I det vestlige Lilleasien begyndte man i 600-tallet f.v.t. at præge mønter med en troværdig angivelse af vægt og indhold af ædelmetal. Det betød, at man kunne nøjes med at tælle mønterne ved en handel i stedet for at kontrollere dem grundigt. Det lagde grundstenene til den pengeøkonomi, vi kender i dag.
En klar reference til kongemagten
Den første officielle danske mønt stammer fra år 995 og kaldes "Svend Tveskæg-mønten". Svend Tveskæg var den første regent, der fik sit navn på en dansk mønt. Mønten blev lavet i allerhøjst 20.000 eksemplarer. Svend Tveskæg-mønten anses som den første officielle danske mønt, fordi det var den første danske mønt med kongens og landets navn på. Men arkæologiske fund har vist, at der har været mønter i Danmark længe før Svend Tveskæg.
Helt fra man begyndte at fremstille danske mønter, har der været tradition for, at mønterne indeholder en klar reference til kongemagten. Det kan enten være et portræt eller kongens monogram. I gamle dage var det nemlig kongen, der havde ansvaret for fremstillingen af mønter. Ved at gøre ham til en fremtrædende skikkelse på mønten gjorde man ham til garant for, at mønten indeholdt den rette mængde metal og dermed den rette værdi.
Nationalbanken udsteder Danmarks mønter
I de seneste tusind år har monarken – og senere staten – haft eneret til at udstede mønter i Danmark. Det er indført i grundloven: ”Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven”. Møntvæsenet ligger ifølge møntloven hos regeringen.
I 1975 overtog Nationalbanken Den Kgl. Mønt fra staten. Det har siden da været Nationalbanken, som har varetaget de produktionsmæssige og administrative opgaver i forbindelse med møntudstedelsen. Nationalbanken producerede selv mønter fra 1975 til 2016, hvor produktionen blev udliciteret. Det er dog stadig Nationalbanken, som udsteder mønterne.
Historiske møntserier
Derfor omorganiserede man i 1813 hele pengesystemet med en pengereform, hvor man også oprettede Rigsbanken, der fik eneret på at udstede pengesedler. Det var stadig kongen, som udstedte mønter.
I stedet for kroner hed det dengang rigsbankdaler. Rigsbankdalerne var inddelt i rigsbankskillinger, rigsbankdaler og speciedaler. Under Frederik 6. prægede man desuden særlige guldmønter kaldet Frederik d’or, der direkte oversat fra fransk betyder ”Frederik af guld”. Mønterne indgik ikke i det danske møntsystem, men blev brugt til internationale betalinger. Lignende mønter blev også fremstillet under andre konger, fx en Christian d’or.
Da Rigsbanken i 1818 blev omdannet til Nationalbanken, blev møntenheden stadig kaldt rigsbankdaler. I 1820 ændrede man udformningen af dalermønterne – de viste nemlig den norske løve i våbenskjoldet, og Norge havde ikke hørt sammen med Danmark siden 1814.
Den skulle bruges til at gøre det lettere at omregne den danske rigsbankmøntfod til kurantmøntfoden, som var blevet brugt før pengereformen i 1813. Den blev nemlig fortsat brugt i hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
Møntværdierne i møntrækken var de samme som siden 1813. Men mønterne med de små værdier blev mindre, og de blev nu fremstillet i bronze mod tidligere kobber.
Danmark gik med møntloven af 1873 over til at basere sit pengesystem på guldstandarden, og rigsdaler blev afløst af kroner som dansk pengeenhed. En rigsdaler kunne omveksles til 2 kroner.
Fra midten af 1870’erne havde en dansk, en svensk og en norsk krone samme guldværdi, og de enkelte landes mønter kunne derfor anvendes frit i alle tre lande. Den Skandinaviske Møntunion blev i praksis opløst under 1. Verdenskrig, fordi kursforskellene mellem landene blev for store.
I Frederik 8.’s korte regeringsperiode blev der ikke fremstillet nye 1- og 2-kroner, fordi der var mønter nok fra Christian 9.’s regeringstid til at dække behovet.
I august 1914 udsendte Nationalbanken en 1-krone-seddel, som fik nyt design i 1916. Det er den første og eneste 1-krone-seddel, der er udsendt i Danmark. Både 1. og 2. Verdenskrig medførte mangel på metaller. Derfor blev mange mønter fremstillet i såkaldte krisemetaller som jern, aluminium og zink. Under 2. Verdenskrig blev ½-kronen inddraget for at genanvende metallet til andre mønter.
I 1920’erne blev der fremstillet en ny møntserie, som skulle adskille sig tydeligt fra de tidligere mønter. Sådan fik man for første gang en ½-krone og mønter med hul i. Danmark er et af få lande, der har mønter med hul i. Huller blev første gang brugt i 1924 for at kunne skelne mellem mønterne. Senere forsvandt hullet, men blev genindført i 25-ørerne i 1966. Hullet findes stadig i 1-, 2- og 5-kronerne i den møntserie fra 1989, som vi bruger i dag.
Både 1. og 2. Verdenskrig medførte mangel på metaller. Derfor blev mange mønter fremstillet i såkaldte krisemetaller som jern, aluminium og zink. Under 2. Verdenskrig blev ½-kronen inddraget for at genanvende metallet til andre mønter.
Småmønterne af krisemetallet zink var planlagt til at skulle fremstilles af bronze, men bronzepriserne steg, og det blev derfor for dyrt at fremstille dem. Kun 5-ørerne nåede at komme i omløb i bronze, selvom der var præget mange 1- og 2-ører i bronze. 1- og 2-ørerne forblev derfor af zink, helt frem til de blev ugyldige i 1973.
I 1979 førte prisudviklingen til, at 10-krone-sedlen blev afløst af en 10-krone-mønt. En mønt har meget længere holdbarhed i daglig handel end en pengeseddel og er der for på langt sigt billigere at fremstille.
I den nye møntrække fra 1989 var 25-øren den laveste møntværdi, og der kom en 20-krone.
De øvrige mønter ændrede størrelse og farve, som afspejlede deres plads i møntrækken: De små værdier blev fremstillet i tinbronze (kobberfarve), de mellemstore værdier i kobbernikkel (sølvfarve), og de største værdier i aluminiumsbronze (guldfarve).