Stigende renter og priser kan udfordre bankernes kunder

Høj inflation og udsigt til lavere vækst

Udsigt til lavere økonomisk vækst 

De økonomiske vækstudsigter er nedjusteret efter den russiske invasion af Ukraine og de efterfølgende sanktioner mod Rusland, jf. figur 1. Den Internationale Valutafond, IMF, forventer en vækst i verdensøkonomien på 3,6 pct. i 2022 mod tidligere 4,9 pct., bl.a. som følge af forstyrrelser i energiforsyning, produktion og handel. Nationalbankens seneste prognose for dansk økonomi peger på, at økonomien vil blive ramt af en vækstpause i 2022, og væksten for året skønnes samlet at blive 2,1 pct. Det er en betydelig afdæmpning i forhold til skønnet på 3,1 pct. i september 2021. 

Store prisstigninger på råvarer og naturgas

I kølvandet på genåbningen af økonomierne efter covid-19-restriktionerne har tiltagende inflation præget markederne. Prisstigningerne er fortsat i 2022, og særligt efter den russiske invasion af Ukraine. Eksempelvis er priserne på naturgas og råvarer steget markant i 2022, jf. figur 2. 

Prisudviklingen på bl.a. energi og råvarer har ført til, at markedsdeltagernes forventninger til inflationen på mellemlangt sigt er steget i euroområdet. Inflationsswaps handlet på de finansielle markeder indikerer en forventet inflation på mellemlangt sigt på omkring 2 pct.¹ Den Europæiske Centralbank, ECB, har en målsætning om en inflation på 2 pct. på mellemlangt sigt.

Forventning om strammere pengepolitik i USA og euroområdet …

Der er udsigt til strammere pengepolitik i både USA og euroområdet. Ved det seneste rentemøde i april var det ECB’s forventning først at stoppe sine nettokøb under opkøbsprogrammet APP og derefter at hæve styringsrenten. Markedet forventer, at ECB vil hæve styringsrenten i 2022 og 2023. Det vil i givet fald føre til, at den ledende rente i euroområdet kommer over 0 pct. for første gang siden 2014.

I marts øgede den amerikanske centralbank, Fed, sin ledende rentesats med 25 basispunkter og i maj med 50 basispunkter. FED forventer at øge renterne yderligere i 2022, så den ledende rentesats når op på 2,8 pct. i 2023.

… har bidraget til at øge obligationsrenterne

Høj inflation og forventning om højere pengepolitiske renter har bidraget til stigende renter på statsobligationer i USA, euroområdet og Danmark. Siden begyndelsen af 2022 er renten på den 10-årige danske statsobligation steget med 142 basispoint, jf. figur 3. I et historisk perspektiv er statsobligationsrenterne dog fortsat på et lavt niveau.

Renterne på lange realkreditobligationer har generelt været stigende siden begyndelsen af 2021, og rentestigningerne er yderligere taget til i 2022. Renterne på realkreditobligationer med kort løbetid er steget i et mere beskedent omfang, jf. figur 4. For realkreditobligationer med 3- og 5-årig løbetid har renterne i større grad fulgt udviklingen i renterne på de lange realkreditobligationer. Et øget spænd mellem lange og korte renter på realkreditobligationer kan give låntagere et større incitament til at vælge variabelt forrentede lån frem for fastforrentede 30-årige lån, jf. afsnittet Større udbredelse af risikable lån blandt boligejerne. 

Aktiemarkederne har været præget af store udsving i 2022

Aktiemarkederne har udvist store udsving i 2022, jf. figur 5. Udviklingen afspejler bl.a. forventninger om pengepolitiske stramninger, inflationspres og usikkerhed relateret til de økonomiske følgevirkninger af krigen i Ukraine. Til trods for en kort periode i marts og begyndelsen af april med stigende aktiepriser har tendensen været faldende aktiepriser i 2022. Det danske C25-indeks handler således til en markedskurs, der er ca. 14 pct. lavere end i begyndelsen af 2022.

Kreditspændene på virksomhedsobligationer med lav rating i USA og euroområdet er steget betydeligt siden starten af 2022, men er fortsat lave i en historisk sammenhæng. 

Fundingmarkederne var afventende i kølvandet på den russiske invasion

Kreditpræmien på udstedelser af ikke-foranstillet seniorgæld steg i kølvandet på den russiske invasion af Ukraine, jf. figur 6. De store banker undlod samtidig kortvarigt at udstede seniorgæld og kapitalinstrumenter. I takt med at usikkerheden blev mindre, begyndte bankerne igen at udstede seniorgæld og kapitalinstrumenter.

Ud over markedsudviklingen kan krigen i Ukraine også påvirke bankerne gennem andre kanaler, både direkte og indirekte. Mens de største danske institutter har meget beskedne direkte eksponeringer over for modparter i Rusland og Ukraine, skal bankerne eksempelvis også håndtere cyberrisici og overholdelse af sanktioner mod Rusland og Belarus.

Cybertruslen er fortsat betydelig og påvirkes af krigen i Ukraine

Cyberangreb kan true den finansielle stabilitet i Danmark på flere måder, jf. figur 7. Et cyberangreb kan fx begrænse samfundskritiske funktioner, som varetages af en eller flere institutioner, eller påvirke tilliden til den finansielle sektor.

I den danske finansielle sektor er der gennem en årrække blevet arbejdet målrettet med at øge den operationelle robusthed med særligt fokus på at styrke cyberrobustheden. Det er de finansielle institutioners eget ansvar at sikre stabil drift og operationel robusthed. Der arbejdes både individuelt og i fællesskab med dette, bl.a. gennem Nationalbankens og den finansielle sektors initiativer i FSOR og TIBER-DK, jf. boks 1. 

Der er fortsat brug for at øge cyberrobustheden. Det skyldes, at de dygtigste hackere løbende bliver mere specialiserede og sofistikerede i deres metoder. Samtidig medfører Ruslands angreb på Ukraine ændringer i trusselslandskabet.

På trods af at den danske finansielle sektor ikke aktuelt vurderes at være direkte mål for statssponsorerede russiske hackergrupper, kan der være øget risiko for, at sektoren bliver indirekte ramt af cyberangreb. Det kan fx ske, hvis danske virksomheder eller myndigheder anvender leverandører, som forbinder dem til Ukraine.

Cybertruslen skal fortsat imødegås målrettet

Truslen fra cyberspionage og cyberkriminalitet vurderes fortsat til at være meget høj af Center for Cybersikkerhed, CFCS.² Derimod vurderer CFCS, at truslen fra direkte destruktive cyberangreb mod danske mål er lav.³ 

Som følge af krigen i Ukraine vurderes truslen fra cyberaktivisme øget fra lav til middel.⁴ Cybertruslen kan desuden hurtigt ændre karakter, hvis der sker en yderligere forværring i forholdet mellem NATO og Rusland.⁵ 

Det er vigtigt, at der i infrastrukturen arbejdes målrettet med beskyttelse mod cyberangreb generelt, men med forhøjet opmærksomhed på cybertruslerne afledt af krigen i Ukraine. Nationalbanken følger situationen nøje og indhenter løbende relevant information fra de finansielle institutioner, som deltager i kriseberedskab i regi af Finansielt Sektorforum for Operationel Robusthed, FSOR. Nationalbanken er desuden i løbende kontakt med Nordic Financial CERT, NFCERT⁶, som spiller en stor rolle for de finansielle institutioner i forhold til videndeling om hændelser og trusselsvurderinger.

Større udbredelse af risikable lån blandt boligejerne

Høj inflation og stigende renter kan lægge en dæmper på boligpriserne det kommende år

Boligpriserne er steget kraftigt siden udbruddet af covid-19, jf. figur 8. Fra marts 2020 til maj 2022 er prisen på enfamiliehuse og ejerlejligheder steget med henholdsvis 23 og 30 pct. Boligpriserne er fortsat med at stige det seneste år på trods af stigende renter og højere gaspriser, om end i et mere moderat tempo. 

Den seneste tids tiltagende inflation samt betydelige rentestigninger på lange realkreditobligationer forventes dog at bidrage til at tage farten af boligmarkedet det kommende år. De nedadrettede risici for boligpriserne er samlet set forøget siden seneste prognose fra Nationalbanken i marts 2022.

Den aktuelle inflation har især været knyttet til varer som energi og fødevarer, som husholdningerne kan have svært ved at undvære. Det bidrager til at reducere rådighedsbeløbet hos potentielle boligkøbere. 

De stigende nominelle renter betyder samtidig dyrere boligfinansiering på trods af rentefradraget. Stigende renter betyder også, at boligkøbere kan kreditgodkendes til et lavere beløb. Disse forhold trækker i retning af en mere afdæmpet udvikling i boligpriserne, særligt det kommende år.

Omvendt understøttes boligpriserne af et lavt udbud af boliger til salg i øjeblikket. Dertil kommer, at mange husholdninger har øget deres opsparing yderligere under pandemien. Den høje inflation kan samtidig trække i retning af stigende nominelle boligpriser, hvis den fører til øgede lønninger og indkomster. Hvis husholdningerne forventer både stigende priser og lønninger, vil det tilskynde boligkøbere til at fremrykke boligkøb, hvilket yderligere trækker i retning af stigende boligpriser. Det skyldes, at den reale værdi af ydelsesbetalingerne og gælden falder.

På længere sigt kan stigende byggeomkostninger bidrage til at holde boligpriserne oppe i det omfang, at byggeaktivitet tilbageholdes, og boligmassen derfor ikke øges i samme omfang. Derudover skal det høje prisniveau ses i sammenhæng med, at pandemien synes at have fået mange husholdninger til at øge deres påskønnelse af bolig. Det førte til høj handelsaktivitet og boligprisstigninger i 2020 og første halvdel af 2021, der var større, end hvad bl.a. indkomst og renter ville tilsige. Det er usikkert, i hvilket omfang husholdningernes øgede påskønnelse af bolig varer ved i de kommende år.

Det danske boligmarked skiller sig ud internationalt set ved at have bred adgang til afdragsfrihed, lavt udbetalingskrav og et højt rentefradrag. Disse forhold har over en årrække været med til at stimulere boligprisstigninger frem for at stabilisere udviklingen. Strukturelle forbedringer vil både i dag og på længere sigt bidrage til at reducere sandsynligheden for store udsving i boligpriserne. 

Samlet set er usikkerheden om boligprisernes videre forløb forhøjet. Prisudviklingen vil både knytte sig til, om husholdningernes øgede påskønnelse af bolig varer ved, men også i høj grad det fremadrettede forløb for renter, indkomster og inflation.

Højere varmeudgifter kan mindske nogle husholdningers kreditværdighed

Højere varmeudgifter og lavere boligformue kan mindske nogle husholdningers kreditværdighed. Banker og realkreditinstitutter bør derfor inddrage betydningen af opvarmningsformer og udgifter til opvarmning i deres kreditvurdering af kunden. Opmærksomheden bør særligt gælde, når institutterne kreditvurderer husholdninger med lavt rådighedsbeløb, lavere likvid formue eller en højere forbrugskvote, da disse husholdninger vil være dårligere rustet til at håndtere en prisstigning på energi.

Prisstigninger på naturgas i kølvandet på den russiske invasion af Ukraine vil især ramme de ca. 352.000 husholdninger i enfamiliehuse med gasfyr. Gasprisernes betydning for boligpriserne er størst i landdistrikterne, hvor varmeudgifter typisk udgør en større andel af de faste omkostninger ved at eje en bolig. 

Større udbredelse af risikable lån blandt boligejerne

Realkreditudlånet til private ejerboliger stiger fortsat moderat, og det er særligt de afdragsfrie realkreditlån, der driver væksten, jf. figur 9 (venstre). De seneste kvartaler har der samtidig været et mærkbart positivt bidrag fra variabelt forrentede lån, jf. figur 9 (højre). Fastforrentede afdragsfrie lån udgør ca. 20 pct. af realkreditinstitutternes udlån mod pant i ejerboliger på 1.641 mia. kr., mens ca. 27 pct. er afdragsfrie lån med variabel rente. 

Boligejere kan vælge lån med variabel rente til, når spændet mellem lange og korte renter øges

I takt med at spændet mellem de lange og korte realkreditrenter øges, bliver det dyrere for låntagerne at forsikre sig mod rentestigninger. Det kan få flere til at vælge variabelt forrentede lån, jf. figur 10, der viser udviklingen i rentespændet mellem lange og korte realkreditrenter og andelen af nye lån med variabel rente. Der er ikke sket en tilsvarende udvidelse af rentespændet mellem den lange realkreditrente og en 
3-5-årig realkreditrente. Med variabelt forrentede lån følger en risiko for højere renter i fremtiden, da renten løbende tilpasses de gældende markedsrenter.

Den seneste stigning i marts og april 2022 i nettooptagelsen af variabelt forrentede lån er sket samtidig med en nettonedbringelse af fastforrentede lån. En tredjedel af de boligejere, som har valgt at konvertere i 1. kvartal 2022, har foretaget en skrå konvertering. Det betyder, at de har omlagt deres realkreditlån med fast rente til et variabelt forrentet lån. Således har nogle boligejere udnyttet muligheden for at ændre deres risikoprofil ved at konvertere til et variabelt forrentet lån.¹¹

Boligejere med variabelt forrentede lån uden afdrag har en markant større rentefølsomhed på deres ydelsesbetalinger end boligejere med andre låntyper. Ultimo 2020 ville 25 pct. af boligejerne med variabelt forrentede lån uden afdrag få en stigning i gældsserviceringsgraden på 3,3 procentpoint eller mere ved en rentestigning på 1 procentpoint, jf. figur 11. Denne rentefølsomhed skal dog ses i lyset af, at boligejere med variabelt forrentede lån med afdragsfrihed forud for rentestigningen har en relativt lav gældsserviceringsgrad. Ikke desto mindre kan stigende renter føre til markant højere ydelsesbetalinger for boligejere, der har optaget variabelt forrentede lån. Boligejernes rentefølsomhed på deres ydelsesbetalinger har været faldende i perioden 2009 til 2020, i takt med at boligejerne har nedbragt deres bankgæld og i stigende grad har valgt fastforrentede realkreditlån.¹² Det stigende optag af variabelt forrentede lån med afdragsfrihed i 2022 vil omvendt føre til højere rentefølsomhed blandt boligejerne, end det var tilfældet ved udgangen af 2020.

Afdragsfrihed øger boligejernes sårbarhed over for et senere fald i boligpriserne

Boligmarkedet er som tidligere beskrevet præget af flere uhensigtsmæssige strukturer, der bør forbedres. Forbedrede strukturelle forhold vil betyde, at boligejerne får nemmere ved at håndtere fremtidige udsving på boligmarkedet. Selvom dansk økonomi står et andet sted end for et år siden, ændrer det ikke behovet for strukturelle forbedringer af boligmarkedet.

Stor udbredelse af afdragsfrihed øger boligejernes sårbarheder over for et senere fald i boligpriserne og bør derfor begrænses til de mest robuste boligejere. Et generelt krav om større udbetaling og krav om afdrag på lån til boligejere med høj belåningsgrad er begge tiltag, der kan bidrage til et mere robust boligmarked. Større udbetalingskrav og krav om afdrag for højt belånte boligejere er også blandt de tiltag, som IMF peger på for at modvirke øgede risici på boligmarkedet i Danmark.¹³

Afdragsfrihed på realkreditlån benyttes kun delvist til at afvikle dyrere bankgæld

Afdragsfrihed på realkreditlån kan være et fornuftigt valg, hvis boligejere med en belåningsgrad over 80 pct. benytter den afdragsfrie periode til hurtigere at nedbringe dyrere supplerende banklån.¹⁴ I praksis benytter en stor del af boligejerne med belåningsgrad på 95 pct. dog kun delvist deres afdragsfrihed 
til dette formål, jf. figur 12. Det gør nogle boligejere med høj gældsætning mindre robuste over for et senere fald i boligpriserne. 

Med de nuværende lange realkreditrenter afdrages den samlede boliggæld med ca. 2,4 pct. det første år ved en traditionel boligfinansiering med et fastforrentet realkreditlån med afdrag og et supplerende banklån med løbetid på 20 år. Samme afdragsprocent har en lånekonstruktion med et afdragsfrit fastforrentet realkreditlån og banklån med løbetid på ca. 6 år. Er løbetiden på banklånet derimod 10 år, afdrages den samlede gæld kun med 1,3 pct. årligt, jf. figur 12 (venstre).¹⁵

For 72 pct. af boligejerne med fastforrentede afdragsfrie realkreditlån og belåningsgrad på 95 pct. er de aftalte løbetider på banklånet på mere end 6 år, jf. figur 12 (højre). Sammenlignet med den traditionelle boligfinansiering er den samlede afvikling af boliggælden derfor relativt langsom for en stor del af de mest belånte boligejere med afdragsfrie fastforrentede realkreditlån.

Banker og realkreditinstitutternes nyudlån til kunder, hvor den samlede belåningsgrad udgjorde 85 pct. eller mere af boligens værdi, udgjorde knap 20 pct. af det samlede nyudlån med pant i ejerboliger i 2020 og 2021, jf. figur 13. For knap en tredjedel af disse boligkøb var afdragsprocenten på den samlede finansiering på under 2 pct. 

Revision af makroprudentielt rammeværk bør sikre juridiske rammer for tiltag på boligmarkedet

De aktuelle låneregler sigter på at styrke boligejernes robusthed og derigennem også robustheden af institutternes balancer. Reglerne tilskynder bl.a. til længere rentebinding og mindre afdragsfrihed for højt gældsatte boligejere. Disse låneregler er i Danmark typisk implementeret i forbrugerbeskyttelseslovgivningen og anden lovgivning, der ikke nødvendigvis har hensyn til finansiel stabilitet som sit primære sigte. Danmark har derfor i dag ingen egentlige juridiske rammer for implementering af låntagerrelaterede tiltag med finansiel stabilitet som formål.

Som led i sit makroprudentielle review diskuterer EU-Kommissionen i øjeblikket, om der i EU bør implementeres et juridisk rammeværk for bl.a. låntagerrettede tiltag med finansiel stabilitet som sigte, jf. boks 2. Et sådant EU-rammeværk vil kunne forbedre danske myndigheders mulighed for at adressere opbygningen af systemiske risici relateret til boligmarkedet og dermed understøtte finansiel stabilitet. Manglende juridiske rammer kan forstærke ”inaction bias”, dvs. tendensen til ikke at agere, og resultere i manglende eller utilstrækkelige tiltag. Det er derfor vigtigt, at den kommende revision sikrer et minimumssæt af instrumenter, som de makroprudentielle myndigheder kan bruge til at adressere risici på boligmarkedet.

Nogle erhvervskunder får lav gældsserviceringsevne ved højere priser og renter

Virksomhedernes låntagning i bankerne er steget betydeligt 

Bankudlånet til erhvervskunder er vokset over 26 pct. det seneste år, mens realkreditudlånet til erhvervskunder er vokset mere moderat med 6 pct. Det er især de store pengeinstitutter, der har øget bankudlånet til erhverv, jf. figur 14. Udlånsvæksten er spredt på flere brancher og skal bl.a. ses i lyset af konjunkturfremgangen. 

Den begrænsede kreditgivning i bankerne under pandemien afspejlede bl.a., at statslige likviditetstiltag og låneordninger i et vist omfang udgjorde et alternativ til gældsfinansiering i bankerne.¹⁶

Den 1. april 2022 havde knap 45.000 virksomheder frist for at tilbagebetale moms- og A-skattelån for næsten 22 mia. kr. Pr. 19. maj 2022 er der tilbagebetalt knap 15 mia. kr.¹⁷ af lånebeløbet og oprettet betalingsordninger for knap 6 mia. kr. I det omfang virksomhederne har benyttet sig af bankfinansiering til betaling af forfaldne moms- og A-skattelån, kan det også være en medvirkende forklaring på den høje kreditefterspørgsel i bankerne. 

Forskelle i bankernes forventninger til kreditefterspørgslen fremadrettet

Der er forskelle i bankernes forventninger til kreditefterspørgslen fra erhvervskunderne fremadrettet. I Nationalbankens udlånsundersøgelse for 1. kvartal 2022 rapporterer den ene halvdel af bankerne, at de forventer øget låneefterspørgsel fra eksisterende kunder, mens den anden halvdel forventer uændret eller faldende låneefterspørgsel. Samlet forventer bankerne, at kreditefterspørgslen fra erhvervskunder vil stige lidt fra 1. til 2. kvartal 2022.¹⁸ Flere af bankerne begrunder forventningerne om højere kreditefterspørgsel med tilbagebetaling af skatte- og momslån den 1. april 2022.

Nogle virksomheder får lav gældsserviceringsevne ved højere priser på energi og råvarer og rentehop

De økonomiske konsekvenser af krigen i Ukraine påvirker mange danske virksomheder. Priserne på bl.a. energi og råvarer er steget yderligere på et tidspunkt, hvor inflationen i forvejen var høj. Øgede omkostninger hos virksomhederne til energi og råvarer kombineret med stigende renter kan forringe deres gældsserviceringsevne.¹⁹ Nogle virksomheder vil i den forbindelse kunne overvælte højere omkostninger på kunderne ved at sætte salgspriserne op.

Højere priser på energi og råvarer kombineret med et rentehop skønnes at medføre en øget andel af virksomheder med lav gældsserviceringsevne og likviditetsgrad, jf. figur 15. Andelen anslås dog kun at stige med knap 2 procentpoint under de givne forudsætninger, herunder at der ikke er taget højde for virksomhedsspecifikke forhold og afdækning af fx renterisiko, jf. boks 3.

Selvom andelen af virksomheder med lav gældsserviceringsevne og likviditetsgrad kun stiger svagt, er der store forskelle på resultateffekten på tværs af erhvervsbrancher, jf. boks 4.

Højere priser på energi og råvarer og rentehop kan øge erhvervskundernes likviditetsbehov

På kort sigt kan et øget pres på virksomhedernes evne til at opfylde deres gældsforpligtelser føre til øget efterspørgsel efter fx lånefaciliteter i bankerne. Under 10 pct. af virksomhederne har lav gældsserviceringsevne og likviditetsgrad samt lav soliditet, jf. figur 16.²⁰ Det giver størstedelen af virksomhederne god mulighed for at ansøge om lånefaciliteter via deres bankforbindelse, hvis de får øget behov for likviditet. Bankerne har samtidig tilstrækkelig høje likviditetsbuffere til at håndtere øget efterspørgsel efter likviditet fra erhvervskunder, jf. afsnittet Bankerne kan håndtere øget efterspørgsel efter likviditet.

Samlet anslås restgælden for virksomheder med lav soliditet, gældsserviceringsevne og likviditetsgrad at udgøre under 2 pct. af institutternes erhvervsudlån, både før og efter prisstigninger på energi og råvarer og rentehop. Effekten på bankernes robusthed vurderes derfor i udgangspunktet at være begrænset.

Bankerne bør fortsat understøtte virksomheder ud fra en grundig kreditvurdering

Selvom bankerne er i stand til at håndtere en øget efterspørgsel efter lånefaciliteter fra erhvervskunder som følge af højere priser på energi og råvarer og rentehop, bør bankerne fortsat holde fast i en grundig kreditvurdering. Nogle virksomheder med svage nøgletal må forventes at gå konkurs som følge af prisstigninger og rentehop. Det er en naturlig erhvervsdynamik, at ikke-levedygtige virksomheder må lukke, og nye virksomheder åbner.

Bankerne forventer generelt en mindre stramning i kreditstandarderne over for erhvervskunder mellem 1. kvartal og 2. kvartal 2022, jf. figur 17. Halvdelen af de adspurgte banker vurderer i udlånsundersøgelsen, at risikobedømmelse og risikovillighed, særligt relateret til krigen i Ukraine og stigende renter, vil trække i retning af strammere kreditstandarder i 2. kvartal 2022. 

Bankerne kan håndtere øget efterspørgsel efter likviditet

Bankerne overholder med en vis margin krav til likviditetsdækningsgrad og stabil finansiering

Bankerne opfylder lovkrav til likviditet (Liquidity Coverage Ratio, LCR) og finansiering (Net Stable Funding Ratio, NSFR²¹) med en vis margin, jf. figur 18 og figur 19. Afstanden til minimumskravene varierer dog betydeligt på tværs af bankerne. 

De største bankers likviditetssituation er fortsat robust

De systemiske banker har fortsat en solid likviditetssituation. Alle de systemiske banker har en overlevelseshorisont med positiv overskudslikviditet på mindst fem måneder i Nationalbankens følsomhedsanalyse, hvor adgangen til markederne antages at være lukket, og bankerne dermed ikke udsteder ny finansiering. I scenariet antages virksomhederne og pensions- og livsforsikringsselskaberne at få et øget likviditetsbehov, som de dækker ved at trække på deres lånefaciliteter i bankerne.²²

Likviditetsbehovet fra kunderne kan bl.a. opstå som følge af stigende renter og højere energi- og råvarepriser. Nationalbanken har også en hårdere følsomhedsanalyse, hvor indlån falder markant, udover at adgangen til markederne er lukket, og lånefaciliteterne til kunderne stiger. I dette scenarie kan alle de systemiske banker håndtere mindst tre måneders hårdt stress, jf. figur 20.²³

Det er vigtigt, at bankerne i deres risikostyring løbende vurderer kapaciteten til at imødekomme en stigende efterspørgsel efter likviditet fra fx pensions- og livsforsikringsselskaber.²⁴ Aktuelt har bankerne fornuftige likviditetsbuffere til at kunne imødekomme en stigende efterspørgsel efter likviditet ved rentestigninger.

Afventende fundingmarkeder understreger vigtigheden af en jævn forfaldsprofil

Afventende fundingmarkeder efter den russiske invasion af Ukraine understreger, hvorfor spredning på bankernes forfald af gæld er vigtigt. Store forfaldskoncentrationer, både for det enkelte institut og sektoren som helhed, øger risikoen for brud på regulatoriske krav i situationer med begrænset markedsadgang, hvor det kan være svært af refinansiere gæld. For de største institutter er forfald af gældsinstrumenter til opfyldelse af deres krav til nedskrivningsegnede passiver, NEP- og bufferkrav²⁵, samlet set jævnt fordelt de kommende år, jf. figur 21. Der er dog nogle kvartaler med store forfald.
 
Det er vigtigt, at institutterne fortsat har fokus på længden og forfaldsprofilen af deres udstedelser, så de kan stå igennem perioder, hvor adgangen til markederne kan være begrænset.

Kreditinstitutternes basisindtjening har stabiliseret sig

Høje resultater og stabilisering i basisindtjeningen

De systemiske kreditinstitutters indtjening viste fremgang i 2021 efter flere år med faldende resultater, jf. figur 22. For flere institutter var resultaterne historisk høje nominelt set. Tilbageførsel af nedskrivninger og høje kursreguleringer bidrog hertil, men også basisindtjeningen stabiliserede sig. Basisindtjeningen er et mål for, om institutterne formår at tjene penge på deres kerneforretning.²⁶ En øget indtjeningsevne styrker institutternes første værn mod tab. 

Fremgangen i indtjeningen var særligt drevet af lave nedskrivninger, og størstedelen af institutterne nettotilbageførte nedskrivninger på udlån. Udviklingen i nedskrivningerne i 2021 står i kontrast til 2020, hvor kreditinstitutterne resultatførte høje nedskrivninger baseret på forventede tab efter udbruddet af covid-19.

Ledelsesmæssige skøn til forventede kredittab er samlet set uændrede

De systemiske kreditinstitutters samlede ledelsesmæssige skøn til eventuelle kredittab udgør fortsat omkring 0,2 pct. af udlånet, jf. figur 23. De ledelsesmæssige skøn giver institutterne en ekstra stødpude til at håndtere tab på udlånsporteføljen. 

En medvirkende forklaring på, at de ledelsesmæssige skøn er uændrede i 1. kvartal 2022, er, at tidligere reservationer grundet covid-19 delvist er tilbageført. Samtidig er der bogført nye ledelsesmæssige skøn til at imødekomme afledte effekter af krigen i Ukraine og den høje inflation. 

Basisindtjeningen kan absorbere højere nedskrivninger

Set over en længere årrække er de systemiske kreditinstitutters evne til at tjene penge på traditionelle bankaktiviteter forringet. På trods af dette udgør basisindtjeningen fortsat et fornuftigt første værn mod tab. Det afspejler, at basisindtjeningen fortsat overstiger det gennemsnitlige nedskrivningsniveau, jf. figur 24. I 2021 kunne basisindtjeningen dække driftsmæssige nedskrivninger på udlån svarende til knap 0,6 pct. af det samlede udlån. 

Stabiliseringen i basisindtjeningen er drevet af højere gebyrindtægter

De systemiske kreditinstitutters basisindtjening stabiliserede sig i 2021. Udviklingen kan primært tilskrives øgede gebyrindtægter, bl.a. som følge af høj kundeaktivitet relateret til boligmarkedet, værdipapirhandel og kapitalforvaltning, jf. figur 25. 

Faldet i kreditinstitutternes nettorenteindtægter fortsatte i 2021, men rentemarginalerne i Danmark viser begyndende tegn på stigning.²⁷ Det skyldes bl.a. den gradvise tilpasning af negative indlånsrenter til privat- og erhvervskunder. Tilpasningen har betydet, at indlånsmarginalen for erhvervskunder i 2021 blev positiv, mens den for privatkunder steg til tæt på nul. Den stigende indlånsmarginal modvirkede en fortsat faldende udlånsmarginal.²⁸ 

Et højere renteniveau kan potentielt have en positiv indvirkning på institutternes nettorenteindtægter.²⁹ Det samme vil en fortsat vækst i bankudlånet, hvor der siden 2. halvår 2021 særligt har været fremgang i udlånet til erhvervskunderne.

Trods tiltag er omkostningsniveauet fortsat højt

De systemiske kreditinstitutters omkostninger til personale og administration steg på ny i 2021. Stigningen kan også henføres til omkostninger af engangskarakter til eksempelvis større it-projekter og restruktureringer. 

Flere af de største banker har igangsat omkostningsinitiativer i form af filiallukninger og nedskæringer i medarbejderantallet de senere år, og enkelte har gennemført opkøb af andre pengeinstitutter. Transformations- og integreringsomkostninger kan hæve omkostningsniveauet på kort sigt, mens effektivisering og synergier kan indebære vedvarende besparelser på længere sigt. 

Effekten af omkostningstiltagene afspejler sig i et generelt fald i medarbejderantallet i flere af de systemiske kreditinstitutter i 2021, jf. figur 26. Det bidrager til at dæmpe personaleomkostningerne. Faldet er dog sket med varierende hastighed på tværs af institutterne. 

På trods af omkostningsinitiativer er de samlede omkostninger fortsat høje historisk set. Det skal bl.a. ses i lyset af stigende compliance- og reguleringskrav. Fokus på compliance og risikostyring er nødvendigt, da institutterne skal sikre, at funktionerne kan leve op til lovkravene. Eksempelvis er der aktuelt behov for at sikre overholdelse af sanktioner som følge af krigen i Ukraine. En mangelfuld håndtering af disse områder kan koste institutterne og sektoren dyrt gennem fx omdømmemæssige og økonomiske tab.

På baggrund af bl.a. stigende kompleksitet fra regulering er der stordriftsfordele i drift af et pengeinstitut, og pengeinstitutterne må derfor forventes at afsøge mulighederne for yderligere konsolidering de kommende år. 

Flere institutter har opjusteret forventningerne til indtjeningen for 2022

Udbruddet af krigen i Ukraine har ikke ledt til nedadgående ændringer i institutternes indtjeningsforventninger for 2022. Basisindtjeningen har for flere institutter vist fremgang i 1. kvartal 2022, og flere har opjusteret resultatforventningerne, jf. figur 27. Den makroøkonomiske usikkerhed har dog øget udfaldsrummet for den fremadrettede udvikling i institutternes indtjening.

En hård recession vil udfordre enkelte institutters kapitaloverdækning

Store forskelle i kapitaloverdækning på tværs af de systemiske kreditinstitutter

De systemiske kreditinstitutters kapitaloverdækning har udviklet sig forskelligt det seneste år, og der er fortsat stor spredning på tværs af institutternes kapitaloverdækning, jf. figur 28. Den angivne kapitaloverdækning er afstanden mellem institutternes egentlige kernekapitalprocent og andelen af det samlede kapitalkrav, som opfyldes med egentlig kernekapital.

For de ikke-systemiske banker er den samlede kapitaloverdækning af egentlig kernekapital steget det seneste år, og deres overdækning ligger mellem 7,1 pct. og 9,6 pct. primo 2022.

Udviklingen i de systemiske kreditinstitutters kapitaloverdækning skal ses i lyset af flere forhold. På den ene side er de risikovægtede eksponeringer steget siden slutningen af 2020. En del af stigningen skyldes implementering af nye EBA-retningslinjer fra 2021 for definitionen af misligholdelse af gæld³⁰ samt nye EBA-retningslinjer for estimering af risikoparametre til brug for interne modeller.³¹

På den anden side har kapitaloverdækningen været understøttet af, at en del af søjle II-tillægget³² er reduceret for flere af de systemiske kreditinstitutter efter implementeringen af de nye EBA-retningslinjer. 

Institutterne kan forbedre deres kapitalisering ved at udstede flere kapitalinstrumenter eller ved at tilbageholde en større del af indtjeningen. De systemiske kreditinstitutter har i de fleste tilfælde udloddet 50 pct. eller mindre af resultatet for 2021 til deres aktionærer, jf. figur 29. 

Det er vigtigt, at udlodninger til aktionærerne i form af udbytte og aktietilbagekøb ikke sker på bekostning af en robust kapitalisering. Institutterne bør derfor sikre sig, at de også efter udlodning til aktionærerne har tilstrækkelig med kapital til at modstå et makroøkonomisk stress og opfylde fremtidige kapitalkrav. Det gælder også i de kommende år, hvor de endelige kapitalmæssige konsekvenser af ny regulering endnu er ukendte, ligesom størrelsen og varigheden af de økonomiske konsekvenser af krigen i Ukraine aktuelt er forbundet med stor usikkerhed.

Kapitaloverdækningen til gearingskravet er steget svagt

Parallelt med de risikobaserede kapitalkrav skal alle kreditinstitutter opfylde et minimumskrav til kernekapitalen på 3 pct. af de ikke-risikovægtede eksponeringer, også kaldet gearingskravet.³³ Kapitaloverdækningen til gearingskravet har samlet set været svagt stigende i det seneste år. 

For flere systemiske kreditinstitutter overstiger gearingskravet det risikobaserede kapitalkrav. Det gælder fx for Nordea Kredit. For flere af de systemiske kreditinstitutter er den reelle kapitaloverdækning derfor mindre end det, beregningerne i figur 28 giver indtryk af. Når gearingskravet er større end det risikobaserede kapitalkrav, begrænses den reelle anvendelighed af kapitalbufferne, så de ikke kan fungere som en stødpude i tilfælde af en økonomisk krise. NEP-kravet kan også begrænse den reelle anvendelighed af kapitalbufferne.³⁴ Det kan potentielt begrænse de forventede positive effekter af en bufferfrigivelse, jf. boks 5. Det er derfor vigtigt, at en kommende revision af den makroprudentielle lovgivning adresserer denne problemstilling og øger anvendeligheden af institutternes kapitalbuffere.

Institutterne opfylder krav om kontracyklisk kapitalbuffer

Den kontracykliske kapitalbuffer genopbygges gradvist op til 2,5 pct. frem til marts 2023 efter henstillinger fra Det Systemiske Risikoråd.³⁵ Samtlige systemiske kreditinstitutter kan med deres nuværende kapitaloverdækning opfylde de udmeldte stigninger i bufferkravet. 

En stigning i buffersatsen i Danmark fra 0 pct. til 2,5 pct. vil modsvare en stigning i det samlede kapitalkrav for de systemiske kreditinstitutter på ca. 36 mia. kr. i 2023.³⁶ Til sammenligning var de systemiske kreditinstitutters samlede kapitaloverdækning ved udgangen af 1. kvartal 2022 godt 112 mia. kr. 

For de ikke-systemiske banker vil bufferkravet stige med ca. 3,7 mia. kr. som følge af genopbygningen af den kontracykliske kapitalbuffer, mens deres samlede kapitaloverdækning primo 2022 var ca. 12 mia. kr.

Enkelte systemiske kreditinstitutter er tæt på bufferkrav under stress

For at vurdere den finansielle sektors aktuelle kapitalisering og evne til at absorbere tab gennemfører Nationalbanken hvert halve år en stresstest af de systemiske kreditinstitutter og ikke-systemiske banker.³⁷ I stresstesten undersøger Nationalbanken, om institutterne holder tilstrækkelig afstand til kapitalkravene i et grundforløb, et scenarie med en markant rentestigning, stigende inflation og lav økonomisk vækst (rentestigningsscenariet) samt i en hård recession, jf. boks 6 og bilag 2.

Stresstesten viser, at både de systemiske kreditinstitutter og ikke-systemiske banker kan klare rentestigningsscenariet uden brud på de risikobaserede kapitalbufferkrav. I rentestigningsscenariet medfører lav økonomisk vækst større tab for institutterne end i grundforløbet, mens stigende nettorenteindtægter som følge af rentestigninger omvendt bidrager positivt til institutternes indtjening. 

Der er stor forskel på, hvordan de systemiske kreditinstitutter og ikke-systemiske banker klarer det hårde recessionsscenarie. Alle de ikke-systemiske banker holder pæn afstand til kapitalbufferkravene i en hård recession. Størstedelen af de systemiske kreditinstitutter har også tilstrækkelig kapital til at modstå det hårde recessionsscenarie, men modsat de ikke-systemiske banker kommer enkelte tæt på kapitalbufferkravene, jf. figur 30. Institutter, der kommer tæt på bufferkrav i en hård recession, bør tage hensyn til dette, når de fastsætter deres udlodning. 

Resultaterne svarer stort set til resultaterne i den seneste stresstest. Det skyldes i overvejende grad, at institutternes kapitaloverdækning er omtrent uændret i 2. halvår 2021, og at hårdheden i scenarierne i denne stresstest ikke adskiller sig væsentligt fra efterårets stresstest. 

Hvis et institut bryder med bufferkravene, indtræder en række automatiske begrænsninger, bl.a. i forhold til udbyttebetalinger og betaling af kuponrenter på hybride kapitalinstrumenter.³⁸ Samtidig skal instituttet indsende en kapitalbevaringsplan til Finanstilsynet og iværksætte tiltag, der kan genetablere kapitalbufferne. Det kan gøre det svært for instituttet at skaffe ekstern finansiering på de finansielle markeder på et tidspunkt, hvor finansiering i forvejen er svært tilgængelig.

Enkelte institutter har lav overdækning til NEP- og bufferkrav

Sideløbende med kapitalbufferkravene skal institutterne også opfylde et samlet krav til deres nedskrivningsegnede passiver, NEP- og bufferkrav.³⁹ Overdækningen til NEP- og bufferkravet ligger i gennemsnit over 3 pct. af de risikovægtede eksponeringer for de systemiske kreditinstitutter i 1. kvartal 2022, jf. figur 31. 

Spredningen i overdækning på tværs af institutter er fortsat markant, og enkelte institutters overdækning er kun 2 pct. Fra 1. januar 2022 skal koncerner med realkreditinstitutter desuden opfylde minimumskravet på 8 pct. af koncernens passiver. Den samlede overdækning faldt med ca. 16 mia. kr. som følge af det nye krav. 

Kravene til de samlede NEP-midler forøges frem mod begyndelsen af 2023 i forbindelse med den hurtige genopbygning af den kontracykliske buffer. 

Enkelte institutter kan ikke opfylde NEP- og bufferkrav i en periode med markedsuro

I perioder med usikkerhed på de finansielle markeder, hvor refinansiering af udløbne udstedelser kan være vanskeligt, skal institutterne stadig kunne opfylde deres NEP- og bufferkrav. 

Stresstesten af institutternes evne til at opfylde NEP- og bufferkravet viser, at enkelte systemiske kreditinstitutter ikke kan opfylde NEP- og bufferkravet i en etårig periode med stress og begrænset mulighed for at udstede nye gældsinstrumenter, jf. figur 32.⁴⁰ Resultaterne understreger vigtigheden af, at institutterne i gode tider sikrer sig, at de har en robust overdækning til NEP- og bufferkravet samt en jævn forfaldsprofil og lang løbetid på deres udstedelser.

Hvis et institut bryder med NEP- og bufferkravet, vil Finanstilsynet som udgangspunkt pålægge instituttet at iværksætte tiltag, så instituttet igen kan opfylde NEP- og bufferkravet. De nødvendige tiltag vil afhænge af bruddets karakter, men kan fx være at tilføre ny kapital, frasælge aktiver eller at opsøge potentielle købere med henblik på en fusion. Tiltag,  der kan være både vanskelige og dyre i tider med markedsuro. I yderste konsekvens kan kontrollen med instituttet overdrages til Finansiel Stabilitet med henblik på afvikling.⁴¹

De ikke-systemiske banker opfylder hovedsageligt deres NEP-krav med egenkapital og kan derfor bedre stå imod en etårig periode med begrænset markedsadgang. Hvis perioden med begrænset markedsadgang forlænges til 2024, kan de ikke-systemiske banker få problemer med at overholde NEP-kravet i det hårde recessionsscenarie, i takt med at deres egenkapital reduceres af tab.

EU-kommissionens kapitalkravspakke skønnes at medføre mindre stigning i kapitalkrav end tidligere skønnet 

En vigtig del af institutternes kapitalplanlægning består i at sikre kapitaloverdækning til også at dække fremtidige kapitalkrav. I de kommende år vil særligt kapitalkravspakken, som Europa-Kommissionen offentliggjorde i oktober 2021, have betydning for institutternes kapitalplanlægning. Kapitalkravspakken indeholder forslag til revidering af den europæiske kapitalkravsforordning, CRR, og kapitalkravsdirektivet, CRD.⁴²

Pakken sigter overordnet mod at implementere de endelige Basel III-standarder. De foreslåede ændringer er ikke endeligt vedtaget, og konsekvenserne af kapitalkravspakken er derfor fortsat usikre. 

Kapitalkravspakken indeholder en lang række justeringer til gældende lovgivning. Særligt har der været fokus på introduktionen af et samlet gulvkrav for de risikovægtede eksponeringer. Hvis der ved brug af interne modeller kan dokumenteres lavere risici, opnås der en nedsættelse af kapitalkrav i forhold til standardmetoder. Gulvkravet kan begrænse denne reduktion.⁴³

EU-implementeringen lægger op til lempeligere risikovægtning af boliglån samt af udlån til ikke-ratede erhvervskunder, hvis en række betingelser er opfyldt. Den lempeligere risikovægtning er en midlertidig ordning, som gradvist udfases i perioden 2029-32, men med mulighed for forlængelse.

EU-Kommissionens forslag indeholder også tiltag, der kan være med til at øge troværdigheden omkring institutternes interne modeller ved bl.a. at begrænse brugen af institutternes egne statistiske metoder til at opgøre kapitalkrav for porteføljer med utilstrækkeligt datagrundlag. Forslaget indeholder ligeledes ændringer af standardmetoden. Ændringerne øger risikofølsomheden i de risikovægtede eksponeringer, da en mere detaljeret tilgang benyttes i fastsættelsen af risikovægte for forskellige typer af eksponeringer.  

Selvom højere kapitalkrav for de europæiske institutter ikke er et mål med kapitalkravspakken, indikerer de foreslåede regler umiddelbart en stigning for de største danske kreditinstitutter. Skønsmæssige beregninger viser, at de risikovægtede eksponeringer kan stige mellem 160-330 mia. kr., når den samlede kapitalkravspakke er fuldt indfaset, afhængigt af om overgangsordningerne udløber eller bliver videreført. 

Det vil medføre en stigning i kravet til den egentlige kernekapital (CET1) på omkring 20-40 mia. kr. Isoleret set skønnes gulvkravet at medføre en stigning i kravet til den egentlige kernekapital på omkring 5-25 mia. kr. 

Der er dog stor spredning i effekten på tværs af de enkelte kreditinstitutter. Effekten vil afhænge af den konkrete porteføljesammensætning, samt hvor store afvigelser der er mellem opgørelsen af risici ved de interne modeller og ved den nye standardmetode.

De skønnede effekter er baseret på en række antagelser, se også boks 7. Der tages eksempelvis ikke højde for eventuelle søjle II-tillæg, der adresserer modelrisici. I praksis kan søjle II-tillægget blive nedjusteret, når kapitalkravspakken er implementeret. Det vil betyde en lavere effekt end det opgjorte skøn, der er præsenteret her. 

Effekterne er væsentligt lavere end tidligere vurderinger af effekten af Baselkomitéens anbefalinger.⁴⁴ Det skyldes flere forhold.

Der tages udgangspunkt i institutternes risikovægtede eksponeringer i 1. kvartal 2022, efter implementering af nye EBA-retningslinjer for estimering af risikoparametre til brug for interne modeller. Implementeringen af retningslinjerne har betydet en forhøjelse af de risikovægtede eksponeringer og dermed en lavere effekt af kapitalkravspakken. 

I det nuværende forslag til implementering lægges der op til et samlet gulvkrav for de risikovægtede eksponeringer på koncernniveau. Estimaterne præsenteret her er baseret på koncernbetragtninger og ikke effekterne for enkelte institutter eller porteføljer. Dette har særlig betydning for den forventede effekt for koncerner, hvor der både indgår et pengeinstitut og et realkreditinstitut. Pengeinstitutternes gennemsnitlige risikovægte er generelt højere end realkreditinstitutternes. Ser man isoleret på effekten for realkreditinstitutterne, vil man ikke tage højde for, at pengeinstitutternes balance vil trække i retning af højere risikovægte og dermed lavere effekt af gulvkravet. Man vil derfor overvurdere effekten af kapitalkravspakken.

Når man ser isoleret på kapitalkravspakkens betydning, er det Nationalbankens vurdering, at de største danske institutter kan opfylde stigningen i kapitalkravene de kommende år. 

Nationalbanken vurderer, at de præsenterede ændringsforslag sikrer en fornuftig implementering af Baselstandarderne. Forslaget er tro mod de overordnede rammer i Basel III, men indeholder samtidig meningsfulde justeringer til EU-specifikke forhold.

Nogle elementer af Kommissionens forslag kan potentielt være uhensigtsmæssige set fra et dansk perspektiv. Et eksempel er de kommende regler for markedsrisiko (Fundamental Review of the Trading Book, FRTB), hvor udenlandske bankers eksponeringer i danske kroner behandles hårdere end tilsvarende eksponeringer i euro. Udenlandske banker vil desuden skulle holde mere kapital for en investering i danske obligationer end tilsvarende danske banker. Dette kan potentielt føre til, at udenlandske banker reducerer deres eksponeringer i danske obligationer, og at markedslikviditeten i særligt det danske obligationsmarked forringes.

Datagrundlag i analysen

I analysen anvendes betegnelsen kreditinstitutter, når emnet omfatter både penge- og realkreditinstitutdelen af forretningen. Betegnelsen bank benyttes, når der specifikt tales om pengeinstituttet. Institutterne fremgår af tabel 1.

Analysen af danske kreditinstitutters indtjening, likviditet og kapitalgrundlag samt stresstesten omfatter 8 systemiske kreditinstitutter, som er udpeget af Finanstilsynet i 2021. I juni 2021 blev Arbejdernes Landsbank udpeget som systemisk kreditinstitut af Finanstilsynet efter at have opnået aktiemajoritet i Vestjysk Bank. Vestjysk Bank indgår derfor under Arbejdernes Landsbank i analysen. Analysen og stresstesten inkluderer også de ikke-systemiske banker. Denne gruppe udgøres af institutterne i gruppe 2 i Finanstilsynets størrelsesgruppering for 2021 med undtagelse af Saxo Bank og Arbejdernes Landsbank. Saxo Bank er udeladt på grund af bankens forretningsmodel. Arbejdernes Landsbank er udeladt grundet udpegelsen som systemisk vigtig. Gruppeinddelingen er gældende bagud i tid. 

I analyse og vurdering af udlånsaktivitet fokuseres på grupperingen af store og mellemstore banker fra Nationalbankens udlånsundersøgelse. Store banker udgøres af Finanstilsynets gruppe 1 samt Nordea Danmark, mens mellemstore banker udgøres af Finanstilsynets gruppe 2 samt Handelsbanken og Santander Consumer Bank. 

Stresstestens scenarier

Stresstesten tager udgangspunkt i tre scenarier for den makroøkonomiske udvikling i Danmark over perioden 2022-24. De tre scenarier udgøres af 1) et grundforløb, der følger Nationalbankens seneste prognose⁴⁵, 2) et scenarie med stigende renter og inflation samt lav økonomisk vækst (rentestigningsscenarie), og 3) en hård recession, hvor et tilbageslag rammer dansk økonomi i 3. kvartal af 2022. Se tabel 2 for udvalgte nøgletal for de tre scenarier.

I rentestigningsscenariet oplever Danmark og udlandet en rentestigning på 3 procentpoint over hele rentekurven i forhold til grundforløbet. Rentestigningens afdæmpende effekt på væksten i dansk økonomi forstærkes af, at rentestigningen i udlandet reducerer den danske eksportmarkedsvækst. Samlet set reduceres BNP med 4,3 pct. relativt til grundforløbet. Samtidig stiger ledighedsprocenten med 2,3 procentpoint over tre år. 

Den hårde recession tager udgangspunkt i en global nedgang, hvor den danske eksportmarkedsvækst falder, hvilket reducerer BNP og øger ledigheden. I recessionsscenariet falder BNP med ca. 5 pct. og ligger i 2024 godt 10 pct. lavere end i grundforløbet. Ledigheden stiger samtidig med 6,6 procentpoint over en treårig periode. Desuden falder boligpriserne kraftigt med over 25 pct. og er ved udgangen af recessionen på niveau med boligpriserne i 2015. 

Nationalbankens metode til at udarbejde det hårde recessionsscenarie tager udgangspunkt i den forudgående makroøkonomiske udvikling. Det medfører, at der fx er hårdere stress efter en periode med markant fremgang i økonomien. Metoden fokuserer særligt på udviklingen i BNP, ledighed og boligpriser. For hver af disse variable benyttes en systematisk tilgang til at bestemme, hvor meget de skal stige (ledighed) eller falde (BNP-vækst og boligpriser) over scenariernes tidshorisont.⁴⁶ Hvor meget de enkelte variable skal stige eller falde kaldes i stresstesten for benchmarks. 

Benchmarkene for de tre variable beregnes uafhængigt af hinanden. Det er dog muligt, at den faktiske udvikling i nøglevariablene afviger en smule fra benchmarkene, da variablenes relation er bestemt af Nationalbankens økonomiske model, MONA. I scenarierne kan variablene derfor ikke følge en hvilken som helst udvikling, men skal udvikle sig konsistent med deres indbyrdes relation i MONA.

Benchmarkene i denne stresstest er generelt på niveau med eller lidt over benchmarkene i efterårets stresstest. Det skyldes, at udgangspunktet for dansk økonomi og dermed forudsætningerne for beregningen af benchmarkene er forbedret siden seneste stresstest. I den hårde recession følger udviklingen i BNP og ledighed benchmarks.⁴⁷

Boligprisfaldet er forøget relativt til benchmarket for at afspejle den væsentlige usikkerhed på boligmarkedet i stresstestens scenarier.