En af de vigtigste opgaver for stort set alle centralbanker, inkl. Nationalbanken, er at sikre en stabil prisudvikling. Stabile priser og lav inflation er en forudsætning for en robust økonomi.
Prisniveauet i et samfund afhænger groft sagt af udbud og efterspørgsel, og er der for stor efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser i forhold til udbuddet, stiger priserne. Eller omvendt, hvis efterspørgslen er mindre end udbuddet. Man taler om inflation, når der er en vedvarende stigning i det generelle prisniveau, dvs. at priserne på et bredt udsnit af varer stiger år for år.
Hvordan sikres en stabil prisudvikling i Danmark?
Udbud og efterspørgsel i samfundsøkonomien påvirkes af flere aktører og af flere forskellige typer politikker.
Finanspolitik og strukturpolitik vedtages af politikerne i Folketinget. Finanspolitik dækker grundlæggende over de tiltag, der påvirker den økonomiske aktivitet gennem statens indtægter og udgifter, eksempelvis skatter og offentligt forbrug, mens strukturpolitik dækker over de tiltag, der påvirker de økonomiske rammevilkår, eksempelvis rammerne på arbejdsmarkedet. De penge, staten på den måde sender ud i samfundet, kan påvirke udbuddet og efterspørgslen. Nationalbanken analyserer løbende dansk økonomi og kan give anbefalinger til politikerne om niveauet af den førte finanspolitik. Det sker som oftest i de halvårlige analyser ”Udsigter for dansk økonomi”.
Pengepolitik er den del af den økonomiske politik, som centralbanker som fx Danmarks Nationalbank er ansvarlig for. Pengepolitik handler traditionelt om at styre renteniveauet for derigennem at påvirke, hvor dyrt eller billigt det er for privatpersoner og virksomheder at låne til forbrug og investeringer, hvilket er en anden måde at påvirke udbud og efterspørgsel på.
I Danmark har vi siden starten af 1980’erne valgt, at vi ikke bruger pengepolitikken, dvs. renteniveauet, til at styre den indenlandske økonomi og konjunktursituation direkte. I stedet fører vi en såkaldt fastkurspolitik, hvor renten udelukkende bruges til at holde en fast kronekurs over for euroen. I sidste ende er målet det samme: at sikre stabile priser og stabile forventninger til fremtidig inflation. Men vejen dertil og de greb, der i praksis skal anvendes, er forskellige.
Den samlede økonomiske politik – fastkurspolitikken og en finanspolitik, der også sigter efter stabilitet – har over en længere årrække bidraget til en stabil samfundsøkonomisk udvikling i Danmark.
Kronekursen har været stabil over for euroen de sidste mange år
Fast kronekurs ved hjælp af interventioner og renteændringer
Nationalbanken har primært to værktøjer til at holde kronekursen stabil over for euroen: interventioner i valutamarkedet og renteændringer. Derudover bidrager den store troværdighed omkring fastkurspolitikken i sig selv til, at kronens kurs udvikler sig stabilt.
Nationalbanken holder løbende øje med den danske kronekurs og er klar til at træde til – eller intervenere, som det kaldes – hvis der er behov for det. Hvis kronekursen begynder at afvige for meget fra euroen, kan Nationalbanken vælge at købe eller sælge kroner og på den måde genoprette kronens kurs over for euroen. Nationalbankens køb og salg af kroner påvirker størrelsen af valutareserven.
Ved visse typer af pres mod kronen, fx ved spekulative angreb, kan der være tale om interventioner for væsentlige beløb. Under det store kronepres i januar og februar 2015 intervenerede Nationalbanken fx for hele 275 mia. kr. Ved mindre eller kortvarige udsving i kronekursen kan interventioner for relativt beskedne beløb være tilstrækkeligt.
Nationalbanken offentliggør en gang om måneden, hvor meget vi har interveneret i valutamarkedet den forgangne måned.
Når Nationalbanken ønsker at påvirke kronens kurs over for euro vil det i første omgang ske ved at købe eller sælge valuta. Efterfølgende kan Nationalbanken også påvirke kursen gennem ændringer af de såkaldte pengepolitiske renter, dvs. renterne på de forskellige former for indskud og lån (kaldet pengepolitiske instrumenter), som Nationalbanken tilbyder de store pengeinstitutter (pengepolitiske modparter).
En forhøjelse af den danske rente i forhold til renten i eurolandene vil gøre det mere attraktivt at investere i kroner end i euro, og den stigende efterspørgsel på danske kroner vil styrke kronen. Omvendt kan investeringer i kroner gøres mindre attraktive, så kronen svækkes, ved at nedsætte den danske rente i forhold til eurorenten.
De aktuelle rentesatser kan til enhver tid ses her på Nationalbankens hjemmeside. En eventuel beslutning om en renteændring meddeles via en pressemeddelelse uden for valutamarkedernes åbningstid.
Hvorfor er det euroen, vi fører fastkurspolitik over for?
Igennem 1970’erne var renterne og inflationen høj, og der var store underskud på betalingsbalancen og de offentlige finanser. De siddende regeringer brugte i flere tilfælde devalueringer i et forsøg på at forbedre konkurrenceevnen, men uden held og med inflation til følge.
Siden 1982 har Danmark ført fastkurspolitik over for først den tyske mark, D-marken, og efter indførelsen af euroen i 1999 over for euro.
I euroområdet har Den Europæiske Centralbank, ECB, et mål om at holde inflationen tæt på 2 pct. på mellemlang sigt. Ved at holde kronekursen stabil over for euro søger Nationalbanken at opnå den samme lave og stabile inflation i Danmark, som ECB styrer efter.
Når det lige er euroen, vi fører fastkurspolitik over for, skyldes det Danmarks store samhandel med euroområdet. Eftersom en stor andel af Danmarks samlede eksport og import sker til og fra euroområdet, vil en eventuel forskel i prisudviklingen mellem Danmark og euroområdet hurtigt påvirke danske virksomheders konkurrenceevne, hvilket vil påvirke ledigheden i Danmark – og dermed efterspørgslen – så priserne i Danmark igen vil nærme sig niveauet i euroområdet. Ved at holde kronekursen over for euro fast betyder det, at priserne i Danmark og euroområdet i hhv. kroner of euro følger hinanden.
Fastkurspolitikken i dag og ERM II-valutasamarbejdet
Med indførelsen af euroen i 1999 indtrådte Danmark som ikke-euroland i Det Europæiske Valutasamarbejde, Exchange Rate Mechanism II (ERM II). ERM II er stadig den formelle ramme for den danske fastkurspolitik.
Danmark deltager i valutasamarbejdet med en centralkurs på 746,038 kroner pr. 100 euro. Centralkursen er den kurs, Nationalbanken sigter efter at holde kronekursen på, og det er en omregning af den hidtidige kurs over for D-marken.
Som udgangspunkt er udsvingsbåndet i ERM II +/- 15 pct., men Danmark har indgået aftale med ECB og eurolandene om et snævrere udsvingsbånd på +/- 2,25 pct. Det indebærer, at kronen højst kan bevæge sig mellem 762,824 kroner og 729,252 kroner pr. 100 euro. Nationalbanken har siden slutningen af 1990’erne stabiliseret kronekursen tæt på centralkursen.
Om ERM II
Euroen er centrum i ERM II-samarbejdet, og de deltagende landes valutaer har centralkurser i forhold til euroen, men ikke i forhold til hinanden. Forpligtelsen til at intervenere, dvs. foretage støtteopkøb eller -salg, hvis en deltagervaluta bevæger sig ud på en af udsvingsgrænserne, påhviler alene det pågældende deltagerlands centralbank og ECB. De øvrige deltagerlande har ingen interventionsforpligtelse. Der er ingen øvre grænse for interventionernes omfang.
For at blive optaget i eurosamarbejdet skal landet overholde det normale udsvingsbånd på +/- 15 pct. uden alvorlige spændinger i mindst to år. Ansøgerlandet må ikke i samme periode have devalueret sin valuta over for euroen. Landet skal derudover også opfylde de såkaldte konvergenskriterier.