Analyser fokuserer på aktuelle emner, som er særlig relevante for Nationalbankens formål. Analyserne kan også indeholde Nationalbankens anbefalinger. Her finder du bl.a. vores prognose for dansk økonomi og vores vurdering af den finansielle stabilitet. Analyser henvender sig til dig, der har en bred interesse for økonomiske og finansielle forhold.
Bankerne bør holde krudtet tørt
Kreditinstitutterne er indtil nu kommet nådigt igennem krisen. Staten har med en række hjælpepakker holdt hånden under store dele af dansk er-hvervsliv. Men institutterne må forberede sig på, at ordningerne ikke varer ved. I takt med at de statslige hjælpepakker udfases, må de forvente flere konkurser og kredittab. Usikkerheden er fortsat meget stor, og institutterne bør være tilbageholdende med at planlægge udbyttebetalinger.