Nyt kan være en nyhedsartikel i sig selv eller er en appetitvækker, der giver et hurtigt indblik i en af Nationalbankens længere publikationer. Serien er for dig, der har brug for et let overblik og godt kan lide en tydelig vinkling.

Modeller

Nye værktøjer til vurdering af økonomien

Nationalbanken har under coronakrisen taget nye værktøjer i brug i det løbende arbejde med at overvåge dansk økonomi. Det er bl.a. modeller, der her og nu kan give et indtryk af udviklingen i bruttonationalproduktet, BNP. De såkaldte nowcastingmodeller er avancerede statistiske modeller, der løbende bearbejder en lang række nøgletal og realtidsindikatorer. I modellerne indgår tal for beskæftigelse, ledighed, inflation, hussalg og mange andre nøgletal, i takt med at de bliver offentliggjort. På den måde er modellerne i stand til løbende at komme med skøn for BNP i det aktuelle kvartal.