Analyser fokuserer på aktuelle emner, som er særlig relevante for Nationalbankens formål. Analyserne kan også indeholde Nationalbankens anbefalinger. Her finder du bl.a. vores prognose for dansk økonomi og vores vurdering af den finansielle stabilitet. Analyser henvender sig til dig, der har en bred interesse for økonomiske og finansielle forhold.

Strategimeddelelse
Nr. 19

Strategi for statens låntagning i 2025

Dansk økonomi står fortsat stærkt ved indgangen til 2025. Inflationen har stabiliseret sig på et lavt niveau, og økonomien er fortsat kendetegnet ved høj beskæftigelse, betydeligt overskud på betalingsbalancen og overskud på de offentlige finanser. Statens finansieringsbehov for 2025 ventes at være begrænset. I lighed med 2024 fastsættes sigtepunktet for statens obligationsudstedelser til 65 mia. kr. for statsobligationer, hvoraf op til 10 mia. kr. udstedes som grønne obligationer under et opdateret Green Bond Framework. Statens kortfristede låneprogrammer (skatkammerbeviser og commercial papers) fastsættes til maksimalt at udgøre 25 mia. kr. samlet set ultimo året, med mulighed for variation i udeståendet inden for året. Derudover udstedes en kortfristet obligation i udenlandsk valuta under statens EMTN-program.



Hovedbudskaber

Hvorfor er det vigtigt?

Det er Nationalbanken, der på vegne af finansministeren varetager forvaltningen af statens låntagning og gæld. Det betyder, at Nationalbanken på baggrund af finansloven og input fra Finansministeriet udarbejder en strategi for statens låntagning, så den matcher statens årlige finansieringsbehov. Strategien godkendes af Finansministeriet.

Strategien for statens låntagning skal sikre, at statens finansieringsbehov dækkes til lavest mulige langsigtede låneomkostninger under hensyntagen til et acceptabelt risikoniveau. Herudover sigtes der mod at lette statens adgang til kapitalmarkederne på længere sigt. Formålet er også, at statens udstedelser skal være med til at understøtte et velfungerende indenlandsk kapitalmarked.

Strategien for statens låntagning udgives to gange om året. Under ekstraordinære omstændigheder kan Nationalbanken foretage ændringer af strategien uden for de halvårlige udgivelser – det var fx tilfældet under coronapandemien, hvor statens lånebehov steg kraftigt på kort tid.

"På baggrund af Finansministeriets seneste prognose forventes et samlet finansieringsbehov på 82 mia. kr. i 2025."