Nationalbankens analyser af den danske finansielle sektor er fortrinsvis baseret på store og mellemstore kreditinstitutter, som tegner sig for langt hovedparten af det samlede udlån i den finansielle sektor.
Analysernes primære fokus er at vurdere, om institutterne samlet set er robuste, herunder at de har tilstrækkelige kapital- og likviditetsreserver, som der kan trækkes på i svære tider. Analyserne kan således fokusere på størrelsen og sammensætningen af danske husholdningers gæld. Analyserne kan også fokusere på virksomhedernes økonomiske situation og institutternes eksponeringer.
Endvidere udarbejder Nationalbanken analyser af aktuelle temaer i relation til finansiel stabilitet, som fx likviditeten på de finansielle markeder, effektiviteten af institutternes kapitalbuffere og effekten af ny regulering.
Halvårlig analyse af finansiel stabilitet
Nationalbanken udgiver hvert halve år analysen "Finansiel stabilitet", som sammenfatter Nationalbankens vurderinger og anbefalinger relateret til den finansielle stabilitet i Danmark.
Et af Nationalbankens overordnede formål er at bidrage til stabilitet i det finansielle system, som er en forudsætning for, at den finansielle sektor kan løse sine samfundskritiske opgaver. De opgaver indebærer bl.a. understøttelse af finansiering og opsparing samt håndtering af sikre og effektive betalinger og bidrager til at sikre Danmark en robust økonomi.
Analysen belyser, om forhold relateret til kreditinstitutternes kreditgivning, likviditetsstyring og kapitalplanlægning kan føre til sårbarheder i det finansielle system. I analysen præsenteres også resultatet af Nationalbankens halvårlige stresstest, der bidrager til vurderingen af, om de største kreditinstitutter har tilstrækkelig kapital til at håndtere en recession i økonomien.
Analysen kan desuden komme ind på andre forhold, der er relevante for den finansielle stabilitet. Det kan fx være relateret til pensions- og livsforsikringsselskaberne, digitalisering i den finansielle sektor, cybertruslen, eller hvordan klimaforandringerne påvirker den finansielle sektor.
Øvrige analyser af finansiel stabilitet
Nationalbanken udgiver løbende analyser, economic memos etc. med forskellige temaer om finansiel stabilitet. Herudover tilkendegiver Nationalbanken sine holdninger til emner af relevans for finansiel stabilitet, herunder ny finansiel lovgivning, i taler og høringssvar, mv. Nationalbanken igangsætter også dialog om relevante emner, bl.a. via konferencer.