Statens gæld udgjorde 294 milliarder kroner ved udgangen af 2023. Danmarks statsgæld dækker over statens indenlandske og udenlandske gæld fratrukket indeståendet på statens konto i Nationalbanken, aktiverne i statslige fonde og udgifter til opkøb af obligationer til finansiering af almene boliger.
294 milliarder kroner lyder måske af meget, men det svarer kun til 10,5 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt (BNP). Det anses som et lavt gældsniveau, hvis man sammenligner med andre lande. Det lave gældsniveau er med til at give Danmark en god kreditvurdering, der gør det billigere for staten at låne penge, fordi inden- og udenlandske kreditorer stoler på, at den danske stat er god til at betale sin gæld tilbage.
Hvorfor har Danmark statsgæld?
Når en stats udgifter overstiger dens indtægter, må den låne penge for at finansiere udgifterne. Det gøres ved at optage statsgæld på de finansielle markeder. Statsgælden optages fx ved at udstede statsobligationer og skatkammerbeviser, som købes af investorer, der dermed låner staten penge.
I Danmark er det Nationalbanken, der forvalter statens gæld
Det betyder, at Nationalbanken på statens vegne finder de kreditorer i markedet, som vil låne penge til Danmark, når staten har behov for det.
Indenlandsk gæld
Indenlandsk gæld bruges til at finansiere indenlandske udgifter i kroner og udgøres hovedsageligt af nominelle obligationslån i kroner med fast rente, mens den resterende del består af skatkammerbeviser, inflationsindekserede obligationer og renteswaps.
Udenlandsk gæld
Udenlandsk gæld dækker over statens lån optaget i udenlandsk valuta. Udenlandsk gæld benyttes i udgangspunktet ikke til at finansiere statens indenlandske udgifter, men benyttes som statens likviditetsberedskab. Dog kan udenlandsk gæld i ekstraordinære tilfælde også bruges til at finansiere indenlandske udgifter. Desuden kan staten udstede udenlandsk gæld for at påvirke størrelsen af valutareserven. Udenlandsk låntagning udgøres af korte udenlandske obligationslån i euro og dollar optaget gennem statens EMTN-program og korte lån kaldet Commercial Papers (CP).
Statens aktiver
Statens aktiver består af de penge, staten har stående på sin konto i Nationalbanken og midlerne i statens fonde - Danmarks Innovationsfond og Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse - samt statens beholdning af obligationer til finansiering af almene boliger.
Staten optager lån hos forskellige investorer
Statsgælden består af forskellige typer lån, som staten har optaget hos forskellige investorer. Lånene optages ved fx at udstede statsobligationer, som investorerne køber.
Investorerne er primært danske forsikrings- og pensionskasser, men der er også en del udenlandske investorer, som låner staten penge. Derudover er en mindre del af gælden ejet af finansielle institutioner, såsom banker, og andre typer af investorer.
Ejerfordeling af danske statsobligationer
Ofte stillede spørgsmål
Det afhænger af flere faktorer, som fx hvor stor gælden er i forhold til bruttonationalproduktet (BNP), og hvad den bruges til.
I slutningen af 2023 var den danske statsgæld 294 mia. kr., hvilket svarer til 10,5 pct. af Danmarks BNP. Det er et lavt gældsniveau i forhold til mange andre lande. Et lavt gældsniveau er med til at sikre Danmark en god kreditvurdering. Det betyder, at kreditorernes tiltro til, at staten kan afbetale på sin gæld, er høj. Når kreditorernes tiltro til staten er høj, tager de sig mindre betalt for at låne staten penge, hvilket gør det billigere for staten at optage lån.
Hvis gælden bruges til at stimulere økonomien eller investere i vækstmuligheder, kan det i nogle tilfælde faktisk være en god ide for staten at optage gæld.
Der er ingen politiske ambitioner om at betale hele statsgælden af i Danmark. Der er ikke en specifik dato for hvornår, hele den danske statsgæld skal betales tilbage.
Statsgælden består af forskellige typer lån, som staten har optaget. Lånene har forskellige tilbagebetalingstidspunkter (udløb). Staten betaler løbende af på gælden, som lånene udløber. Da staten forventes at blive ved med at eksistere, kan afbetalingerne foretages ved at udstede ny gæld.
En vigtig forskel mellem et individ, der låner, og en stat er, at staten forventes at fortsætte med at eksistere, mens et individ før eller siden kommer til at dø. Derfor er investorer villige til løbende at låne staten penge, fordi staten er til stede til at betale lånene tilbage.
Ja. Statsgælden har ikke den samme størrelse hele tiden, da forskellige økonomiske forhold kan have en effekt på hvor meget ny gæld, staten har behov for at optage, og hvor meget der bliver afdraget på gælden i et bestemt år. Eksempelvis optager staten som regel ikke så meget gæld, når finansieringsbehovet ikke er så højt.
Finansieringsbehovet kan defineres som forskellen mellem de indbetalinger af skatter, afgifter osv., som staten modtager, og de udbetalinger af lønninger, indkomstoverførsler, tilskud osv., staten foretager i løbet af et år.
Finansieringsbehov = statens indtægter – statens udgifter
Som investor modtager man rentebetalinger som kompensation for den risiko, man løber ved at låne penge ud. Investorer vil gerne låne den danske stat penge, fordi risikoen ved at låne til den danske stat er lav. Dvs. investorene forventer, at staten kan betale lånene tilbage. Danmark har den højeste kreditvurdering (AAA), hvilket afspejler en høj sandsynlighed for, at staten kan tilbagebetale sin gæld. Samtidig er de danske statsobligationer meget likvide, hvilket betyder, at investorer nemt kan købe eller sælge statsobligationerne, hvis de ønsker det.
Staten har adgang til en række finansieringsmuligheder for at dække sit finansieringsbehov:
Statsobligationer i kroner
Udstedelse af statsobligationer i kroner er statens primære redskab til at dække behovet for langsigtet finansiering. Statens lånevifte inkluderer nominelle obligationer med løbetider mellem 2 og 30 år samt inflationsindekserede obligationer. Udgangspunktet for statsgældspolitikken har i en årrække været, at udstedelserne er nogenlunde jævnt fordelt hen over året og koncentreret på få løbetidssegmenter, primært de 2- og 10-årige obligationer. Strategien er valgt for at understøtte et likvidt og velfungerende marked i en periode med et begrænset udstedelsesbehov.
Skatkammerbeviser
Skatkammerbeviser er gældsbeviser med kort løbetid (typisk 6 måneder). De giver staten adgang til kortfristet finansiering og er en del af statens likviditetsberedskab. Skatkammerbeviser er standardiserede produkter, der udstedes i kroner. Skatkammerbeviser er nulkuponpapirer, dvs. at rentebetalingerne ikke er kuponbaserede, men er indregnet i den kurs, beviserne udstedes til. Programmet kan skaleres op enten via salg på auktioner eller tapsalg, der er løbende salg i det sekundære marked. Programmet kan udvides med papirer med andre løbetider.
Commercial papers
Staten kan optage korte udenlandske lån via to commercial paper-programmer: et europæisk (ECP-program) og et amerikansk (USCP-program). Programmerne kan både anvendes som en del af statens likviditetsberedskab og ved behov for opbygning af valutareserven. I modsætning til skatkammerbeviser er commercial papers, CP’er, ikke-standardiserede produkter med en meget høj grad af fleksibilitet. Udstedelserne kan fx tilpasses med hensyn til valør, løbetid (op til 12 måneder) og valuta. Staten kan samlet udstede op til en beløbsgrænse på 12 mia. USD i hvert af statens to programmer. Under USCP-programmet kan der kun udstedes i dollar, mens det under ECP-programmet er muligt at udstede i flere valutaer, herunder dollar og euro. CP’er udstedes som nulkuponpapirer direkte til en investor via statens bankmodparter i programmerne. Markedet for CP’er er typisk kendetegnet ved stor dybde. CP-programmerne giver derfor staten hurtig og fleksibel adgang til likviditet, så den kan imødegå selv større likviditetsforskydninger.
Statsobligationer i udenlandsk valuta (EMTN-program)
Staten udsteder primært obligationer i fremmed valuta af hensyn til valutareserven, men udstedelser kan også ske for at finansiere statens indenlandske lånebehov. Udstedelsen af udenlandske obligationer fungerer således som en del af statens likviditetsberedskab. Når staten låner i valuta, placeres låneprovenuet i valutareserven, og indeståendet på statens konto forøges med modværdien i kroner. Det er en anden type investorer, som køber statens obligationer udstedt i valuta. Med EMTN-programmet opnår staten således en betydelig diversificering af investorbasen, både hvad angår region og investortype, ligesom der relativt hurtigt kan udstedes i valutaer, hvor gældsmarkedet er meget dybt.
Statens konto
Staten har en konto i Nationalbanken, hvor statens likvide midler er placeret. Indeståendet på statens konto er en del af statens likviditetsberedskab. Indeståendet kan svinge en del i løbet af et år, primært på grund af statens store ind- og udbetalinger af fx skatter og offentlige lønninger. Statens konto må i henhold til artikel 123 i Maastricht-traktaten (forbud mod monetær finansiering) på intet tidspunkt være i overtræk. Statens låntagning tilrettelægges derfor, så der altid er et positivt indestående på statens konto.
Der findes forskellige måder at opgøre statsgælden på:
Statsgælden
Statsgælden opgøres som den nominelle værdi af statens inden- og udenlandske gæld fratrukket indeståendet på statens konto i Nationalbanken, obligationer til finansiering af almene boliger og aktiverne i de statslige fonde, Danmarks Innovationsfond og Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse. Statsgælden forvaltes af Danmarks Nationalbank på vegne af Finansministeriet.
ØMU-gælden
I internationale gældssammenligninger benyttes ofte den offentlige sektors bruttogæld, ØMU-gælden. ØMU-gælden er betegnelsen for den offentlige bruttogæld i EU-landene, opgjort efter særlige fælles regler.
ØMU-gælden er større end statsgælden, fordi den ikke kun omfatter statens gæld, men også regionernes og kommunernes gæld. Desuden modregnes statens indestående i Nationalbanken og obligationer til finansiering af almene boliger ikke. Danmarks ØMU-gæld har de seneste år ligget væsentligt under stabilitets- og vækstpagtens grænse på 60 pct. af BNP. Gælden skønnes af Danmarks Statistik at udgøre ca. 33,6 pct. af BNP ved udgangen af 2023, hvilket er lavt i forhold til andre EU-lande.
Stabilitets- og vækstpagten er knyttet til ØMU’en og skal sikre, at medlemslandene overholder budgetdisciplinen i forhold til de offentlige finanser. Det betyder, at medlemsstaternes offentlige budgetter ved et normalt økonomisk aktivitetsniveau skal være i overskud eller tæt på nul.
Den offentlige nettogæld
Den offentlige nettogæld omfatter alle finansielle aktiver og passiver i stat, regioner, kommuner samt sociale kasser og fonde. På statens aktivside indgår statens kontoindestående i Nationalbanken, aktiverne i statens fonde, genudlån til statslige selskaber og statens beholdning af aktier og andre værdipapirer. Den offentlige nettogæld opgøres til markedsværdi og påvirkes således af værdireguleringer af de offentlige aktiver og passiver. Internationale opgørelser af offentlig nettogæld opgøres bl.a. af samarbejdsorganisationen OECD og Den Internationale Valutafond, IMF.