Valutareserven
Som et led i udførelsen af fastkurspolitikken råder Nationalbanken over en valutareserve. Den gør det muligt at styrke kronen ved at købe kroner og sælge valuta fra valutareserven. Omvendt kan Nationalbanken imødekomme efterspørgslen efter kroner ved at sælge kroner og købe valuta, hvilket øger valutareserven.
Perioder med stort pres på kronen, som fx under den finansielle krise i efteråret 2008, viser, at der er behov for en betydelig valutareserve for at sikre troværdighed omkring fastkurspolitikken. Hvis der er behov for at øge valutareserven, kan dette opnås ved, at staten optager gæld i udenlandsk valuta.
Størrelsen på valutareserven har varieret over tid
Anm.:
Mia. kr.
Valutareservens formål om at kunne styrke eller svække kronekursen med kort varsel stiller strenge krav til likviditets- og risikostyring. Derfor er valutareserven primært placeret som indskud i udenlandske banker og sikre, likvide obligationer. Derudover er en mindre del investeret i aktiver, der har som formål at øge indtjeningen – fx aktier.
Nationalbankens guldbeholdning på 66,5 ton indgår også i valutareserven. Det samme gør Nationalbankens mellemværender med Den Internationale Valutafond.
Størrelsen på valutareserven og den seneste måneds interventioner offentliggøres den 2. bankdag kl. 17 i hver måned i pressemeddelelsen ”Valuta og likviditet samt månedsbalance”.
Nationalbankens balance
Som i ethvert andet regnskab udgøres Nationalbankens balance af aktiver og passiver. Aktiver er de værdier, Nationalbanken ejer, mens passiver er de værdier, andre har til gode hos Nationalbanken. Aktiverne og passiverne afspejler Nationalbankens vigtigste opgaver, herunder gennemførelsen af pengepolitikken, valutakurspolitikken og udstedelsen af sedler og mønter. Derudover er Nationalbanken bank for staten, som derfor også har en påvirkning på Nationalbankens balance.
Eksempel på Nationalbankens balance, fra ultimo juni 2020
Aktiver og passiver følges ad – også ved interventioner i valutamarkedet
Aktiver og passiver er i regnskabsmæssig forstand altid lige store. Størrelsen på Nationalbankens balance afhænger primært af, hvor meget Nationalbanken intervenerer på kronemarkedet.
Når Nationalbanken holder kronekursen stabil over for euroen ved fx at købe kroner af et pengeinstitut mod betaling i valuta, bliver valutareserven – og dermed de samlede aktiver – mindre. Men det pågældende pengeinstituts indestående af danske kroner på pengeinstituttets foliokonto i Nationalbanken – og dermed de samlede passiver – reduceres tilsvarende. Og omvendt i de tilfælde, hvor Nationalbanken køber valuta af et pengeinstitut mod betaling i kroner.
Eksempel på hvordan både aktiver og passiver nedbringes ved salg af valuta fra valutareserven
Pengeinstitutternes nettostilling
Nettostillingen betegner de pengepolitiske modparters samlede mellemværende med, eller nettoindestående i, Nationalbanken. Som udgangspunkt opgøres nettostillingen derfor som folioindestående og indskudsbeviser fratrukket pengepolitiske udlån. Det betyder også, at fx et udlån fra én bank til en anden, som finansieres ved, at banken trækker på sin konto i Nationalbanken, blot er en omfordeling af nettostillingen, mens den samlede nettostilling er upåvirket.
Nationalbanken er bank for den danske stat
Statens kontoindestående i Nationalbanken bestemmes af de løbende ind- og udbetalinger samt statens nettolåntagning. Når staten modtager en indbetaling af fx A-skat, betyder det, at bankernes indestående i Nationalbanken reduceres tilsvarende. Dermed er aktivsiden af Nationalbankens balance upåvirket. Der er alene tale om en omfordeling mellem staten og bankerne på passivsiden af balancen.
Omvendt vil bankerne opnå et større indestående, når staten udbetaler offentlige lønninger, pensioner eller tilskud, mens statens kontoindestående reduceres. Nationalbanken offentliggør løbende prognoser for statens ind- og udbetalinger.
Ligeledes påvirker statens låntagning bankernes indestående i Nationalbanken. Når staten sælger statsobligationer i danske kroner, krediteres statens konto med provenuet, mens bankernes indestående reduceres tilsvarende og vice versa.
Statens konto i Nationalbanken må i henhold til Traktaten om den Europæiske Union ikke være i overtræk fra dag til dag. Reglen skal sikre, at EU-landene ikke finansierer statslige underskud ved at låne i centralbankerne, såkaldt monetær finansiering. I Danmark er der aftalt yderligere rammer for statens låntagning i form af den såkaldte norm. Aftalen indebærer i hovedtræk, at statens indenlandske låntagning i kroner for året som helhed normalt svarer til statens indenlandske bruttofinansieringsbehov, dvs. statens løbende underskud og afdrag på den indenlandske gæld.
Staten optager som udgangspunkt lån i udenlandsk valuta for at styrke valutareserven, men også for at sikre statens markedsadgang i udenlandsk valuta. Staten kan også optage kortfristede udenlandske lån som likviditetsberedskab for valutareserven og statens konto. Det sker gennem statens commercial paper-programmer.
Aktiver og passiver følges ad – også når staten optager lån
Når staten optager lån i udenlandsk valuta, veksles låneprovenuet typisk til danske kroner via Nationalbanken. Det betyder, at både indeståendet på statens konto og valutareserven øges med låneprovenuet.
Eksempel på, hvordan både aktiver og passiver øges, når Nationalbanken på vegne af staten udsteder lån i udenlandsk valuta.
Seddel- og møntomløbet
Seddel- og møntomløbet udgør en væsentlig del af Nationalbankens passiver. Når en bank får udleveret kontanter af Nationalbanken, bliver et tilsvarende beløb trukket på dens foliokonto og omvendt. Derfor kan ændringer i efterspørgslen efter kontanter påvirke bankernes nettostilling over for Nationalbanken. Sådanne ændringer sker typisk over relativt lang tid.
Eksempelvis kan lavere økonomisk aktivitet eller introduktionen af nye betalingsformer medføre en reduktion i efterspørgslen efter kontanter. Isoleret set vil det over tid resultere i et lavere omløb af sedler og mønter, da bankerne afleverer flere sedler og mønter tilbage til Nationalbanken, end de får udleveret nye. Alt andet lige vil det øge bankernes samlede indestående i Nationalbanken og dermed også nettostillingen.
Nationalbankens egenkapital
Nationalbankens egenkapital består af alle aktiver fratrukket alle forpligtelser, herunder seddel- og møntomløb, statens kontoindestående og pengeinstitutternes nettostilling.
Hvis Nationalbanken har et underskud, kan dette absorberes af egenkapitalen. Hvis Nationalbanken derimod har et overskud, tages der stilling til en eventuel overførsel af dele af overskuddet til staten, mens den resterende procentdel er med til at forøge egenkapitalen.
Overførselsprocenten fastsættes med sigte på, at Nationalbankens egenkapital over tid vokser i takt med det nominelle bruttonationalprodukt, BNP.