En finansiel krise er systemisk, når hele eller dele af det finansielle system ikke længere kan levere finansielle tjenesteydelser, og samfundsøkonomien derfor kommer under pres.
De samfundsmæssige omkostninger forbundet med systemiske finansielle kriser er omfattende, bl.a. fordi konjunkturnedgange i forbindelse med finansielle kriser er dybere og længere end ved økonomiske kriser. Problemer i bankerne kan nemlig betyde, at virksomheder og borgere ikke kan få lån til at finansiere huskøb eller investeringer, hvilket kan forstærke konjunkturnedgangen.
Systemiske risici er komplekse
Systemiske risici defineres som ubalancer eller sårbarheder hos husholdninger, virksomheder, kreditinstitutter og andre aktører i det finansielle system, der ved et negativt stød kan føre til problemer i hele eller dele af den finansielle sektor og få konsekvenser for samfundsøkonomien.
Selvom den enkelte bank eller virksomhed isoleret set fremstår robust, kan der stadig være risici i det finansielle system som helhed, som kan lede til en finansiel krise.
Systemiske risici kan være svære at identificere og måle. De bygges op i et kompliceret samspil mellem det finansielle system og økonomien.
I perioder med økonomisk fremgang kan der fx være stor optimisme og villighed til at påtage sig risiko blandt långivere og låntagere, fx husholdninger og virksomheder. Det kan bl.a. føre til, at banker er mere villige til at låne ud, selv til virksomheder og husholdninger, som ikke har en sund økonomi. Samtidig kan husholdninger vælge at påtage sig stor gæld i forhold til deres indkomst eller boligens værdi.
Nationalbanken forebygger og reducerer effekten af finansielle kriser
Anm.:
Aktiviteten i samfundet og finanssektoren bevæger sig naturligt op og ned. I perioder med fremgang kan der opbygges risici i det finansielle system, som viser sig, når nedgangen begynder.
Boligmarkedet – og erhvervsejendomsmarkedet – har spillet en betydelig rolle i forbindelse med tidligere finansielle kriser. Derfor har myndighederne i både Danmark og udlandet siden finanskrisen implementeret en række tiltag for at begrænse risici på boligmarkedet og blandt låntagerne – såkaldte makroprudentielle tiltag.
Makroprudentiel politik skal begrænse systemiske risici
Makroprudentiel politik er en betegnelse for tiltag til at begrænse systemiske risici i det finansielle system som helhed. Målet er at reducere risikoen for perioder med finansiel ustabilitet, hvor det finansielle system ikke kan levere de finansielle ydelser, som er centrale for samfundsøkonomien.
Makroprudentielle tiltag fokuserer altså på det samlede finansielle system og dets samspil med økonomien – ikke på de enkelte kreditinstitutter.
Man kan anvende forskellige typer af makroprudentielle tiltag for at begrænse risikoen for, at en krise opstår, og for at reducere skadevirkningerne for økonomien, når krisen rammer.
Eksempler på tiltag, der kan være med til at begrænse risikoen for kriser, kan være de såkaldte låntagerrettede tiltag. Det kan fx være et krav om, at låntagere lægger en vis udbetaling ved boligkøb, eller det kan være regler for størrelsen af et lån i forhold til låntagers indkomst.
Et eksempel på et tiltag, der kan reducere skadevirkningerne af en eventuel krise, er kapitalkrav. Ved at stille kapitalkrav sikres det, at bankerne har kapacitet til at modstå tab på deres udlån og samtidig kan fortsætte med at yde nye lån.
De to typer makroprudentielle tiltag komplementerer derfor hinanden.
Hvad er den kontracykliske kapitalbuffer?
Den kontracykliske kapitalbuffer er et eksempel på et makroprudentielt instrument. Formålet med den kontracykliske kapitalbuffer er ret simpelt: Det handler om at sikre, at kreditinstitutter sparer op i gode tider, så de har kapital til dårlige tider.
Bufferen skal opbygges, når det går godt i samfundsøkonomien, og risici stiger, fx på grund af stigende optimisme og villighed i sektoren til at påtage sig risici ved udlån. Hvis risici bliver til virkelighed, fx hvis det finansielle system rammes af et negativt stød, skal bufferen frigives. Kreditinstitutterne kan dermed anvende den frigivne kapital til bl.a. at absorbere tab.
Formålet med bufferen er at modvirke, at kreditinstitutterne strammer kreditgivningen til husholdninger og virksomheder uhensigtsmæssigt meget, hvis der opstår uro eller stress i det finansielle system.
Det Systemiske Risikoråd
I 2013 blev Det Systemiske Risikoråd oprettet i kølvandet på finanskrisen. Det Systemiske Risikoråds opgave er at overvåge, identificere og begrænse systemiske risici.
Nationalbanken deltager i Det Systemiske Risikoråd sammen med en række andre aktører. Formanden for Nationalbankens direktion er formand for Rådet.