlede nyudlån til boligkøb til boligkøbere med enten lav udbetaling eller en høj gældsfaktor og en låntype, der i udgangspunktet ikke er tilladt i henhold til God skik-reglerne. Der har været en faldende tendens i 2023, hvilket afspejler, at færre boligkøb har resulteret i en gældsfaktor, der er større end 4.¹²

At der bevilges lån udover grænserne, er ikke nødvendigvis det samme som, at reglerne brydes, jf. fleksibiliteten i regelsættet. Den relativt konstante andel afvigelser over tid kan indikere, at institutterne har haft samme tilgang til at bevilge lån udover grænserne både før og efter rentestigningerne. De højere renter har derfor ikke ændret på den del af kreditpolitikken, der vedrører sandsynligheden for, at lån kan bevilges udover grænserne i lånereglerne.

Førstegangskøbere og boligkøbere med lave indkomster bevilges oftere lån udover lånereglernes grænseværdier

Nogle typer af boligkøbere vil alt andet lige oftere blive begrænset af reglerne end andre grupper. Hvilke grupper der oftere bevilges lån udover grænserne, kan belyses i en statistisk model, jf. tabel 2. Tabellen viser karakteristika for de boligkøbere, der hyppigere bevilges lån udover lånereglernes grænseværdier. Et positivt fortegn betyder, at hyppigheden for den enkelte variabel er større, når der kontrolleres for de øvrige variable. Ligesom figur 11 er det kun udbetalingskravet og God skiks regel vedr. gældsfaktor, der betragtes.

Tabel 2 viser, at institutterne oftere bevilger lån udover lånereglernes grænseværdier til bl.a. førstegangskøbere, som udgør 65 pct. af boligkøberne blandt de lån, der er bevilget udover grænseværdierne og 41 pct. blandt boligkøberne, der ikke gør.¹³ Yngre boligkøbere bevilges også oftere lån udover grænseværdierne, og det samme gør boligkøbere med relativt lave indkomster og formuer. Det kan afspejle, at yngre førstegangskøbere i højere grad end andre kan have udsigt til højere indkomst i de kommende år efter boligkøbet, hvilket kan begrunde, at der ydes lån udover grænseværdierne. Det negative fortegn på indkomst og formue kan herudover afspejle, at boligkøbere med højere indkomster og formuer i mindre grad har behov for at låne op til grænseværdierne. Fleksibiliteten i lånereglerne benyttes således til at kunne tilgodese boligkøbere med relativt lave indkomster, hvilket er i tråd med reglernes hjemmel i forbrugerbeskyttelseslovgivningen.

Hvis husstanden, der køber bolig, består af to voksne, er sandsynligheden for at få et lån udover lånereglernes grænser alt andet lige større, ligesom flere hjemmeboende børn også er forbundet med en højere sandsynlighed. Der er dog ikke stor forskel på den gennemsnitlige familiestørrelse på tværs af boligkøbere, der bevilges et lån udover grænserne, og dem som ikke gør, jf. kolonne 2 og 3.

Der er også geografiske forskelle på, hvordan institutterne bevilger lån udover lånereglernes grænser. Hyppigheden er alt andet lige større ved boligkøb i Storkøbenhavn og Aarhus såvel som i kommuner uden for de større byer. Omvendt er sandsynligheden så tilsvarende lavere i de større provinsbyer, som er referencegruppe i regressionen. Der er dog ikke store geografiske forskelle på lån, der er blevet bevilget over eller under lånereglernes grænseværdier.

Danmarks Nationalbank (2017), Risici er under opbygning i den finansielle sektor, Danmarks Nationalbank Analyse (Finansiel Stabilitet – 2. halvår), nr. 23, november.

Danmarks Nationalbank (2024), Udsigter for dansk økonomi, Inflationen er på rette kurs, men der er fortsat et vist inflationspres, Danmarks Nationalbank Analyse (Udsigter for dansk økonomi), nr. 2, marts.

De Nicolò, G., G. Dell’Ariccia, L. Laeven og F. Valencia (2010), Monetary Policy and Bank Risk Taking, IMF staff position note, SPN/10/09.

Det Systemiske Risikoråd (2017), Henstilling om begrænsning af risikable låntyper ved høj gældsætning.

ECB (2023), Evolution of mortgage lending standards at the turn of the housing market cycle, Macroprudential Bulletin – Focus, no. 22.

Erhvervsministeriet (2023), Bekendtgørelse nr. 1514 af 6. december 2023 om god skik for boligkredit.

Finanstilsynet (2023), Vejledning nr. 9458 af 1. juni 2023 til bekendtgørelse om god skik for boligkredit.

Finanstilsynet (2023), Vejledning nr. 9299 af 20. april 2023 om forsigtighed i kreditvurderingen ved belåning af boliger i vækstområder mv.

Laeven, L. A. Maddaloni og C. Mendicino (2022), Monetary policy, macroprudential policy, and financial stability, ECB discussion papers, no. 2647.

Lian, C., Y. Ma, C Wang (2019), Low Interest Rates and Risk-Taking: Evidence from Individual Investment Decisions, The Review of Financial Studies, 32, 6, pp. 2107-2148.

Udvalget om finanskrisens årsager (2013), Den finansielle krise i Danmark – årsager, konsekvenser og læring, Erhvervsministeriet.

Analysen består af en dansk og engelsk version. I tilfælde af tvivl om oversættelsens korrekthed gælder den danske version.

Redaktionen er afsluttet 23. maj 2024